Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det tid til at besøge det 3. land i Asien, hvorfor Thailand derfor stod for tur. Personligt havde jeg glædet mig meget til Thailand, og specielt syd Thailand, som jeg havde hørt en masse godt om. Mine forventninger var derfor ret høje, men jeg må indrømme, at efter at have spenderet mine første 4-5 dage på Koh Phi Phi, en ø i syd Thailand, er mine forventninger ikke blevet indviet endnu. Thailand har indtil videre ikke været som forventet.
Som skrevet i det tidligere indlæg, holdte vi os vågen hele natten indtil bussen kom en halv time forsinket kl 05.30 om morgenen, hvilket viste sig at være en mindre god ide. Vi havde forventet og fået fortalt, at vi skulle med en bus og ikke en mini van, så vi tænkte der var masser af mulighed for at sove i bussen på den lange vej til Phi Phi, men en mini Van, som det viste sig at være, fyldt op til renden, er ikke komfortabel at sove i. Derudover viste det sig også, at busturen blev noget mere "kringlet" end forventet. Vi var nemlig også blevet fortalt, at bussen skulle køre os hele vejen op til færgen, men dette var heller ikke helt tilfældet. Først en masse hoppen ud og ind af mini vanen, grundet grænsekontrol i Malaysia og Thailand, og så skifting af mini vans og ventetid rundt omkring, var turen noget mere besværlig, end hvad vi troede. Når det så er sagt, så kom vi frem til båden, øen (Phi Phi) og vores hostel uden problemer.
En tilsynelandende lille og meget tætpakket ø virkede det som da vi ankom til "færgeterminalen" ved Phi Phi, for alt lå nemlig pakket op og ned af hinden med små stier mellem de mange små butikker, shops, restauranter, bare og tattooshops. Helt forkert var det nu heller ikke observeret, da alt lå centreret på et ikke ret stort område omringet af strande med dertilhørende diskoteker og bare. Gaderne var propfyldte med mennesker, specielt turister, og masser af mulighed for at drikke sig "en kæp i øret". Gaderne virkede for mig alt for voldsomme, og mit førstehåndsindtryk var, at det her er Sunny Beach på Phi Phi i Thailand - hvilket heller ikke var forkert observeret. Alt handlede tilsyneladende om at drikke sig fuld morgen til aften, og gøre det samme dagen efter igen, men det var altså ikke hvad jeg var kommet med forventninger om. Bevares, en druk tur i ny og næ er ganske morsomt, men på min tur rundt i verden ser jeg det der er fornuftigere at gøre.
Heldigvis lå vores hostel "Backpackers #1" på en sidegade lidt bag ved det hele, hvor der var mere ro på. Her delte vi kun gade med et par små lokale restauranter, en tattooshop og to gange thai massage, som havde alt hvad man søgte - dertil hørende "happy ending". Disse thai massage opfører sig også lidt anderledes, end hvad jeg først havde troet, da de ikke er blege for at hive fat i en, rykke i en, pifte, råbe, kysse, age og sågar rage på en, da en af dem en aften valgte at befamle mig mellem benene. Ja, meget skal man finde sig i, så man kan kun grine og ryste hovede af deres opførsel. De gør i hvert fald hvad de kan for at få kunder, og det lykkedes da også i ny og næ - jeg bliver bare aldrig en af dem.
Vi kom på værelse med endnu en tysker, nej vent, TO TYSKERE! Som jeg siger, de er OVERALT. Franz og Sarah fra hver deres by, som var på omtrent vores alder. Hostellet var ikke det store at prale af, men vi havde et fint 4 mands rum med dertilhørende toilet og bad, samt en lille kiosk ude foran, hvor man kunne sidde og nyde sine fornødenheder i en lille sofa. Dejligt ved stedet var, at der var ro fra morgen til aften, og at det ikke vrimlede med turister på stien lige ude foran. Ville vi dermed have fyret op for festen, skulle vi ikke gå mere end 100 meter, så havde vi alt indenfor rækkevidde.
