The countryside

Tirsdag sagde jeg farvel til storbyens os, larm og kaos. Paa billetterne stod der, at vi skulle vaere i lufthavnen 2 timer foer og da baade Anne og jeg er opvokset i laeren om, at man skal komme til den tid der nu engang staar paa ens billet, og helst lidt foer, blev vi begge en smule bekymrede da Baba lod sig vente paa sig og ikke rigtig gav svar paa hvornaar han ville samle os op og klokken naermede sig hurtigt ni og lufthavnen laa alligevel et godt stykke ude for UB. Men men men, som han jo ogsaa bliver ved med at sige: ''Girls, you have to trust me sometimes!!''. Og hvor har han dog ret. Det er bare saa svaert at nedbryde alle de ting der efterhaanden sidder i en efter 20 aar, men alt det her med at vaere i god tid og laegge planer og ting i den dur, kan jeg lige saa godt smide vaek for en stund, da det ikke holder her.

Vi var i lufthavnen praecis (!!) 9.30, altsaa de to timer foer at flyet lettede - og ja, saa sad vi jo ellers der og kukkelurede indtil klokken 11 hvor check in, boarding, security og paastigning var klaret paa ingen tid. Jeg fik da ogsaa forklaringen paa disse to timer, som jeg havde stresset saa meget over at naa: ''Thea, we are Mongolians and they (the plane company, red.) know we will be late''. Hele samfundet er indrettet efter dette med at komme for sent, eller det er jo ikke at komme for sent, da det at komme for sent er at komme til tiden. Det er bare lige en omvending, ligesom det med de +7 timers tidsforskel (som nu er blevet reduceret til +6 timer, herude vestpaa) og for en tid glemme sine danske vaerdier i hvert fald hvad der angaar tid.

Flyveturen udviklede sig dog til flyveturene, da det viste sig at vi foerst floej til Uvs (den nordligste af de fire vestlige aimags og den aimag som jeg tilbragte det meste af min sommer i), her steg halvdelen af passagerne af og flyet blev fyldt op med folk herfra inden vi lettede igen og satte kursen mod Khovd. Det var et lillebitte fly, hvor bagenden var et stort rum til bagage, der da ogsaa blev laesset af og paa imens vi sad derinde og kiggede paa. I UB blev vi koert i en bus fra ventesalen til flyet, men i de mindre lufthavne afgaar der kun et til to fly om ugen, saa det er fuldkommen forsvarligt at du selv gaar frem og tilbage - de aeldre bliver koert i koerestole. Da vi mellemlandede i Uvs, var det da ogsaa helt tilforladeligt lige at gaa ud og straekke benene, ryge en cigaret, se sig omkring eller hvad man nu foelte for - helt ligesom en bustur til Sydeuropa.

Af den tid jeg var vaagen og ikke sov og savlede paa Baba, er det nok den mest fantastiske flyvetur jeg har vaeret paa - udsigts maessigt altsaa. Da vi ikke skulle saa langt, floej vi heller ikke saa hoejt, men lige under skyerne, saa der var fuldkommen fabelagtig udsigt udover det mongolske landskab; der gik fra den graa sorte forurenings sky/dis der daekkede hele UB til udkanten og geer distrikterne der omringer UB, til vejene der foerer derfra, der ender ud i grusveje der snor sig ind og ud af hinanden i et helt indviklet og kunstnerisk spindelvaev, til de oede orange brune bloede sand banker som i virkeligheden er sten bjerge, til de fineste hvide snelandskaber, dyreflokke i vildt loeb eller graessende, til is funklende som diamanter, til brusende gletcher floder fra bjergene, til de smaa geerer der naermest helt tilfaeldigt er kastet ud i dette oede landskab. Jeg havde bare lyst til at hoppe ud af flyveren og bare vaere paa landjorden og vaere en del af det hele - hvilket nok ogsaa var grunden til at jeg flygtede til min lille droemme verden, hvor det var let som ingenting, lige at hoppe i vandrestoevlerne og smide teltet paa ryggen og bare gaa der ud af.

Nu er jeg saa paa landjorden, her i Khovd, i vores lejlighed. Vores og vores, vi laaner den af en familie, hvilket ogsaa kan ses, da her er moebleret og deres ting stadigvaek er i skabene og saadan. Det var lidt underligt at gaa og pakke det sammen og gemme det vaek, men paa den anden side ogsaa en noedvendighed, hvis vi skal finde os til rette her og goere det til vores hjem!

Lige nu har vi proevet at skaffe de mest noedvendige ting, som saebe, toiletpapir og basis madvare. I morgen tagervi paa markedet for at koebe det vi mangler, saa som taepper/dyner, lagner, pander, krus, knive, kurve, haandklaeder, groentsager (kaal, guleroedder, loeg og kartofler, der er ikke saa meget andet at komme efter her ude vest paa og slet ikke om vinteren) og koed.

Lejligheden er ufattelig stor; stor gang, toilet med badekar (!!), koekken med spise plads, to vaerelser og en stue + to altaner. Anne og jeg har faaet hver vores vaerelse og Urangoo og Baba sover i stuen. Lige hvad angaar det med at have sit eget og kunne lukke en doer, er nok det jeg har svaerest ved at skille mig af med.

