Det massive druk og festliv med dertilhørende thai massage og gader med fest og farver fortsatte. Nok som jeg troede vi forlod det vilde miljø på Koh Phi Phi, for at bytte det ud med et stille og roligt Phuket, tog jeg ganske fejl. Desværre skulle det nemlig heller ikke blive Phuket, som skulle vende op og ned på mit lidt bitre syn på Thailand, da ingen af stederne har indfriet mine tanker om landet. Måske er det bare hvad Thailand er, ellers har vi bare været de forkerte steder - hvem ved?

Vi sagde farvel, og et måske på gensyn til Nick (canadieren), inden vi forlod Phi Phi og gik ombord på færgen mod Phuket. En lille 1.5 times sejltur og endnu en times kørsel i mini van, førte os frem til Bodega Hostel i Patong, Phuket. Heldigvis var Hostellet noget andet end dens navn antydet, da det var et ganske roligt sted, selvom det ikke lå mere end 20 meter fra Hovedgaden hvor det hele skete. En rødhåret canadisk pige i receptionen tog pænt imod os og fortalte, at manglede vi noget, havde vi spørgsmål eller var der bare et eller andet, så skulle vi bare komme til hende - hun var nemlig dronningen af byen, sagde hun. Om det var af hendes egen opfattelse af sig selv, eller om det var nogen som havde pålagt hende den titel, det ved jeg ikke. Dronning var hun i hvert fald ikke, selvom hun var det meste af vores ophold i Phuket, da vi ikke så meget andet end hende.

Hvad tid vi ankom d. 08/05 husker jeg ikke, og hvad vi præcist foretog os husker jeg heller ikke, men det skyldes nok, at vi ikke foretog os ret meget den dag. Om jeg ikke tager meget fejl, så hang vi bare ud i den meget varme lounge og lænede os helt tilbage i bakgear, og studerede gadens liv foran hostellet som bl.a. bød på en udsigt lige ind i én af de mange thai massager.
Det eneste jeg så godt som husker fra den første dag er, at vi kort faldt i snak med tre canadiske piger, som inviterede os på tur dagen efter ned til stranden, sammen med en australsk gut. Umiddelbart var vi klar på ideen da vi ikke selv havde andre forslag, så morgendagens plan var nu lagt.
Resten af aftenen brugte vi på en lille tur gennem hovedgaden, hvor vi fandt ud af, at det var akkurat hvad vi forlod på Phi Phi, da det ikke andet end indbød til fest og ballade. Ganske uinteressant efter min mening, så vi måtte igen erkende, at vi ikke var havnet det helt rigtige sted, for hvad vi søgte. Måske kan vi takke os selv for ikke at have søgt bedre op på stederne, men omvendt er det også de steder vi er blevet anbefalet og har hørt en masse godt om. Men hver sin mand med hver sin smag.

Det var så i dag vi skulle have været på strand-tur, men da hverken Nikolaj eller jeg havde fået indstillet vores alarm, sov vi over os for første gang på turen. Lidt surt var det så klart, men omvendt også tiltrængt - specielt for mig, da jeg var gået hen og blevet lidt syg. Jeg fik mig en ordentlig skraber på øjet, da jeg vågnede op engang først på middagen og var helt omtumlet. På daværende tidspunkt kunne jeg stadig sove, da mit hovede føltes som en bombe der snart eksploderede, og med en næse som snart startede et vandfald af snot. Ja, helt frisk var jeg ikke. Hvad det skyldes er jeg ikke sikker på, måske en aircondition, men syg var jeg i hvert fald blevet. Derfor var min energi heller ikke til meget andet end at dovne en hel dag, da både min tilstand og det fortsat meget varme vejr, skød et hul igennem ens energiballon. Og at tro man kan få frisk luft ved at gå udenfor er en gåde - det er som at gå ind i en meget varm føntørre.

Derfor blev vores Phuket eventyr altså ikke til meget mere, end at se indersiden af Bodegas vægge. Heldigvis tror jeg ikke, at vi gik glip af det store, da jeg ikke fornemmede der var meget andet at komme efter, end hvad vi så natten inden. Stedet er nemlig mest kendt for deres natteliv og strand - og strand har vi jo set masser af, og fester kan findes overalt.
Så får mit helbreds skyld tror jeg også det var bedst, at vi sad på vores flade en hel dag. Kristine, den canadiske receptionist, grinte også lidt af os og sagde til os, da vi forlod stedet dagen efter, at nu er der ikke nogen til at holde øje med stedet fra morgen til aftenen længere - det kunne hun have ret i, men væk skulle vi.

Jeg har derfor ikke forfærdelig meget interessant at skrive om, da vi ikke fik meget ud af vores to dages, nærmest kun én dags, ophold i Phuket. Jeg søger derfor stadig efter den store opløftning her i Thailand, da jeg virkelig håber på, at landet har andet at byde på, end hvad vi hidtil har set. De mange smil hos de eftersigende venlige og søde thailændere, synes jeg ikke helt jeg har mødt. Dermed ikke sagt, at de er nogle modbydelige bæster, som ikke behandler os ordenligt, men de virker bare heller ikke specielt glade og imødekommende, selvom der så klart er nogle der skiller sig ud på den positive måde. Jeg føler bare, at mange af dem er glade og venlige overfor en, hvis de først ved, at de for ens penge. Ellers virker de mindre interesseret i en. Flere negative og dårlige oplevelser synes jeg også man høre om oftere og oftere, med episoder af folk som har været udsat for det ene og det andet. Ikke en situation jeg/vi vil stilles i. Derfor håber jeg meget på, at Bangkok kan løfte niveauet en smule, men om ikke andet kan nord Thailand nok, når vi engang efter Laos skal dertil.

Dermed forlader vi altså Phuket efter blot én til to dage, hvorefter vi drager videre mod Bangkok på en længere bustur i morgen, d. 10/05, som tager godt 12 timer.
Med de mindre pæne ord og mindre gode oplevelser på det sidste, må jeg dog også skynde mig at sige, at vi har det godt og nyder fortsat rejsen i fuldedrag. De mindre gode oplevelser er også en del af at rejse og opleve verden som den er, så det er bestemt ikke fordi, at det står skidt til - tvært imod!

(på billedet ses gaden vi boede på)

D. 08/05, 09/05