Uyni!

Da vi ankom til Uyni fik vi os indlogeret på et hostel - det billigste vi kunne finde, men meget dyrere end i La Paz.

Vi besluttede os for, at vi ville finde tur-kontoret som næste dag skulle tage os ud på en tre-dages tur gennem saltørkenen. Vi ledte og ledte, og kunne bare slet ikke finde det. Vi spurgte om vej et par gange, men kunne stadig ikke finde det. Efter at have ledt utrolig længe, var der nogle som viste os kontoret, og det viste sig, at vi var gået forbi intet mindre end tre gange. Men hey! TIl vores forsvar skal det lige siges, at der ikke var noget skilt, der var kun et lille mærke oppe over døren, så HALLO...Men vi fandt det dog trods alt og kunne derfor gå hen og få noget mad og derefter gå i seng.

Da jeg vågende næste morgen, den 27 dec. havde jeg fået nogle underlige knopper, og jeg troede faktisk bare, at det var myggestik, eller bedbugs.

Vi spiste lækker morgenmad og gik derefter hen til tur-kontoret. Vi var vildt mange mennesker, og vi blev delt i tre biler.

I vores bil var der to englændere; Joe og Heather og så var der to danskere, Mai og Thor. Vi klikkede alle mega godt sammen.

Første stop var en togkirkegård. Amerikanerne havde bare forladt deres toge da de fandt ud af, at bjergene omkring Uyni ikke var spor værdifulde. Rent faktisk er gaderne i Uyni utrolig brede, og dette skyldes, at da byen blev grundlagt, troede man at den ville blive til en stor by på grund af minerne. Men ak nej, det skete ikke.

Efter togkirkegården kørte vi ud i saltørkenen. Det var hvidt så langt øje kunne se, i baggrunden var der lidt bjerge, men ellers var det bare hvidt. Det var faktisk vildt imponerende. Vi ankom til vores frokoststed. Et hus lavet ud af saltblokke, temmelig blærret. Vi fik at vide at der ville gå en halv time, og så ville maden blive serveret. Efter en times tid, gik Joe ud for at lede efter vores guide. Han var i gang med at spise, han havde bare glemt os! Come on!! Det var så stridt!

Efter frokosten var det tid til at tage billeder. Det var vildt sjovt, desværre blev jeg utrolig distraheret af de knopper jeg havde fået om morgenen. De havde bredt sig, og kløede helt vildt. Det var forfærdelig. Nu hvor jeg sidder og tænker tilbage, ærger jeg mig over, at jeg ikke kunne ignorere det noget mere, således at jeg kunne have fået de billeder som jeg gerne ville, og så min kreative side rigtig kunne være kommet frem.. Men sådan er det nu en gang. Vi fik nogle få gode billeder, og om ikke andet, så har vi det på nethinden.! Jeg glemmer ihvertfald aldrig det syn.

Sidste stop på dag 1, var en "ø" midt i saltørkenen. De kalder den for fiskeøen, fordi den åbenbart ligner en fisk fra luften? I "gamle" dage gjorde Incaerne holdt for natten på øen, når de krydsede saltørkenen. På øen gror der kaktusser. De vokser 1cm HVERT ÅR. Det er ikke særlig meget. De fleste af kaktusserne var MEGET højere end Daniel og jeg. Tænk lige over for mange år de har stået på øen. WOW.

Vi gik en tur på øen og derefter ventede en lang køretur. Sen på eftermiddagen/først på aftenen ankom vi vores "hostel" lavet ud af saltblokke. Selv sengene var lavet af saltblokke - selvfølgelig med en madras på toppen. Egentlig sov jeg meget godt, lige indtil det begyundte at klø. Puhaaaa.Kløen holdte mig vågen resten af natten.

Vi var allerede for sent på den fra morgenstunden på dag nummer 2. Det var dog udelukkende vores guides skyld. Det var faktisk ham som var sent på den, og det var vildt irriterende, for han gik konstant og stressede med os.

