Efter lidt for mange dage paa hotellet, lidt for meget tv og faerdig med min bog, blev det lidt for meget kukkeluren og dase ferie. Bevares at det var rart med lidt afslapning og at vi havde vaeret utrolig heldige og hurtige og faaet gjort vores job - men jeg er lige saa meget paa eventyr og jeg er altsaa ikke god til at sidde stille alt for laenge af gangen. Jeg forstaar udemaerket ogsaa godt at Urangoo har brug for tid til chat med vennerne hjemme i UB ligesom jeg har brug for tid til at skrive mails og tjekke faceren, men det kan jeg ikke rigtig bruge flere dage paa.

Saa i gaar, tog jeg en spejderdreng, Bek, der skal hjaelpe os med vores traening i januar, i haanden, vi fik set diveres monumenter rundt omkring i byen, byens moske og lokale museum. Jeg var ikke endvidere begejstret, men saa igen, fik det mig til at taenke paa; hvis jeg fik stukket et uskyldigt drengebarn i haanden hjemme i Roskilde, som ikke kunne snakke et ord dansk og via fagter proevede at forklare mig hvad han gerne ville opleve og at vedkommende gerne ville se byen - hvordan ville jeg saa haandtere det? Og hvis jeg i saafald forstod en smule, hvor ville jeg saa tage ham med hen? Det er svaert. Man forventer saa meget, men hvis man vender det om, ville man ikke kunne tilbyde det store selv. MEN, jeg fik besoegt en moske for foerste gang i mit liv og set nogle imponerende kaempemaessige udstoppede oerne - og naarh ja, hevet en invitation i land om at tage med i "biografen" og se den nye harry potter, desvaerre er det i morgen soendag, hvor vi tager hjem, det kunne ellers havde vaeret en oplevelse, isaer fordi jeg ikke er noget laengere end til femmeren (har ihaerdigt proevet!) og at det nok naermere er en pirat kopiering hjemme i nogens stue.

Desuden havde vi et moede med chefen paa boerne centret her i byen forleden dag og det eneste jeg fik ud af samtalsen, der foregik paa mongolsk vel og maerke, var at de havde en frivillig paa centret, ved navn Justin fra Chigago. Saa da jeg fik for meget af at sidde indendoere i dag, tog jeg mit toej paa og gik en tur, jeg kom forbi dette children center (kombineret med plejehjem) og tog en spontan beslutning; paa mit noget naer ikke eksisterende mongolske, fandt jeg frem til chefen og fik fat i nummeret til Justin - jeg er stadigvaek overrasket over at det lykkedes mig!! Jeg fik skrevet og en halv time senere moedte jeg Justin fra U to the S to the A, lige her midt i Kazak land. Saa den med at opsoege hinanden er lige over.

Det var noget af et sats - jeg havde jo ingen anelse om hvem denne person var, som jeg pludselig havde skrevet til og skulle moedes med. Men sikke en overraskelse og sikke en oejenaabende oplevelse. Efterhaanden som jeg moeder og snakker med disse amerikanere fra the Peace Corps, faar jeg mere og mere info og indblik i USA og ikke mindst dem, og hold da op hvor har jeg meget respekt for dem. At opgive sit liv og land for 2 aar, lige her i Mongoliget (eller hvilke egne USA nu ellers sender dem ud til), for ikke at taenke paa Bayan Olgii, der er dette store vivar af kazak og mongolsk! Det er tankevaekkende og facinerende.

Der er noget ved at vaere saa langt vaek hjemmefra og det man er vant til - det foerer mennesker sammen og vi snakkede uafbrudt hele aftenen; om livet i Mongoliet og det der med at vaere langt vaek hjemmefra, droemmen om at rejse resten af livet, det med at vaere traet af rutinen, mad, boeger, musik, det hele. Jeg fik ogsaa be- og afkraeftet en masse fordomme om Amerika og han fik en masse info om DK og det viste sig da ogsaa han havde skrevet en artikel om muhammed tegningerne - han er journalisten der blev traet af at skrive om andres oplevelser og selv ville opleve. Dog foelte ingen af os for at snakke om de tegninger, hvilket var skoent, da jeg faktisk aldrig nogensinde har taget stilling til dem og egentlig heller ikke foeler for at goere det, i hvert fald ikke paa nuvaerende tidspunkt. Men vi fik snakket om saa mange andre vestlige vaerdier og hvor meget vores ophold her hver isaer har aabnet vores syn og bevidsthed! Apropo USA, saa er det skoert at opleve hvor meget den kolde krig og muren har gjort indtryk og delt verden i to - her er alt fra den Russiske side og jeg kan virkelig se og maerke hvor amerikaniseret jeg selv er og hvor russificeret de er her. Vi tog os ogsaa en lang snak om kommunisme og demokrati - forskellige synsvinkler og haendelser, bare for at saette det hele i perspektiv - alt er langt fra som jeg troede og pludselig fandt jeg ogsaa ud af, at jeg rent faktisk har faaet noget ud af alle historie timerne jeg har slumret mig igennem de sidste 4 aar.

Gentagne er dog folks overraskelse over min alder - alle de der amerikanere jeg moeder er mindst 25 og har haft en eller anden fancy uddannelse men er blevet traet af det hele og har soegt ind i the Peace Corps som en vej og mulighed ud i verden. Jeg vil dog ogsaa skyde paa, at jeg er en af de yngste der er blevet sendt ud paa disse egne, men de der 20 er nu bare et tal der er plantet paa mig - jeg kan konversere og anskue verden lige saa vel som de nu engang kan. At jeg i Danmark saa ikke foelte mig parat og ansvarlig nok til at tage dette kaempe ansvar paa mig, er saa en anden ting og jeg er i den grad vokset med opgaven og utrolig glad for at jeg sprang ud i det alligevel! Jeg foeler nu, at jeg rent faktisk er i stand til at udfoere de opgaver der bliver mig stillet og desuden vaere i stand til at opleve og tage paa eventyr. For mig er det i lige saa hoej grad vigtigt, at faa moedt nye mennesker og udvidet min horisont. Jeg faar ros og thumbs ups alle steder fra, hvilket er skoent, saa nu mangler jeg bare det sidste lille stykke vej mod troen paa mig selv.

Justin og jeg fik desuden lavet os en god aftale, jeg faar kanel og en lille overraskelse fra en pakke fra Amerika tilgengaeld faar han bacon med fra UB i Januar. Anne og jeg har laenge haft planer om at bage og har desperat ledt efter kanel og her midt i kazak land fandt jeg det. Saa nu, for Annes julehungers skyld og min mave og smagsloegs skyld, staar den paa smaakage bagning naar vi begge vender tilbage til ovnen og lejligheden i Khovd. Anne og Baba er fanget i Gobi Altai disse dage, der gaar ingen busser hjem. Desuden er Baba blevet syg (et eller andet med hans blodtryk, jeg fik aldrig helt fat i det), men har faaet noget medicin for under 2kr. Det er heldigvis allerede begyndt at hjaelpe. Men ja, nu maa vi se hvad det har af indflydelse paa de naeste to uger og Baba og mits besoeg paa landet.

Generelt vaagner jeg stadigvaek med et smil paa laeben hver evig eneste morgen. Jeg nyder hvert et oejeblik og foeler mig noget saa heldig!!

Mange kaerlige tanker fra Thea