Vi ankom til Potosi tidlig onsdag morgen. Vi havde faktisk begge sovet utrolig godt i natbussen fra La Paz.

Hvad skulle vi så i Potosi? Vi skulle på aktiv minetur. Og hvad er det?? Det er en tur ned i en af de aktive miner, hvor der rent faktisk arbejder minearbejdere.

Vi tog en taxa fra busstationen og blev sat af tæt på turkontoret. Jeg ved ikke hvordan vi klarede det, men vi gik lige forbi døren ind til kontoret - SÅDAN Daniel og Didde, måske i skulle begynde at åbne øjnene. !

Der var to andre som også skulle med på turen, men eftersom, at Daniel og jeg skulle tidligere afsted end de andre(vi skulle nå en bus til Uyni) fik vi hver vores guide.

Første stop på turen var inde i byen, hvor vi skulle købe en gave til minearbejderne. VI købte cigaretter, coca leaves og sodavand.Daniel købte en omgang dynamit til sig selv.Skøre dreng. Hans plan var at antænde den når vi kom til Uyni. Jeg var absolut ikke vild med det!

Stop nummer to: Vi blev iklædt gummistøvler, overtrækstøj og hjelm med lygte, og så kørte vi ellers ud til minerne.

Jeg kan godt fortælle jer, at det er svært at gå rundt inde i sådan en mine. Selv jeg, som er så lille, havde besvær med at besvæge mig rundt i gangene. Vi så en masse forskellige "arbejdspladser". Desværre mødte vi ikke nogle minearbejdere før vi var på vej ud, for de fleste minearbejdere mødte sent, da det var halv helligdag.

VI blev dog vidst ned til Diablo, den gud de tror på, når de arbejder inde i bjerget. De fleste er katolikker, men tror samtidig også på diablo når de er inde i bjerget. Hvia jeg husker rigtig, hører Diablo til den andeanske religion, og er gift med Batcha mama. Men hæng mig ikke op på det. Diablo er derfor heller ikke farlig eller ond, men derimod minearbejdernes beskytter. Hver fredag ofrer de coca leaves, alcohol og cigaretter til ham - det gjorde vi selvfølgelig også. Vi skulle også selv skåle og tage en slurk af alkohollen, som var 100% ren. FY FOR HELVEDE!! Jeg kan da lige fortælle jer, at det stads virkelig gav mundvand. Auuuch.

Vi gik lidt mere rundt, og lige pludselig hørte vi et ordentlig brag. Efter braget bad jeg om at komme ud, kunne ikke lige klare tanken om, at gangene måske ville styrte sammen rundt om mig(og selvfølgelig ved jeg godt, at det ikke ville ske, men jeg blev skisme lidt bange)

Jeg må sige, at jeg beundrer disse mænd som arbejder inde i minerne. Det er hårdt, HÅRDT arbejde og så til en mega ringe løn. Hatten af for dem. Vi hastede afsted til bussen, som skulle bringe os til Uyni. Vi nåede den kun lige - heldigvis!