På denne anden dag, så vi tre MEGET smukke laguner med flamingoer i. Ved den første lagune var jeg så optaget af at tage billeder af flamingoerne, at jeg slet ikke opdagede, at jeg sank, som stod jeg i quicksand. Rent faktisk var det flamingolort og lagune-bund som jeg stod i op til anklerne. KLAMT! Vores guide grinede vildt af mig, og kaldte på alle hans guidevenner og chauffører således, at de alle kunne grine af mig! Ikke spor venligt hvis du spørger mig! Mit udslæt blev bare værre og værre, det havde bevæget sig ud på hele armen, fingrene og op af halsen. Iuuuw og aaaaav.

På denne dag nummer to så vi også; Et styks rygende vulkan, tørrede koralrev(eftersom at det hele engang havde været dækket af vand), store klippesten og en sten som efter at være blevet slæbet af vinden ligner et træ. JAjaaaa..

Måske det lyder som om at jeg ikke var spor imponeret. Det var jeg skam. UTROLIG imponeret, men på et tidspunkt, ligner al ørken altså bare hinanden, og det mest fascinerende var jo den hvide saltørken. Det andet var også vildt fedt og spændende, men ikke på samme måde. Det tog ikke rigtig pusten fra mig, hvis i forstår??

Om aftenen måtte vi klage over maden. Jeg spiste ikke af suppen, og alligevel var der kun en mikro portion til de andre. Vores hovedret stod på en lille lasagne, uden kød. Den var så lille, at havde jeg spist det selv, var jeg stadig ikke blevet mæt. Guiden gjorde grin af os til et andet bord, og det gjorde os vildt utilfredse. En ting er, at de ikke laver nok mad, men han kan fandme ikke tillade sig at gøre grin med os! Puhaa. Vi gik i seng!

Den sidste dag stod vi tidligt op, for at komme ud til geyserne før solen stod op. Det var hundekoldt. Geyserne var vildt smukke. Og så er det ret vildt at tænke på, at vi stod der midt i krateret på en aktiv vulkan! WUHUUUUUU!! Det var fedt. På et tidspunkt var jeg så optaget, af at tage billeder, at jeg ikke opdagede, at den sprøjtede mudder op på mig. Føj! Det stank helt vildt. Det var ret stort at stå der midt i krateret med alle geyserne rundt om os. Nogle af dem var ENORME, og luften som kom op, var virkelig varm. Vi hoppede igennem en lille bitte geyser - det brændte lidt på balderne.

Vi blev kørt tilbage for at spise morgenmad. Efter morgenmaden stressede vores guide helt vildt med os, og sagde at Daniel og jeg ikke ville nå bussen til Chile hvis ikke vi skyndte os. Vi måtte hente en af de andre som var gået på toilet. Vores guide kylede os alle ud af den. Efter at have kørt i tre kvarter, stoppede vi for at se på flere sten. Jeg blev pænt sur, jeg synes simpelthen ikke at han kunne være sig selv bekendt! Hvorfor skulle vi så skynde os sådan? I protest blev Mai og jeg siddende i bilen. Godt gnavne. Vi kørte videre. Lige pludselig stoppede vores guide og så skulle vi til at have en ekstra mand med i bilen, selvom der ikke rigtig var plads til ham. Det var vildt irriterende. Som om det ikke var nok, så punkterede vi også. Jeg begyndte at blive nervøs for om vi ville nå vores bus, for den kørte kl 12.

kl 12.15 var vi stadig ikke nået til grænsen mellem Bolivia og Chile og jeg var temmelig bekymret for hvad der så ville ske?

Heldigvis var bussen ikke kørt! Vi fik sagt farvel til vores nye venner. Vi havde aftalt med de to danskere, at vi ville fejre nytår sammen i Salta, Argentina.

Inde på paskontoret var der to gamle mænd som hunsede rundt med Daniel og jeg, selvom der stadig var lang kø da vi ankom! Det var fuldstændig absurd og vildt åndsvagt. Alle fik tjekket tasker for madvarer, for man må ikke bringe frugt med over grænsen. Det skøre var bare, at der var en pige, som sad og spiste frugt i bussen.Det er så tosset det hele - det giver skisme ingen mening.

Vi kom ind i bussen - som sten sikkert må være lavet til børn, for jeg kunne ikke engang have mine ben der. Så er der altså ikke meget plads! Det var en forfærdelig køretur til Chile.Vi havde ikke nogen benplads, vejene var elendige og der var mega varmt i bussen! Puhaaa.

Vi ankom dog godt til Chile, skønne, varme Chile.