Vi var så klart godt trætte ved ankomst, da det ikke var blevet til meget søvn og ro, så vi lavede ikke andet end at spise vores aftensmad sammen med Sarah, få en øl, og så ellers i seng. Søvn var tiltrængt, og en morgen hvor vi kunne sove ud og stå op når vi ville.
D. 05/05, en "dosk" dag som endte ud i øl, hammer og diskotek på stranden. Vi stod ganske sent op inden vi gik ud og så os omkring i de mange små butikker, og vandrede rundt omkring på øen - og man må sige, at Koh Phi Phi ikke har meget andet at byde på end diskoteker, tattooshops, thai massage og boder med souvenirers. For mig at se, et ganske uinteressant sted medmindre man kommer for at feste og hamre øl ned. Bevares, det var sjovt at opleve og se, og jeg ville ikke have været det foruden, men det var ikke det Thailand jeg havde håbet og troet på at skulle se. Jeg/vi anede ikke, at stedet var, hvad det var, men derfor kunne vi nu ligeså godt få det bedste ud af det mens vi var her.
Vi prøvede os derfor af med festlivet om aftenen, selvom planen bare var et par enkelte øl på stranden. Men den ene tager den anden, og den anden tager den tredje, og så er man så godt som igang. Vi festede derfor i en hel del timer nede på stranden, hvor det vrimlede med fulde og festglade mennesker. Et virvar uden lige med masser af diskolys, høj musik og shows på stranden, som varede ved hele natten og morgenen hver dag. Musikken var ikke noget for mig, da det var elektronisk og hård "umti-umti" musik, og så snart man så hørte et godt nummer, blev det ødelagt med det ene sære mix efter det andet, men det er nu også bare min holdning. Jeg tror de fleste elskede det, så jeg kunne ikke bare sidde og surmule over det som den eneste. Vi havde derfor en sjov aften med bass-arm og nok sprut til hovedet, hvor der blev danset og sprunget i sjippetov med ild i. Til tider var der også noget ligende ildfyrværkeri, som så ganske flot ud når det blev sprøjtet ud i luften og slynget omkring.
Klokken var nok godt 04.00 før vi gik hjem, så det var ikke meget vi kunne nå at sove ud af vores rus inden vi skulle på bådtur i morgen rundt på nogle af øerne.
Begge var vi derfor godt klatøjet da en af de søde receptionister kom ind og vækkede os et kvarter før afgang, for at sikre sig, at vi var vågne og klar til tur. Vågne blev vi, men klar var vi ikke helt.
Der var der så klart ikke noget at gøre ved, nattens strabadser var vi selv udenom, så op og ud af sengen måtte vi for at slå øjnene op til en ny dag ombord på en lille Thailandsk båd sammen med en flok andre turister. Vi blev hentet af en sjov mand på cykel, som førte os ned til båden vi skulle sejle med, hvor vi ventede en lille halv time på at kunne gå ombord. En tynd, ikke ret stor, thailænder skulle være vores sømand for resten af dagen, som først sejlede os ud til et område, hvor vi kunne snorkel. Var vi heldige skulle det være muligt at se hajer i området, men igen så vi, og et ganske trist område var det at svømme i. Turen mindede meget om de to gange bådture vi var på i Brasilien, men desværre var denne ikke ligeså succesfyldt. Vi så, så klart en hel del flotte og spændende ting, men alt i alt mindede det hele meget om hinanden; de mange store klippeøer fyldt med træer og grønt var rigtig flotte at se på og sejle ind igennem, men når man havde set de to første, så var resten ikke så meget ved.
Et sted vi dog så meget frem til var Monkey Island (abeøen), hvor der skulle være rig mulighed for at se aber og komme helt tæt på dem. Men da vi ankom var der kun en enkelt, som sad langt oppe i et træ og ikke ønskede nærkontakt, så ham var der ikke meget ved. Super ærgerligt, da det var det eneste syn vi fik set af aber på vores ellers længere ophold på øen, som ikke havde andet at byde på. MEN SELVFØLGELIG, så snart vi havde sat os i båden og var klar til at sejle videre, kom der ikke bare en, men hele tre aber ned og blandede sig mellem folket på stranden, og spiste fra deres hånd. Super ærgerligt, men det var der ikke at gøre ved.
