Så er det vist på tiden jeg får opdateret lidt herinde…

Intet i livet er lutter lagkage, og det er det heller ikke at rejse til Australien og være i praktik på et familiedrevet resort. Dette kommende jeg skriver, skal ikke skabe panik i nogen eller gør nogen nervøse. Jeg har det fint med hvordan situationen er..

Som jeg har skrevet i mine tidligere blogs, så er der et helt fantastisk og imødekommende personale på O'reillys. Det er også i den grad rigtigt. Men lige så venlig og imøde kommende personalet er, lige så indelukket og arrogante er de daglige ledere og alt der tilhører ledelsen her på O'reillys.
(Det skal måske lige siges, at da jeg laver min kontrakt, underskrives den af den daværende HR manager, som i mellemtiden siger op, og glemmer at informere de andre om vores praktik aftale og min ankomst.)

Men, jeg tog til Australien og til O'reillys, fordi jeg skulle have en praktik til ledelse og se hvordan man styrede sådan et stort resort, der ligger så isoleret fra alt.
Jeg kommer herned, og de første dage bliver jeg sat til at arbejde i en cafe, hvor jeg bare skal løbe med mad og afrydde borde. Efter et par dage, bliver jeg smidt i restauranten, hvor jeg skal være tjener, men ingen har lige tid til at fortælle mig hvordan procedurerne og reglerne er, så det må jeg så selv gætte mig til. Det ender selvfølgelige med en stribe fejl og skæld ud, og jeg ender med at gå derfra, utrolig vred.

Den efterfølgende dag, kontakter jeg HR manageren og fortæller om mine problemer. Jeg får blot ad vide at jeg skal kontakte restaurant manageren, Louianne. Jeg tager derfor min kontrakt under armen og går op til hendes kontor, hvor jeg forsigtigt spørger om hun lige har 5 minutter til at snakke. Jeg bliver nikket ind på kontoret med himmelvendte øjne. Jeg sætter mig ned, og forklare situationen, at jeg altså ikke er kommet hele vejen til Australien for at rende og være deres slave. Jeg viser hende min kontrakt, som jeg lavede med den daværende HR manager, og får blot ordene smit i hovedet "Det er jo ikke nogen rigtig kontrakt". Jeg forslår vi måske sætter os ned en dag og snakker om vores forventninger til hinanden og praktikken og får denne gang svaret "tja.. det må jeg lige se på".

Jeg går ud af døren med ordene om at jeg kan hente min rigtige kontrakt i receptionen. Jeg henter derfor kontrakten, og ved ikke rigtig om jeg skal grine eller græde, da jeg har læst kontakten igennem, hvor der står SORT PÅ HVIDT at jeg skal arbejde som tjener.

Dagene går, og fortvivlesen bliver blot større og større for hver gang jeg er i nærheden af en manager. Det er så hierarkisk bygget op, og du må godt tale til en manager, hvis du har et spørgsmål. De vil svare på dit spørgsmål, men på ingen måde have en samtale med dig. Og når du er på arbejde, så arbejder du. Du står KUN stille, hvis du er en manager, ellers så skal fødderne hele tiden bevæge sig. Hvis du ønsker en pause, så skal alle andre der er højere i hierarkiet end dig have deres pause først, selvom om både har lavet langt mere end dem og selvom du har arbejdet dobbelt så længe. Ja, jeg kunne blive ved. Selv i køkkenet, står den øverste kok, aften efter aften og KUN ser på bestillinger der kommer ind, og står og råber og skriger ud i køkkenet hvad han vil have. Også hvis vi som tjener kommer om beder om f.eks. noget dressing til en gæst, så råber han igennem HELE køkkenet efter det, for at en kok nede bagerst fra køkkenet kan bringe det. Det er langt fra en ledelsesstil jeg har oplevet før, og jeg har da også tabt kæben et par gange.

Nå, tilbage til min situation. Jeg var så fortvivlet, da jeg vidste jeg ikke kunne snakke med nogen daglig leder om min situation, at jeg tog fat i den tjener jeg vidste havde været her i længst tid (Stacy). Vi sad og snakkede og hun kunne både se og høre på mig at jeg var ved at gå ud af mit gode skind. Hun tog mig derfor op til managerne i restauranten, og fik fat i Louianne. Da jeg ser Louianne, siger jeg "Vi bliver simpelthen nødt til at snakke sammen" og får svaret "Skal vi nu IGEN til at diskutere din kontrakt". Vi snakkede kort og jeg gav op, men fik dog mine slave timer (arbejdstimer) ned på 25 timer om ugen i stedet for 38. Jeg troede så endelig der var lidt ro på, indtil at jeg dagen efter hører at Stacy, som gik med mig op til Louianne, næsten var blevet fyret, fordi hun havde fulgt mig op til en af lederne.

