Bangkok, scooterhelvedets by. Hovedstaden i Thailand er i sandhed en by fyldt med lidt af hvert. Her er alt fra moderne bygninger til små beskidte gader med gadekøkkener, scooter i ét vivar som køre omkamp med de mange tuktuk'er (scootertaxaer), samt tailorshops på række. Heller ikke her fandt jeg roen til at falde til, eller rum nok til at give Thailand og Bangkok en plads i mit rejseherte. Kriminalitet overfor turister og manglende tryghed skulle også være et problem, men heldigvis har vi ikke oplevet nogen af delene, selvom jeg blankt erkender, at jeg havde/har svært ved at tro, stole og se sandheden i deres øjne, hvis man færdes på gaderne.

Lidt ventetid i Phuket og en lang bustur, heldigvis i en komfortabel en af slagsen, førte os efter en hel dag og nat op til Bangkok, hvor vi ankom engang tidligt om morgenen nær kl. 06.30. En fin taxachauffør kørte os ud til Saphaipae Hostel, som eftersigende skulle være ét af verdens 17. bedste hostels. En kæmpe bygning med 8 etager til at give tag over hovedet for besøgende, hvor vi havnede på 3. etage med fire britiske drenge. Vi ankom så klart tidligt om morgenen d. 11/05, efter at have startet rejsen herop d. 10/05 om eftermiddagen, og kravlede derfor til køjs i seng 1 og 3, for at få nogle tiltrængte timer på øjet.
De fire britiske drenge virkede som et par fine gutter, selvom det var begrænset hvor meget vi fik snakket sammen under vores ophold på tre dage i samme rum. Konstaterer kan jeg dog, at de snakker mere end fire veninder, der ikke har set hinanden i flere år. Deres mund kørte fra ganske tidlig morgen til sent på natten. Mest kørte snakken omkring fodbold, så det var da til at holde ud, men hold da op hvor kunne mundtøjet ikke stå stille. Derudover rodet de som bare fanden, da tøj, sko, toiletsager og skrald fuldte dem hver i ser som en sti efter dem. Den manglende orden på tingene og pauseknap til snakken gjorde dog ikke noget, da de var et par fine fyre og var flinke til at give øl - og så brokker man sig ikke.

Efter at have fået et par timer på øjet, vågnede vi op til søgen på nettet omkring visum til Vietnam, da det var hovedårsagen til, at vi tog til Bangkok fremfor at besøge østkysten syd på. Her ramte vi lidt ind i en masse bøvl, da vores rejsekonsulent pludselig ikke arbejdede for Kilroy mere, som var ham der havde styr på alle vores rejsesager samt ham vi kontaktede når vi havde spørgsmål, men det var nu umuligt. Et lidt bittert opstød må jeg indrømme, at jeg kastede efter Kilroy, da vi intet havde hørt omkring situationen. I kontakt med Kilroy kunne vi heller ikke komme, grundet lukketid om søndagen, så jeg satte mor igang derhjemme til søgen efter hvad vi nu skulle stille op. Hurtigt fandt vi ud af, at et besøg på den danske ambassade måtte være alternativet, så først dagen efter kunne vi sætte vores søgen efter visumet rigtig igang, da de også havde søndagslukket.

Vi udnyttede derfor muligheden for at få slappet ordenligt af, samtidig med at jeg kunne pleje min sygdom, inden vi imorgen skulle på jagt.

Vi ønskede, at vores visum kunne blive lavet hurtigst muligt, så vi kunne nå at komme med til fullmoon party d. 14., men det endte desværre med at løbe ud i sandet for os. Visumansøgningen tog nemlig helt til d. 14. for at gå i orden.

Af Yutanna, en lille tyk fyr med tyrenakke, blev vi kørt i tuktuk ud til den danske ambassade, som desværre havde middagspause da vi ankom, så vi måtte spenderer en halv time før vi kunne komme ind. Dette gjorde vi i selskab med danske Jacob, som også var mødt op, dog grundet et bestjålet pas, da en scootertaxa havde snydt ham og kørt væk med hans taske, pung, mobil og pas. En rigtig uheldig situation han var havnet i, og han var desværre ikke den eneste. Flere har vi nemlig hørt om, som er blevet bestjålet eller overfaldet, så helt ro i gaderne er der ikke.

