På hjemmebane kan man sagtens føle sig på udebane - den følelse har jeg i hvert fald oplevet på egen krop, men det vender jeg tilbage til senere i indlægget.

Storbylivet kan være fedt til tider, men som backpacker er det ikke det ideelle sted at opholde sig over en længere periode. Siden vi kom til Costa Rica d. 04/02 til og med d. 09/02 havde vi opholdt os i midtbyen af San Jose, hvilket også betød, at det var et af vores længere ophold det samme sted. Ind i mellem er det rart at have "en base" hvor man kan falde til, men stedets omgivelser var ikke så spændende, her hvor vi var. Hostellet var som egentlig ok, men vi havde kun 1. etage som opholdssted samt to sofaer, hvilket var knap så spændende i forhold til de andre steder vi har været. Ville man have frisk luft måtte man træde direkte ud i larm, som i LARM, bilos og en kantsten som stol. Nedenunder lå en restaurant, hvor vi hver aften fik vores aftensmad selvom udvalget ikke var stort. Menukortet havde godt nok en del muligheder, men ligeså mange muligheder de havde, ligeså lidt var muligt at få grundet de ikke havde de respektive råvarer som hørte sig til. Et lidt spøjs sted, men som egentlig havde mange kunder og ganske fin mad.

Vores sidste dage i San Jose bød derfor egentlig mest på afslapning og en lav puls. Nok engang fik vi besøgt det lokale marked og fik os en gåtur gennem nogle gader som mindede om en stor handelsplads.
Først og fremmest havde vi besluttet os for, at vi skulle have os en rejsepibe, og sådan en fik vi os for intet mindre end 40kr og en billig omgang tobak, hos den lokale tobaksforhandler inde ved markedet. Et gammel ordsprog siger "at den der peger med pibe har altid ret", så lad os se hvem af os der har heldet med sig. Mon ikke jeg har det ;)

Med piben i hånden, begav vi os videre ud mod de handelspræget gader, som jeg akkurat skrev om. Selvom vi var midt inde i storbyen virkede det faktisk mest som en lille landsby. Gaderne var gamle og slidte, i rendestenen lå skrald og gammel mad, men langs hele vejen lå den ene butik efter den anden. Mest af alt blev der solgt diverse frugter og grøntsager, som højest sandsynligt var blevet dyrket og plukket af ejeren selv. Hvem der havde det største salg ved jeg ikke, hvilket er svært at skyde på, eftersom de alle solgte det samme: Kæmpe græskar, gigantiske løg, enorme gulerødder og meget andet hang ned fra kroge i taget og loftet, eller ved siden af hinanden i mælkekasse-ligende kasser i uendelig mængder. Der var i hvert fald ingen fare for, at man ikke kunne finde/få den sidste grøntsag man manglede til sin suppe.

Man så en masse sjove og anderledes ting på vejen ned gennem gaderne og de mange butikker, men sjovest og mest specielt af alt, var dog en mand med sin hane på skulderen. Manden stod og bestilte sin eftermiddags snack da vi fik øje på ham og hanen, hvorfor vi derfor var nød til at kapre os et billede. Den var heldigvis helt i vinkel med ham, og jeg vil skyde på at vi ikke er de første som spurgte. Coco, som hanen hed, havde nemlig sin egen Facebook side (coco el gallo amistoso), så man kan følge med i hans liv på skulderen af manden med piratbandanaen, som jeg ikke fik fat i navnet på. En sjov oplevelse og en supe fin fyr.

To gange var vi gået glip af to store fodboldkampe i henholdsvis Brasilien og Argentina, så da muligheden bød sig om top fodbold i Costa Rica var det om at slå til! Alajuelensa (La Liga) og Santos skulle mødes i det som jeg vil skyde på var en topkamp, eftersom de begge gør sig godt i den Costa Ricanske liga. I hvert fald er Alajuelensa det ultimative mest succesrige hold i Mellemamerika nogensinde. Som det eneste hold i Mellemamerika har de været med i det som svare til Europleague i Mellemamerika, hvor de for mange år siden endte i finalen mod Boca Juniors fra Argentina. Som det eneste hold i Costa Rica har de også vundet det Costa Ricanske mesterskab 28 gange, så det skulle nok blive en god kamp.