- For at gøre en laaaaaaaang historie meget kort, så har jeg kontaktet min skole, og fået lov til at skifte praktikplads. Så jeg har nu søgt 30 nye praktik pladser flere steder i Australien. Jeg har slået mig til tåes med situationen, og har valgt at se dette som en oplevelse på hvordan ledelse også kan udøves. Og heldigvis er jeg omgivet af en masse spændende mennesker (fra Kina, Filippinerne, New Zealand, Australien, Sverige, Brasilien, Singapore, Serbien, Frankrig og Thailand) som alle er i samme situation som mig, isoleret på et bjerg, hvor vi kun har hinanden og det vi er omgivet af. Jeg vil stoppe min historie her, fordi ellers vil jeg kunne blive ved i evigheder. Men som jeg startede med at sige, så har jeg kontrol over situation, og jeg er tilfreds. Jeg ved at min tid på O'reillys er begrænset, så forsøger at nyde naturen og få alle de oplevelser jeg kan inden jeg (forhåbelig!!) rejser videre..

Lige til lidt mere opmuntrende oplevelser:

For et par dage siden var jeg ude og gå en tur og så måske 10 kænguruer og stod under 1 meter fra en ugle. Elsker virkelig naturen og især dyrelivet hernede, det er SÅ interessant.

Og tirsdag aften fik jeg så serveret kænguru til aftensmad. Stod og spise det imens jeg pudsede sølvtøj med en fyr fra New Zealand, Dennis. Jeg synes det smagte godt. Det havde har en lidt speciel smag, måske lidt ligesom lam, men jeg synes det var lækkert. Dennis derimod løb direkte ud og spyttede det ud og synes det var utrolig ulækkert :)

Og så til lidt underholdning. En dame som var på honeymoon med sin mand, sad i restauranten i tirsdags. De bestiller begge suppe, og da maden er kommet hiver kvinden lige fat i en tjener og beder om en lille talerken. Den får hun selvfølgelig serveret, og deri ligger hun sit gebis, som åbenbart indeholder 3 falske tænder. Hun bruger en anden tallerken som låg og begynder at spise sin suppe. Da der bliver ryddet af bordet, tager tjeneren (som er aftens manager) alt fra boret og går direkte ud i opvasken og smider madrester ud og alt andet bliver sendt til opvask. Da damen har spist dessert, vil hun have sine tænder i igen, men de er væk. Så det endte med at manageren måtte alle skraldespande igennem, tømme opvaske maskinen for vand og fjerne alt i opvasken, dog uden held. Så nu bor der en kvinde på hotellet, som mangler sit gebis. Det er virkelig synd for hende, men hold kæft det er sjovt!

På fredag d. 13 april skal jeg ned af bjerget og skal ned til 'The gold coast' sammen med 4 andre piger. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at kunne dufte havet og købe lidt forskellige fornødenheder.. Og derudover har jeg så lige fået fri søndag og mandag, så jeg håber virkelig på jeg kan få endnu et lift ned lørdag efter arbejde, så jeg kan komme lidt væk og få lidt frisk luft.

Jeg håber i alle derhjemme i Danmark og andre steder på jordkloden har haft en dejlig påske? Og tusind tak for jeres mails, sms'er, Viber og beskeder på facebook. Det varmer virkelig meget og gør mig så glad! Og til dem har ikke har set det, så har jeg fået et australsk nummer: 00447937082556 i tilfælde af i har brug for at komme i kontakt med mig ret akut (Jeg har dog ikke min telefon på mig, men ser på den et par gange om dagen).

Jeg har vedhæftet lidt billeder af alt og intet :)

Pas på jer selv om hinanden. Varme (25 grader) hilsner fra Australien, regnskoven og Rikke

(Et billede fra poolen 1. påske dag)

(Deres mad hernede er virkelig til tider ulækkert. Så jeg bestilte og betalte i dyre domme for en salat. Midt i salaten får jeg en orme lignende ting i munden der smagt SKRÆKKELIGT. Det lignede en regnorm der var stegt på en pande. Så røg appetitten for den salat)

(Katja (Udtaljes Kasa) fra Sverige. Herlige pige, som ankom til O'reillys for en uge siden. Hun har rejst rundt alene i Australien i 8 måneder og heriblandt arbejde i Alice Spring i 4 månender, så får mange gode tips af hende)

(Så er jeg på treetop vandring igen. Man skal jo dræbe tiden mellem arbejdet med et eller andet. Så hvorfor ikke udfordre sin højdeskræk dagligt?)

(En lille fulg i kiosken. Dem ser vi nok 50 af hver dag. De ser lige om de kan nå at spise noget af maden. De er SINDSYG hurtige.. )

(Og så lige mig der ved siden af et træ. Det er nok 30 meter højt, så jeg er ret lille i forhold til)