Herefter sejlede vi videre til et par andre smukke steder, hvor vi kunne hoppe i vandet og svømme i noget super lækkert vand omringet af de store klipper, som gav et fantastisk view i nogle skønne omgivelser.
Næste stop var på øen hvor filmen "The Beach" blev optaget, som var et rigtig flot sted. Lækker strand, flot natur, dejligt badevand og et smuk syn ud gennem to klippevægge, som så rigtig flot ud. At man vælger at optage en film her, giver rigtig god mening efter at have været der. Ellers må jeg sige, at turen som helhed var ret langtrukkent, da det var det samme man så og lavede fra morgen til solnedgang, hvor vi iøvrigt fik en fantastisk smuk solnedgang at se, da vi stoppede op ude midt på havet for at nyde det sidste af solen.
Aftenens planer var klare; vi skulle hjem i bad, ud at spise og så over til vores nye ven Long Kai hos Phi Phi Bamboo Tattoo. Dagen for inden havde vi været inde at besøge ham, for at snakke med ham omkring en mulig tatovering og tegne et motiv sammen. I samarbejde fik vi kreeret det skellethoveder, som nu sidder på min læg, som for mig har flere symboler i sig, som betyder meget for mig (en nærmere beskrivelse af dens betydning, kan læses under billedet af den på min Facebook side). Jeg synes selv, at jeg kom frem til et rigtig spændende motiv, som Long Kai gjorde sig meget umage med at tegne, vurderer og rette hvilket gjorde, at jeg blev så glad for den færdige tegning, at det var noget jeg bare følte hørte til mig.
Hvad jeg synes gjorde denne tatovering ekstra interessant var også, at den som skrevet skulle laves med bambus, som er verdens ældste metode at lave tatoveringer på. Tager jeg ikke meget fejl, er det noget som man brugte for 3.000 år siden - det mener jeg at have hørt en lille fugl synge om. Ved hjælp af en bambuspind med nåle får enden, som han selv sætter på, føre han den præcist med nøje øjemål, lige ned på linjen hvor der skal tatoveres. For at støtte og præciserer, vender han hans venstrehåndled rundt, så han ved at sætte tommelfingeren og pegefingeren sammen kan ramme helt nøjagtigt. Først brugte han omkring 5 nåle, for derefter at gå op til omkring 15-17 stykker, hvilket er mindre end ved første gang jeg blev tatoveret, hvor Saeid fra Iron and Ink brugte 21 nåle, da der var flest. Smerten skulle siges at være 90% mindre ved bambus, men det synes jeg nu ikke holder vand. Personligt synes jeg, at følelsen var værre ved bambus end ved maskine - om jeg er en af de 10%, eller om det var stedet, det ved jeg ikke, men om ikke andet klarede jeg det uden problemer, og er blevet super glad for det flotte resultat. Long Kai virkede også til at være godt tilfreds med resultatet, da han kort efter første session smækkede et billede op på Facebook af både Nikolajs og min (Nikolaj fik nemlig også en, et buddhistisk symbol).
Egentlig var jeg færdig efter 2.5 time under bambussen, hvor han havde tegnet det hele op med sort, men ved nærmere eftertanke og snakken frem og tilbage, blev vi enige om, at det ville klæde den med farver. Jeg fik derfor valgt mig de farver jeg ønskede, samtidige med han gav hans forslag, så efter endnu 3 timer med farvelægning, blev jeg endelig helt færdig, hvilket jeg er glad for jeg fik gjort. Jeg synes nemlig selv, at der kom mere liv, sjæl og spil i den, end da den bare var sort.
