I mandags sætter jeg mig op i baren efter arbejde sammen med 5 andre medarbejder, for at være lidt social. Efter en times tid spørger 2 af pigerne om jeg vil med ud i skoven og lave bål. Jeg blev selvfølgelig henrykt, og sagde med det samme ja, smuttede ned på værelset og skiftede tøj til 2 striktrøjer og mødes så med dem i receptionen. Jeg vidste ikke hvor vi skulle lave bål, men gik bare ud fra det var på den almindelig bålplads 200 meter fra hotellet. Vi drejer derimod den anden vej og ned på en campingplads, hvor der er flere der venter på os. Folk hopper ind i en bil, og resten hopper op på ladet af bilen, og så starter turen ellers. Vi kører ud fra campingpladsen, ud på 'hovedvejen', drejer hurtig af, og ind i regnskoven. Her kører vi så på MEGET bumpet jordveje, igennem vandhuller og alt muligt andet.

Vi ender på en 2 timers lang køretur, hvor vi nogen gange stopper op for at samle brande eller se på dyr. Man skulle virkelig bruge alle sine kræfter på at holde fast, så man ikke fløj af bilen når den kørte igennem alle hullerne. . Efter ca. 2 timers kørsel, er vi fremme ved en lille lysning. Træerne har ændret sig, og vi er ude af regnskoven. Fra lysningen kan man se Brisbane lyse frem! Vi tænder bål, drikker øl, synger sange og fortæller historier. Efter ca. 3 timer derude, tager vi hjem til O'reillys.

Da jeg stod op tirsdag morgen, havde jeg ingen planer for dagen. Jeg gik derfor op for at spise morgenmad, hvor en medarbejder på omkring de 65 år gerne vil vise mig et krokodillebur de er ved at bygge. Og inden jeg har set mig om, stod jeg en halv meter fra en ægte og levende krokodille. Den er cirka halvanden meget lang og så utrolig fredlig ud. Den lukkede øjnene imens vi stod og snakkede. Men PLUDSELIG bed den ud, der lød et smeld og den var nede i vandet. Jeg blev SÅ bange!

Som medarbejder får man alle turene hernede gratis, så længe der er plads. Så meldte mig på en 'Flying fox tour', dog uden at vide noget om hvad det var for en tur. Jeg satte mig ind i en bilen, med en masse gæster og regnede med vi skulle et sted i regnskoven og se et dyr. Det viste sig derimod at være en 'aktiv tur' hvor vi skulle glide ned af bjerget, på en vire.
Vi fik spændt nogen seler rundt om livet, som blev til et slags sædde, når man kastede sig ud fra platformen. Jeg er normalt højdeskræk, men dette var virkelig en fantastisk oplevende, at sådan glide ned over trætoppende på en Virer 28 meter over jorden.

(Hva så, skal vi nedlægge nogen træer - sagt på godt jysk!)

(En mand på vej ned af 'The flying fox')

Udover adrianlin kicket man får efter sådan en tur, lærte jeg lige 2 nye medarbejder at kende, 2 kvinder som er i midten af de 30, som jeg skal ud og på en heldags vandring med i næste uge, hvis vi alle 3 kan få en fridag samtidigt. Jeg har vist ikke fået fortalt at O'reillys, altså som virksomhed, lever specielt godt af alle de turister der kører helt op på bjerget for at vandre. Der er noget HELT fantastiske vandreture - 16 forskellige i alt. Man må ikke bare vandre på umærket stier, da du aldrig kan vide hvad der ligger nedeunder bladene, man kan MEGET let fare vild og klimaet kan skifte fra at være varm og solrigt til at virkelig at pisse ned i løbet af få minutter.
Den korteste tur er 1 km og den længste er 25 km. Jeg har indtil videre været ude på 4 af dem, dem håber virkelig jeg når dem alle 16, men kræver bare jeg får noget selskab, da det virkelig frarådes at man tager turene alene.

Onsdag havde jeg endnu en fridag, fordi de vil gemme mine arbejdstimer til det er helligdag, så de kan give nogen af de andre medarbejder fri, da de nemlig skal betale dem dobbelt på helligdage.
Nå, men jeg stod op igen i morges, og havde egentlig tænkt mig at se lidt på den opgave jeg skal skrive om min praktik. Efter morgenmaden, som jeg nød sammen med en masse andre medarbejder i højt solskind udenfor, satte jeg mig og læste lidt avis. Jeg sidder og er dybt optaget af en artikel om kvinde der er blevet bidt af en krokodille i en svømmingpool (artiklen) -->