Tiden fik vi til at gå med lidt snak og vand-indkøb, imens vores tuktuk ven, Yutanna, fik sig en slappert på bagsædet af scooteren og ventede på vi var færdige.
En del ventetid måtte vi desværre igennem inde på den danske ambassade, indven vi kom til at snakke med Michael, som sendte os videre til den vietnamesiske ambassade. Vi satte os derfor tilbage i tuktuk'en, og så blev vi ellers kørt ud til ambassaden, hvor han igen pænt ventede på os indtil vi var færdige. Det skal lige siges, at vi intet hidtil havde betalt, så om vi havde lysten til at smutte for regningen, havde det ikke været et problem, men sådan agerer vi selvfølgelig ikke.

Et helvede viste det sig vi skulle igennem inde på den vietnamesiske ambassade, da der først og fremmest var lang ventetid, samt manglende information omkring at de skulle bruge pasbilleder, og krævede en hel del kronerøre for visummet, som vi ikke regnede med eller havde hørt om.
Heldigvis kunne en lille, sur, for ikke et sige MEGET vred, enten vietnamesisk eller thailandsk dame, underholde os og resten af de visumsøgende med hendes meget hidsige opførsel. Aldrig har jeg set en så hidsig i live udgave, og da slet ikke af hunkøn, gå decideret amok med håndslag, armbevægelser, fægten, hamring i bord og stole, råbe, skrige og pruste som bare fanden. Mildt sagt, hun var ikke tilfreds. Hvad det præcist skyldtes ved jeg ikke, men noget rag-ruskene-galt var der i hvert fald, da hun til sidst også begyndte at sparke og slå en af de ansatte på ambassaden, som faktisk blev ret skræmt, da hans ansigtsudtryk og tilbagegående skridt bestemt ikke lagde skjul på hans nervøsitet. Men ganske ærligt, så tror jeg også hun ville have skræmt mig, da hun ligende en der kunne vælte en elefant med sin lillefinger. Havde seancen varet meget længere end den 1.5 time raseriet stod på, så kan jeg garanterer jer for, at der havde vokset små djævlehorn ud af panden på hende.

Men efter al "hurlumhejet" fik vi lavet vores visum, eller det vil sige, at vi først kunne hente det, og vores pas, et par dage senere, da de indkrævede det for at lave ens visum. Men for god ordensskyld kan jeg fortælle, at vi fik det to dage efter.

Herefter troede vi så klart at vi skulle direkte hjem, men vores tuktuk chauffør ville det anderledes, da han pludselig krævede flere penge end aftalt. Det gad vi så klart ikke, da det var hans egen beslutning at vente på os i tuktuk'en, men at betale ham på enten den ene eller den anden måde, det kom vi ikke uden om hvis han skulle køre os hjem. Vi stod dog fast ved vores aftale, så vi gav ham ikke ekstra penge, men omvendt forlangte han dog, at vi skulle forbi tre af hans sponsorer, foruden den første vi var på helt i starten, som giver ham benzinmærker til tuktuk'en, hvis han bringer kunder til diverse steder.
Det vil dermed sige, at vi først og fremmest var forbi en tailor, hvor vi bare skulle gå ind og kigge i 5 min., sige pænt "nej tak" til alt hvad de tilbød os, og derefter vende tilbage i tuktuk'en. Vi gjorde som aftalt, og han fik sine mærker.
Dernæst var vi forbi to turist-informationer, som bl.a. solgte busbilletter til rundt omkring i landet, hvor vi igen bare skulle fyre en lille løgn af for dem, for at høre om det ene og det andet, så tiden kunne gå og han kunne få sine mærker. Igen, begge klaret og han fik sine mærker.
Sidste stop var endnu en tailor, som gik hen og blev en længerevarende fornøjelse. Som skrevet, skulle vi blot bruge minimum 5 min., men da vi blev ret interesseret i de mange flotte stykker jakkesæt som de havde, blev vi ret fristet. Derfor gik der længere tid med at kigge på varerne og snakke med ejerne fra Burma, da vi skulle bruge lang tid på at forklare dem, at vi ikke pt. ønskede et jakkesæt nu. Det havde de svært ved at forstå, da de kunne tale for i alle mulige situationer. Heldigvis blev vi ikke en krone fattigere, men Yutanna fik igen sine mærker og var lykkelig - og så kunne vi endelig komme hjem!

