Leonardo Dicaprio og mig har noget tilfælles - i hvert fald ifølge 2 x ægtepar fra Amerika. Det er ikke en person jeg før er blevet sammenlignet med eller på nogen måde har et forhold til, men jeg vælger at se det som noget positivt, at de synes jeg ligner ham.

Det varme luftlag skulle byttes ud med blæsen og en kølig temperatur, da vi i dag skulle videre mod en lille by i bjergene som hedder Monteverde, der ligger nord for San Jose. Jeg kendte absolut intet til Monteverde og var derfor spændt på at se, hvad byen havde at tilbyde. Jeg havde personligt hørt en del godt om byen og troede faktisk, at den var noget større end hvad den skulle vise sig at være. Byen lå ganske rigtigt oppe i bjergene, og en "mindre" bustur på godt 4-5 timer fragtede os op til byen. En lille by præget af turister uden det store at byde på, foruden dens ekstreme ture så som zipline og bungee jump. En amerikaner ved navn Jeff, som jeg snakkede med, kunne fortælle mig, at byen i sin tid blev bygget op af 20 forskellige familier, som havde fået hjælp af to amerikaner der var på opdagelsestur for Amerika tilbage i 50'erne. Hvorvidt historien holder vand eller ej ved jeg ikke, men den tilsyneladende kloge, ældre mand, virkede til at kende til dens oprindelse og historie. Byen vil jeg beskrive som mindre end Løsning med én hovedgade og lidt bygninger hist og pist, foruden de mange hostels og turistinformationer alle med samme muligheder.

Vi ankom hen på aftenen d. 09/02, hvor en fin fyr, ved navn Bryan, var hurtig til at få fat i os og følge os ned til det hostel han arbejdede for - Saregne Inn. Her fik vi os et privat firemands værelse, så der var fint plads til os alle tre. Om det ikke er blevet skrevet eller sivet ind, så gjorde Troels (Nikolaj kammerat fra Danmark) os stadigt følgeskab de tre dage i Monteverde. Bryan som hentede os var en slags guide, som kunne hjælpe os med at få arrangeret ture og besvare de spørgsmål som vi måtte have. Han var oprindeligt fra Cuba, men talte godt engelsk til stor hjælp selvfølgelig, og gav os god vejledning under vores ophold. Tilføjes skal det også, at han med sætningen "f*** you, Troll" gjorde os en sætning rigere, som efterfølgende ofte blev brugt med stor morskab. Sætningen var henvendt til Troels, hvis navn han ikke kunne udtale på anden måde end "Troll". Hvordan og hvorfor det præcist opstod, det husker jeg ikke.

Hostellet var et ganske fint sted, selvom der ikke var mulighed for privatliv på toilettet eftersom ruden i døren var af glas som man nemt kunne kigge igennem, og stedets morgenmad var tarvelig eftersom kun en baby ville se sig tilfreds med måltidet. Ejeren var spøjs og bar en arabisk ligende hat, og var nok egentlig mest af alt kun fokuseret på penge. Det skyldes måske en fortid som gadedreng og pusher, hvilket Bryan kunne fortælle os. Uden man skal få at forkert indtryk af ham, så var han en helt fin fyr og gav os et pænt og takkende håndtryk efter vores tre overnatninger, og sagde, at vi var nogle af hans bedste gæster.

Dagen jeg personligt havde glædet mig mest til på Costa Rica, var turen på verdens største zipline, som jeg egentlig også så som én af de største oplevelser på hele turen hjemmefra. Hvordan og hvorledes turen kom til at foregå, vender jeg tilbage til. En trekking tur op af "parabol bjerget" (som jeg mener det hedder), skulle nemlig først overstås.

Bjerget skulle tage godt 1 time at bestige, hvilket vi klarede på godt en time + nogle få minutter. Ingen af os er i god sportsform, så vi var godt tilfredse, da bjerget nemlig kun gik stejlt op ad, og ikke andet. Jeg ved ikke hvor langt der var til toppen, men for jer som kender til Kidesvej i Vejle, så kan i gøre den godt dobbelt så stejl og gå en time op ad den i tyndt luftlag - mellem 1,5-2km. Det var sku en hård nød at knække, men vi klarede den med et par pauser undervejs.
Derfor var det med en super fed fornemmelse, at vi kunne række armene i vejret efter at have noget toppen (ses på billeder), selvom der ikke var meget at komme efter. Bjergtoppen var dækket af skyer, så udsigten var ikke andet end som at kigge ind i en tågebanke. Lidt ærgerligt, men vejeforholdene kan vi ikke være hersker over. Derfor gik vi også forholdsvis hurtig ned igen, hvilket gik noget mere tjept, imens vi kunne give de opadgående lidt kampgejst med på vejen op. Tilbage i midtbyen fik vi os en velfortjent taco-menu, som gav os ny energi til en stadig lang dag forude.