Med begge vores tatoveringer printet ind på huden, og et minde for altid, gik vi hjem til hostellet for at kravle til køjs. Klokken var nemlig omkring 02.00 før vi begge var færdige, og nogle timer under nålen tapper lidt på kræfterne, så vi var godt udmattede efter en lang dag, hvor der alligevel var sket en hel del.
D. 07/05 var altså, for at være helt præcis, dagen hvor jeg blev helt færdig med tussen. Det var nemlig først dagen idag, at jeg fik lagt farven i på de 3 timer. Derfor havde vi nok engang en stille dag, hvor det meste af dagen gik hos Long Kai i shoppen, for ej at glemme "funny man" eller "Buddha", som han kaldte sig selv. En stor tyk fyr som stod for salget af drinks foran shoppen, som han gjorde med bravur og piften efter damerne. Et tattoo miljø med hygge, snakke og afslappethed tiltaler mig rigtig meget, så vi nød derfor roen i shoppen både før, under og efter jeg fik det sidste lavet, hvor vi hyggede os i Long Kais og Buddhas selskab inden vi gik hjem.
Her mødte vi Robert og Nick, to canadier lidt ældre end os, som vi faldt godt i snak med. Et par super fine fyre, som vi desværre ikke nåede at få meget tid til at gå med, da vi alle forlod Phi Phi i morgen. Men da Robert og Nick oprindeligt ikke startede deres rejse sammen, skulle deres veje også skilles på et tidspunkt igen. Det betyder altså, at de begge kommer til Fullmoon Party på en ø i Thailand, hvor vi også planlægger at tage hen, da det skulle være en kæmpe fest med over 30.000 mennesker på stranden, men herefter skal Robert videre mod Bali og Nick har tænkt sig den samme rute som Nikolaj og jeg. Derfor aftalte vi, at om vi mødes til Fool Moon Partyet og holder kontakten ved lige, så kunne det være sjovt at fortsætte vores rejse rundt i Cambodia, og måske endda også Vietnam, sammen.
Sådan forløb vores første dage i Thailand, som jeg synes har været en blandet pose bolsjer. Vi har ingen negative oplevelser med herfra, men mine forventninger var bare noget helt andet, end hvad jeg som skrevet troede. Jeg tænkte, at det var noget mere afslappet, mindre turistet og med knap så meget fart på, end hvad tilfældet var. Set i bakspejlet gjorde det ikke så meget, da det har været en god oplevelse med Phi Phi, men det er ikke et sted/en ø som tiltaler mig synderligt meget. Situationen ændre sig forhåbentligtvis når vi i morgen drager lidt længere vest på til Phuket, hvor jeg har hørt en masse gode historier fra. Bl.a. skulle der være en masse danskere og danske restauranter, så det kunne jo gå hen og blive ganske morsomt. I hvert fald håber jeg på noget andet end et fest sted, da det ikke er det jeg er ude at rejse for. Mine penge vil jeg hellere bruge mere fornuftigt end bare på øl, fis og ballade.
D. 04/05, 05/05, 06/05, 07/05
- comments
Thomas På billedet ses Long Kai til venstre, og "funny man"/"Buddha" til højre.
Far Gode og mindre gode oplevelser.....men sådan er det jo....og UMTI-UMTI musik på stranden.....Næppe Gilbert O'Sullivan.....Håber på videre god tur for dig/jer, Thomas
Thomas FAR: Gilbert var der ikke meget af, nej ;) Mange tak!
Gitte Glæder mig så meget til at se resultatet. ....og en fest med 30.000 lyder..... VILDT!!!
Mor jeg tror da også at I er kommet til de turistede steder. Gode minder er godt at have med hjem og nu har du et synligt. Jeg synes det er godt, at du har gjort dig flere tanker omkring den og at det er symboler der betyder noget for dig :-)
Thomas GITTE: Den er i vinkel! Glæder mig også til at kunne vise den. Ja, 30.000 er helt åndssvagt mange på én strand! MOR: En ting som en tattoovering skal man tænke over med omhu. Det synes jeg, at jeg har gjort, og resultatet er jeg mere end glad for! :)