Inventar og farve valg er usmageligt grimt; den har ikke faaet for lidt af lysekroner, pels, plys, ustoppede dyr, frynser og sloejfer, for ikke at tale om farvepaletten. Stuen er gennemfoert groen, Annes rum mintgroent, gang og toilet i en god laks, koekkenet i det blaa og saa mit vaerelse i komplet gul (Kaere mor, det ville vaere lige noget for dig!).

Nok om det, jeg smider nogle billeder op (ogsaa fra UB), naar jeg faar fikset mit memorycard til mit kamera - alt den der elektronik vil virkelig ikke samarbejde med mig for tiden.

Arbejdsmaessigt gaar det godt. I dag har vi faaet alt det praktiske paa plads til vores foerste traening som starter paa tirsdag i naeste uge. Over-spejderen, eller hvad man skal kalde hende, her i Khovd hedder Okor og er meget hjaelpsom (nok mest for at faa lidt spotlight paa sig selv og lidt fryns til selvpromoveringen). Et andet godt eksempel paa hvordan tingene fungerer her, kan vises ved en episode fra i dag. Okor havde vaeret her i formiddags og vi fik stillet hende alle de her sporgsmaal og opgaver omkring at finde stab medlemmer (til at hjaelpe os med instruktioner da Anne og jeg ikke liiiige kan stille saa meget op med vores mongolske der er noget naer ikke eksisterende), overnatning til deltagerne, et sted vi kan holde kurset, mad og alle de her ting. Godt nok havde jeg forsoegt at faa det ordnet for en maaned siden, men vores udsendte havde ikke rigtig faaet styr paa nogle af disse ting - igen, spild af tid at vaere i god tid.

Og vupti, paa et par timer havde hun da ogsaa faaet styr paa det hele og kom tilbage (i mellemtiden havde vi siddet og fedtet med budget og et fint brev til skoleinspektoerne paa de skoler hvorfra vores deltagere kommer fra og holder fri fra). Da hun vendte tilbage blev der snakket heftigt frem og tilbage paa mongolsk om hvad hun nu havde fundet ud af. Anne og jeg sad med computeren og budgettet og proevede ihaerdigt at foelge med i de korte opsummeringer der kom engang imellem og faa plottet tal og andre oplysninger ind i excel arket og paa notes blokken. Det eneste vi til sidst manglede var en pris for overnatning til vores deltagere, Okor havde da ogsaa fundet et sted og ejeren var paa vej. Jaja, her ringer man da bare efter hotel ejeren og saa kommer han til dit hjem. Han kom og der blev forhandlet frem og tilbage lige her midt i stuen mellem Urangoos trusser, vores udstoppede oern og tegnefilm paa fladskaermen (jaja saadan én har vi da ogsaa). Vi fik en rigtig god og billig aftale i hus, med 8 rum a to senge (eget bad og tv, ikke at det er noedvendigt, men saadan blev det nu engang) i hver plus morgenmad, frokost og aftensmad inklusiv for 60kroner pr. dag pr. person, derudover er vi i staben med til frokost og aftensmadsmaaltidet, som vi skal betale en tyver for pr. dag pr. mand. Det viste sig at han lige har aabnet det her hotel og derfor er ret samarbejdsvillig - det er fedt at vi ogsaa kan hjaelpe lokalsamfundet, ved at pumpe lidt penge ind i hans lille forretning og hjaelpe med opstarten.

Bogen er ogsaa blevet faerdig i dag og planen var at den skulle printes i UB og saa skulle Doloo have den med herud naar han ankommer paa soendag, men heldigvis er der et printing company her i Khovd. Anne og Baba er lige smuttet derhen for at faa bragt bogen i trykken, jeg sidder og venter paa at Urangoo faar set en film faerdig, saa skal vi ud og proeve at finde et skraedderi, saa vi kan faa lavet os nogle toerklaeder til vores deltagere.

Angaaende Doloo, saa bliver det hyggeligt med et nyt medlem til vores lille familie ogsaa selvom at det kun er i en uge. Vi er virkelig blevet en lille familie - hvad der dog ikke er sket de sidste par uger. For en maaned siden i DK, var jeg saa fortabt og frustreret over det hele og vores gruppesammensaetning at jeg var forfaerdelig taet paa bare at droppe det hele og sige farvel & tak. Alt har vendt 180 grader nu. Vi forstaar hinanden, giver hinanden plads, supplerer hinanden, kan sige fra, sige til, grine og have det sjovt, skille arbejdet fra fritiden, da der ogsaa skal vaere plads til at passe forholdet til dem derhjemme, vi ved hvor vi har hinanden og vi ved at vi har brug for hinanden, vi vil egentlig hellere vaere sammen end hver for sig, der er ogsaa forstaaelse for vores forskellige kulturer; baade dansk og mongolsk, men ogsaa forskelligheden danskerne og mongolerne imellem, det med at vaere en dreng og det med at vaere pige, at Baba er ene dreng, at vi er nogen der skal vaere her i 6maaneder og nogen kun i to og en ½, forskellige arbejdsmetoder, erfaringer og graenser.

Alle har en foelsese af glaede og er glade og ingen er bleg for at give udtryk for det - hvilket smitter noget saa meget.

Godnat. Kaerligst Thea