Det er nu skoent at vaere tilbage. Lige her midt mellem alle bjergene finder jeg min indre ro. Det er forfrysende koldt, jeg forstaar stadigvaek ikke sproget og har vaeret utrolig frustreret over den manglende paedagogik i forhold til arbejdet med de to unge piger der hjaelper til paa vores kursus og at Baysaa (UB spejder) og Urangoo konsekvent haenger fast i sovjetisk diktatur undervisning - som strider fuldt ud med de vaerdier spejderarbejdet bygger paa og som vi skal laere fra os, det er egentlig hele ideen og meningen med vore kurser.

Dog er det bagateller og der er tusind ting der overstraaler og goer mig saa fredfyldt og hel. Det er virkeligsvaert for mig at saette ord paa - men jeg foeler det hele tiden, det lille smil paa laeben og den gode fornemmelse i maven.

I og med Cilleren er her nu, faar jeg for foerste gang, saadan rigtigt sendt en masse tanker i retning mod DK, det hele kommer lige pludselig lidt taetterepaa, men jeg maa aerligt erkende at jeg ikke foelersavn som saadan - sender mere tanker og oensker, haaber og ved at alle har det godt og saa kan jeg jo kun glaede mig til at vende tilbage og nyde en skoen sommer i det danske land med alle dem jeg holder af. Ja, detbliver sommer, det kan jeg vidst lige saa godt afsloere nu, som senere. Rejsefeberen er steget mig til hovedet, lidt penge paa kontoen ogto maaneder efter mit arbejder slutterher og indtil Roskilde. Saa jeg aflyser min flybillet til Kastrup fra Moskva d. 3 Maj. Fra Moskva skal jeg saa bare lige finde ud af hvordan jeg kommer til Nepal og moedes med Cilleren, der skal arbejde frivilligt der indtil da. Maj saetter jeg aftil at komme til Nepal og saatager vi sammen til Indien i Juni. To ting snurrer rundt i mit hovede; pengepung og fornuft taler helt sikker for at jeg tager til Kina overTibet ogsaa Nepal, men min nysgerrighed og dumdristighed taler for en 'stan tur gennem Kazaksthan, Uzbekistan, Pakistan og Afganistan. Nu maa vi se, der er laenge laenge til, men hvadangaar visa og faa oekonomien til at gaa op osv saa skal jeg nok saa smaat til at undersoege helt til bunds. Det er saa spaendende!

Som sagt er den kaere Ciller her; dog har hun vaeret lige saa uheldig med Mongoliet som jeg foeler mig heldig. Foerst blev kameraet hendes stjaalet den ene aften vi var i Ulaanbataar for at hun derefter har ligget syg lige siden vi ankom hertil Bayan Olgii. Mensom altid er hun skoent selskab og det er rart at have besoeg hjemmefra, isaer inden jeg snart starter mine 3maaneder alene i oedemarken - og det bliver i sandhed ioedemarken, sandsynligvis kommer Baba og jeg til atbo i en bil, da vi skalrejseforfaerdelig meget rundt ogdet kan muligvis bedre betale sig at investere ienbil endi enlejlighed som vi alligevel ikke er i. Dog er jeg helt med paa ideen, detkunne vaere utrolig fedtog jeg ville i sandhed udleve min 'on the road' droem!

I dag tog jeg mig ogsaa et lille afbraek fra vores kursus, da der var fritid for deltagerne, saa jeg mit snit til at snige mig ud paa eventyr. Fra Bryan og Justin, to American Peace Corp fyre, fik jeg tidligere paa ugen nummerettil en engelsk talenede indbygger, Nurbol, som jeg kontaktede og moedtesmed. Han tog mig saa i dagmed paa landet, hvor vi besoegte en kazak familie (93% af indbyggerne hererkazaker), her blev jeg proppet med mad og varme af den kaere bedstemor inden vi til hest drog paa jagt! Helt traditionel oernejagt. Familiefaren,var udenbys, saa hans soen tog over og var oerneansvarlig. Jep, vi skulle ikke jageoerne, men oernen skulle jage for os. Sikke et dyr!! Hele dagen var vi paa sporet af en kanin - men desvaerrelykkedes det os aldrig at fangeden. Desuden fik de i sandhed vist kaempe oernen frem og jeg fik saagar lov tilat holdeden overraskendetunge kaempe fugl. Der gik det ogsaa op for mig, at det nok var foerste gang jeg saa en oern i mit liv og saa endda holde den. Wow. Alti alt var det en fuldkommen fantastisk smuk tur, at ridde rundt oppe i bjergene, med en kaempe oerns sultne skrig konstant i oeregangen!