Troels gjorde os i dag følgeskab, så vi var alle tre hammer spændte på aftenens udfald, da kampen begyndte kl. 20.00. Vi kom i god tid og heldigvis for det, da der allerede godt to timer før kampstart vrimlede med mennesker, alle klædt i Alajuelensas farver sort og rød, som var på hjemmebane i byen Alajuela. Et styr uden lige af folk som ville sælge gadgets, trøjer, halstørklæder og kampbilletter til alle og enhver. Bedre blev det ikke da vi nærmede os indgangen, da der her stod en god håndfuld mennesker med pengebøsser til donation til klubben. Her iblandt stod også et par skidt stillede mennesker med krykker og en tikkende hånd. Men ingen af dem fik dog noget, da vi vi ville bruge vores egne penge. Som skrevet tidligere, så betyder næsten hver en krone og øre en del for en backpacker. Anderledes skulle det dog gå os, da vi efter en grundig kropsvisitering for at vide, at hverken pibe, tobak, lighter, vand, mad og endda mønter var tilladt at medbringe ind på stadionet - det var altså grunden til de mange pengebøsser og de tikkende folk. Eftersom jeg havde 6.000 C.R. Colon i mønter (hvilket svare til 60kr), synes jeg alligvel det var lige rigeligt at donerer. Vi måtte derfor veksle pengene før vi kunne komme ind, og så fik de påtrængende ræsle-drenge også lige nogle få mønter at glæde sig over. Specielt efter de havde presset på så mange gange, hvor bl.a. en lille dreng på nok omkring 8 år havde skubbet til os af flere omgange. "I gringos" (hvide amerikanere - egentlig et ord svarende til perker) må jo have røven fuld af penge.
Med skal i også have, at jeg var flad af grin eftersom ham der visiterede mig stak sin pegefinger ned i min sko og kørte den godt og grundigt rundt, uvidende om, at den finger VIRKELIG ville komme til at lugte efterfølgende. Så for hans egen skyld håber jeg, at han ikke pillede sig selv i næsen eller suttede på den efterfølgende - selvom det kunne være ret sjovt.

Når, kampen gik igang, og det må siges at være en anden stemning end den vi kender i Danmark. Her kommer ALLE klædt i ting som repræsenterer klubbens farver, og så går man op i kampen med liv og sjæl - kvinder såvel som mænd! Et 6 mands orkester fyrede op for samba-ligende rytmer til sang og håndslag ind mod spillerne. Det var sku skægt at se, at alle virkelig gik op i det, og endda så meget, at alle kunne fyre nogle grimme gloser af ind mod modstanderne og dommeren, når han træffede den forkerte beslutning. Nok forstår jeg ikke alt spansk og alle de grimme ord, men nogle af dem havde man bestemt hørt før - og selv så grimme ord høre man sjældent i Danmark.

I Danmark høre en stadionpølse og en øl sig til en god fodboldkamp, men i Costa Rica får du ingen af delene - og heldigvis for det. En kombination af de temperamentsfyldte fans og alkohol ville ikke være nogen god ide - så ville tingene blot gå overgivent, men vi savnede godt nok en kold fad. Kun råbende og skrigende sælgere rendte også rundt inde på stadionet og solgte kylling, pizza og sodavand under hele kampen. For satan de var belastende og kunne ødelægge en fodboldkamp.