Ømme ben skulle have godt af en afslappende flyvetur henover regnskovens store træer, og det skulle de få! Som skrevet, skulle vi prøve verdens største zipline. Ideen med zipline er, at man får noget udstyr rundt om kroppen, en hjelm på hovedet samt et par special lavet handsker til at glide på linen med. Man bliver spændt fast på kroppen via en line som går fra træ til træ, eller fra platform til platform, hvorfra man glider hen over bjerge, træer og skyer, imens man sidder lænet godt tilbage i luften og styre kursen med den ene hånd på linen for ikke at dreje rundt. Den første Line vi kom på var kort og kun til øvelse, hvorefter linerne blev længere og længere. Det var en helt kanon og super fed fornemmelse at glide mellem træer og bjerge på de første af slagsens, men det skulle vise sig at blive endnu sjovere og vildere på de længerevarende liner. Jeg husker specielt den tredje sidste line, da det var den første af de tre lange. Her startede man på den ene side af et bjerg og gled over til den anden side, som man ikke kunne se for bare skyer. Man var egentlig ikke nervøs, som man godt kunne have været, men det var kun en utrolig fantastisk følelse at svæve henover de store træer, som virkede små fra der hvor man var, og bare nyde den smukke udsigt. At føle sig så alene midt i luften og bare lade øjnene glide henover horisonten var helt fantastisk. Lidt skræmmende, uden helt at være det alligevel, blev det dog da farten stille og roligt tog af midt ude i ingenting, hvor man ikke kune se andet end nogle få meter frem for bare skyer. Det var lidt vildt, men man gled stille, roligt og sikkert ind til næste platform med bare adrenalin pumpene i kroppen.
Den næstsidste, men også den længste line på 1.5km, gav mulighed for at lave en såkaldt "supermand". Om man ville, blev man spændt fast i ryggen i stedet for omkring livet, og så var der ellers mulighed for at flyve henover jorden i ægte supermand stil. Jeg tvivler på, at man kommer meget tættere på at flyve, end hvad vi gjorde der, fordi det skulleselvfølgelig prøves! Jeg var den første af os tre, og vi kunne bare se hvordan de andre forsvandt som en sort prik ind igennem skyerne inden det var min tur til at flyve. Spændt og helt uden nerver, lå man bare klar indtil man blev sendt af sted - og hvilken fornemmelse! Wauw...det var sku som at være en fugl på farten og alt virkede bare så småt. Armene og benene ud, og så ellers bare "flyve" hen over det hele, hvor selvfølgelig supermands højre arm ud i luften blev afprøvet. Med en fart på mellem 55-65km/t var det bare...helt fantastisk!

En mere af slagsen skulle vi have, inden det blev tid til den største udfordring af dem alle - Tarzan svinget. Et bungee jump ligende spring, var det sidste på turen, hvor man som ved et bungee jump springer direkte ned i ingen ting. Igen må jeg sige, at jeg til al overraskelse slet ikke var nervøs, hvilket må skyldes de første ture på ziplinen, som havde overbevist en om, at det hele var sikkert, som jo nok er ens største frygt.
Man skulle begive sig ud på en hængebro der stak udfra en bjergkant og over et stort hul, hvor ned man skulle springe. Med egentlige raske skridt begav jeg mig ud på broen, hvor jeg ventede nogle få sekunder imens de gjorde det hele klart. Derefter blev jeg spændt fast, fik at vide jeg skulle gå ned i knæ, 3, 2, 1, go! - og inden man selv var klar over det, faldt man bare vægtløs ned mod jorden, indtil kæden strammede og man fik et kæmpe tarzan sving henover træerne, som når man ser tarzan svinge sig i leanerne. Det var en VANVITTIG fed oplevelse, og man kan ikke undgå at råbe lidt. Jeg havde valgt at råbe "stay heavy metal", fremfor bare at råbe, hvilket ellers var nødvendigt. Ellers svang man egentlig bare frem og tilbage, indtil man blev stoppet og fragtet ned mod jorden. En lille forsmag til Macau Tower på 233m, da det her var på blot 40m.