(forsat).. da jeg lige hurtigt løfter blikket og ser en medarbejder, Silvia, stå med en ret stor slange over skulderne lige ved siden af mig. Jeg tror både jeg var ved at falde ned af bænken og hælde kaffe ud over mig selv samtidigt, fordi hun havde virkelig svært ved at skjule sit grin. Jeg får slugt det skrig der er på vej ud over mine løber, da jeg ser de første 6 børn komme løbende, for at kæle med slangen. Folk strimler til, og jeg stiller mig, sådan på sikker slange afstand (her menes at den skulle igennem flere børn for nå mig). Slangen hedder Ross, og bor på hotellet og har gjort det i 6 år. Børnene begyndte i iver at hive den i halen, hvilket selvfølgelig var til stor irritation for Silvia der holdte den lettere irriteret slange. Børnene, begyndte dog at kede sig, eftersom de åbenbart ikke måtte fodre slangen med græs eller brød.

Efterfølgende så gik Silvia ellers rundt mellem hotellets gæster, der ligesom mig, sad og nød deres kaffe, og blevet alle utrolig forskrækket da de så hende komme gående med en slange på skulderen. Og så var jeg heldigvis ikke den eneste der faldt ned af bænken i bare ren forbavselse. Jeg endte med at bide mig selv i tungen og rører slangen, fordi Silvia skulle have slangen i en sæk, men sækken røg af, og hun skulle have fat i slangen med det samme, så jeg måtte lige trodse min skræk og hjælpe hende med at få slangen ned i posen.

(Her er Silvia lige på rundtur med Ross om skulderne: Det var et syn for guder at se damen bagved da hun så slangen. Men jeg må sikkert have set lige så tåbelig ud)

På vej tilbage til mit værelse, stødte jeg ind i Lisa (36 årig australier), som arbejder i aktivitetscenteret, hvor hun leger med børn. Hun havde lige 2 timers fri, og spurgte om jeg ville med ud på en vandretur. Jeg hoppede i et par kondisko, og så var det ellers afsted med os. På vores tur så vi 2 slanger og en form for leguan. For 6 dage siden, var jeg sikker på jeg ville være død ved synet af en slange, og nu ser man dem som var det katte. Men dog undgår jeg ikke at hoppe en halv meter i vejret og have vejrtrækningsproblemer hver gang.

Personalet hernede, er simpelthen så venlig, så jeg nogen gange overvejer om det er en drøm. Folk indeholder en enorm tillid til andre mennesker ved første øjekast. Over morgenmaden i morges, snakkede jeg med en ansat, som oprindelig kommer fra Serbien, og efter 5 minutters snak tilbyder han mig at jeg kan låne hans motorcykel og kører rundt på hvis jeg vil (??), Lisa jeg var ude og gå med, har tilbud jeg kan komme med ned af bjerget og bo ved hendes familie på 'the gold coast' når vi har fri - jeg vil kunne fylde side og op side ned med eksempler. Jeg får ros og komplimenter over alt. Personalet hernede synes det er SÅ synd for mig at jeg arbejder gratis, og griner over at det nu er en hvid dansker der er slave. Og nogen har sagt jeg bare skal komme ud i køkkenet, så laver de ekstra ordinær mad til mig. Jeg har forsøgt at forklare dem at det er HELT normalt at man ikke er betalt når man er i praktik, da man får sin SU, men så griner de bare igen, når de hører hvad jeg skal leve for.

I aften skal jeg på 'The glow worm tour", hvor vi går i 2 timer i mørket og skal se såkaldte lysene orme. Jeg burde jo egentlig have ventet med at skrive, til jeg kunne berette om turen, men jeg er ret sent tilbage og skal tidlig op og arbejde i morgen tidlig. Så den praktikopgave må jeg se på en dag det regner.

Der er nu gået 1 uge siden jeg tog fra Danmark, men det føles VIRKLIG som næsten flere måneder siden jeg sad i flyet herned. Jeg har 10.000 andre ting jeg kunne berette om, men vil ikke drive jer til vanvid, så vedhæfter blot et par billeder med en kort kommentar.

(Et dyr jeg ikke fik fat i navnet på, men det ligner et egern. De har så meget hud på maven at de kan 'flyve' fra træ til træ. De blev lokket ud fra deres sjul af med honning)

(Australiens ælste levende dyr på land)

(Solnedgang fra baren på O'reillys)

(Børnene hernede har ingen frygt, hver for slanger eller højder. Så når sådan en række unger tør 'The flying fox', så tør jeg fandeme os. Så kan hæjdeskrækken pænt pakkes sammen)

Håber vejret i Danmark snart giver lidt forår ?
Kærlig hilsen
Rikke