Så blev det d. 13/05, og ja, nok en dag med knap så meget action. Sengen holdte fat i os til engang først på middagen, hvorefter vi sløsede med at komme op og igang. Da vi så endelig fik os taget sammen med en brokkene, sulten mave, gik vi på rov efter noget foder. Menuen var egentlig bestemt, så der var ikke så meget at rafle om, da vi dagen forinden havde udset os en donutbutik. Her vrimlede det med lækre donuts i alverdens farver og afskygninger - et himmelrige, hvis man elsker donuts. Det gør jeg heldigvis, så jeg fik mig 4 klamme donuts til morgenmad, og spørg én gang, om de var gode? De var fantastiske, men fire af den slags og størrelse, det er rigeligt til morgenmad. Hertil fik vi os en iskold isthe, som var frisklavet med akkurat den smag man ville have, og så må man ellers sige, at vi fik vores morgenmad.

Herefter trippede vi stille igennem gaden og nogle af de små sidegader, som vrimlede med gadekøkkener og små boder, som ikke alle så lige hygiejniske ud. Gaderne var, udover det, ganske uinteressante, hvor der ikke var meget at komme efter. Efter min mening, en ganske kedelig bydel af Bangkok, om de da har andet spændende at byde på. Det mest interessante vi så var endnu et tempel, som der var fuld gang i. Vi havde ramt en dag, som var hellig for buddhisterne, så de flokkedes om templet som var det Hovedbanegården i København, hvor de alle ofrede enten det ene eller det andet. De fleste ofrede små bakker med frugt, mad, vand, lys og røgelsespinde, ellers sad de og bad rundt omkring i templet.
For mig gik lidt af charmen af det, da jeg synes det virkede alt for stressende og kaotisk, da jeg i hvert fald ikke selv ville kunne finde roen til at bede blandt alle menneskerne.
Omvendt fandt vi roen på en arabisk bar, hvor vi kunne sidde og ryge lidt vandpibe imens vi fik snakken til at gå. Da vi så havde fået nok, bevægede vi os ganske enkelt hjem og kaldte idag, for en dag.

Endelig nåede vi frem til det, som jeg lidt havde glædet mig til: den sidste dag i Bangkok for denne omgang. Som skrevet i indledningen, blev heller ikke Bangkok byen, som skulle flytte Thailand længere op på min favoritliste. Jeg må nok bare erkende, at Thailand ikke var det Thailand, som jeg troede. Jeg havde hjemmefra forventet mig noget mere af landet, end hvad det hidtil har budt på. Jeg håber fortsat, at når vi vender tilbage til Thailand, først og fremmest nordthailand, at det kan vende op og ned på det hele, men indtil nu har det ikke været den store succes. Thailand er for mig ikke andet end party, party og party - ikke efter min smag på sådan en tur som denne.
Når vi vender tilbage til Thailand, så bliver det først og fremmest for at se Chiang Mai efter en tur til Laos, og så skal vi igen tilbage til Bangkok for at nå det sidste fly hjem til Danmark. Men Chiang Mai skulle være noget helt andet, da det ligger i bjergene og med mulighed for elefantridning.

Den sidste dag i Bangkok var akkurat lige så stille som de andre, da vi kun havde som plan at hente vores visum og pas hos den vietnamesiske ambassade. Da det blev gjort og alt var i skønneste orden, rykkede vi hjem til hostellet og planlagde vores næste tur til Cambodia, som bliver i morgen d. 15/05, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til! Mulighedernes land, om man bare vil betale sig fra det, skulle være et skønt og turistvenligt land, så det kan man ikke andet end at glæde sig til!

(På billedet ses vores tuktuk til højre, og vores chauffør i den hvide t-shirt)

D. 10/05, 11/05, 12/05, 13/05, 14/05