Sidste dag i Monteverde bød på en kaffe -og chokoladeplantage tur, så vi kunne blive klogere på den kaffe som vi alle er så glade for, inklusiv se hvor chokoladen stammer fra og hvordan 100% ren chokolade smager.
Det var her, på turen derud, jeg blev kendt med de to ægtepar, som synes jeg havde en kendt genganger, og fik en historie undervisning af Jeff.
Vi fik os en rundvisning mellem de mange store plantager, som ikke kun bød på kaffen og chokoladen, men også banan -og limetræer, samt sukkerrør. Undervejs fik vi en masse information omkring hvordan man dyrkede det og hvordan det hele startede. Hvis jeg skulle skrive alle informationerne ned ville jeg aldrig blive færdig, men jeg kan komme med nogle små facts undervejs.
Plantagen er ejet af en mand og hans søn, som driver den med stor glæde. De har forskellige mennesker til at hjælpe dem, bl.a illegaleindvandrer fra Nicaragua, hvor familier med børn kommer og yder det hårde arbejde med plukningen som gøres via håndkraft.
Vi fik selvfølgelig set en masse ting, men vi fik også lov til at smage på diverse ting. Faktisk kunne vi smage på kaffen under hele processen, lige fra den var et frø på træet, til den blev pillet, fik skallen af, ristet og til sidst blev til kaffe i flydende form. Smagen ændre sig utrolig mange gange, så det var rigtig sjovt at smage den i de forskellige stadier. Et fun fact er, at vi i Danmark altid siger, at når vi trænger til et ordenligt koffeintilskud, så skal vi havde en sort kop kaffe. Dette kan jeg dog slå til jorden, da det ikke holder vand. Koffeinen bliver nemlig mindre og mindre, jo stærkere kaffen bliver. Tak for kaffe - det vidste jeg ikke. Gjorde i?

Chokolade høre sig ofte til en god kop kaffe, men 100% ren chokolade tror jeg de fleste ville fravælge. Smagen er ikke grim, men den smager ikke af den chokolade som vi kender den. Den er noget stærkere og mere besk, men smager alligevel ok, hvis man kun tager en smule. Chokolade processen fik vi også lov til at gennemgå, hvilket også er sjovt at smage, når den stille og roligt bliver til den chokolade vi kender. Endnu et fun fact er, at hvid chokolade faktisk ikke er helt rigtig chokolade, da der er en olie i, som udgør en stor % del af det som ellers skulle have været chokolade.

Sukkerrørene som de også dyrkede på plantagen fik vi også lov til at smage direkte fra dens stamme. Faktisk er det sundt for tænderne at tykke i, og hvem havde dog troet det? Man tygger i noget som minder om træ, hvor man siger sukkersaften ud. Det smager rigtig lækkert og friskt, og jeg vil sammenligne det lidt som når man drikker/spiser mælken med det resterende sukker fra sin morgenmad med cornflakes eller havregryn.

Vi sluttede selvfølgelig af med en frisk kop kaffe fra plantagen, som var stærk uden at være stærk som vi kender en stærk dansk kop kaffe. Desværre fik vi ikke noget chokolade til, hvilket jeg synes var lidt ærgerligt. Men det var en spændende og lærerig tur, som helt sikkert er værd at tage på, hvis man en dag står i Monteverde.

Troels eneste mulighed for at springe Mellemamerikas højeste bungee jump var her i Monteverde, så vi tog med ham derud og bakkede ham positivt op inden de 144m skulle springes. Nikolaj og jeg havde egentlig også lyst, men vi vil hellere gemme det store sus til første gang vi tager verdens højeste skyjump i Hong Kong.

Aftenen var stille og blev nydt med en flaske rødvin og en god pizza...vi skulle nemlig allerede op kl. 05.00 næstedags morgen, da vi skulle videre mod Nicaragua.

(Ekstra tilføjes: vi har spist på én af verdens 10 mest bizarre restauranter i verden bygget op om et træ. Grunden til den oplevelse ikke skal have yderligere omtale, er fordi jeg var skuffet).

D. 09/2, 10/02, 11/02