Selve fodboldkampen var spillemæssigt ikke særlig velspillet. Om det skyldtes en storkamp med høj intensitet ved jeg ikke, men den var ikke så kønt spillet. Jeg vil beskrive det som en hårdt spillende og rodet affære. Udover det, fik vi ellers nok dramatik med 4 mål, et brændt straffe, et rødt kort og til tider velspillet angreb med flotte Barcelona kombinationer.
På billedet ses en af stjernerne på holdet som alle de lokale skulle have et billede sammen med, så det skulle vi selvfølgelig også. Kigger man efter kan man i baggrunden til højre se de mest inkarnerede fans som holdte stemningen på det højeste under hele kampen.

Vi havde aftalt, at hvis Alajuelensa vandt, så skulle vi på bar med de lokale og fejre sejren. Så turen gik videre mod nogle af de lokale bare efter kampen og en 3-1 sejr til Alajuelensa. Som skrevet i starten af indlægget, har jeg prøvet at føle mig på udebane, selvom man er på hjemmebane. De mange fans på stadionet tror jeg næppe har set nogle europæere komme og støtte op om deres hold, hvilket betød vi fik mange sjove og skæve smil med på vejen inde på stadionet, hvilket fortsatte ude på de lokale bare. Så selvom vi var på hjemmeholdets side, var vi fortsat på udebane i deres territorie, men alt gik smertefrit.

Vi stødte på en mand ved navn Alexander på 43, som kunne vise os vej til et af de lokale værtshuse. Vi endte med at få os en sejrs øl på en lidt rocket bar, hvor jeg egentlig ikke synes stemningen var så god som jeg havde forventet efter en sejr, selvom det var et rigtig hyggeligt sted - lidt rocket.
Alexander var en meget speciel fyr, men super flink ved et første håndsindtryk. Jeg snakkede med ham i godt to timer på gebrokken spansk, og selvom vi kørte i det samme af flere omgange, var det ganske hyggeligt. Alexander, som havde fået de øl han skulle have, fortalte om hans kone Mini på 26 som han var svært glad for, men også hvor trist han var over ikke at have nogle venner. Han fortalte, at folk i byen synes han var skør og for speciel til at snakke med, hvilket jeg ikke forstod, da jeg synes han var en glad, smilende og venlig mand. Om ikke andet sagde han, at han ikke havde nogle venner, og hans største ønske var at få nogle venner som varede ved foreviget. Derfor var det også til al hans ærgelse, at jeg måtte fortælle ham, at vi ikke kunne være hans "venner" i morgen, eftersom vi måtte videre og ikke kom tilbage igen, selvom vi havde været glade for hans selskab. Et bedrøvet og trist ansigt var hvad jeg fik som svar.

Tingene ændrede sig dog senere på aftenen efter nogle øl og vi var klar til at tage hjem. Da vi ude foran baren venter på taxa sker der pludselig lidt action omkring Alexander. Vi var faldet i snak med en jævnaldrende gut som ville snakke fodbold, men det behagede ikke Alexander. Han mente, at den unge gut var ved at tage os fra ham som venner, eftersom han forklarede, at vi bare snakkede. Heldigvis endte det ikke i noget slagsmål, men de var begge meget truende overfor hinanden og lagde op til hvad der kunne have endt i et par ørefigner. En lokal gut sagde til os, at det var vores mulighed for at smutte og tage en taxe hjem, hvilket han synes vi skulle gøre. Eftersigende skulle Alexander nemlig være en farlig og skidt mand, som man skulle passe på, hvorfor vi derfor ikke skulle opholde os sammen med ham. Selvom jeg bestemt ikke kunne forstå det, måtte vi jo lytte og betro os til de lokale, men i stedet for at tage hjem fortsatte vi dog til den næste bar inden turen gik helt hjem, uden skrammer eller yderligere konfrontationer.

Det var skønt nu endelig at have set noget bold, og det var helt bestemt en super oplevelse. Det var fedt at få adrenalinen lidt op at køre til noget bold, selvom adrenalinen nok skal vise sig at komme noget højre op i omdrejninger, når turen i morgen går mod Monteverde og dagen derefter står på verdens største zipline, samt Mellemamerikas største tarzan sving - men det kan i læser om i næste indlæg.

D. 07/02, 08/02, 09/02