Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag 18/2 - 2012
Vi blev alle liggende i sengen til kl. 10, da det for alles vedkommende havde været den værste nat nogensinde. Efter svenskerne i går var taget i byen kl. 23.30 regnede vi med, at vi endelig kunne få lov at sove, men nej. Vores hostel X-base Central er MEGET centralt, så ikke nok med, at vi skulle prøve at falde i søvn til den enorme larm fra bylivet, skulle vi også lige pludselig finde os i, at de to andre piger vi bor sammen med, nu havde startet en mindre privatfest ude på vores balkon. Vores værelse blev derfor hurtigt forvandlet til en mindre banegård, hvor folk gik igennem, for at komme fra deres egne værelser og ud til vores balkon.
Klokken rundede ca. 01-02 stykker før vi endelig faldt i søvn alle sammen. Men det skulle hurtigt vise sig at være overstået, da vores svenske roomies valgte at tænde alt lys i rummet, da de kom hjem kl. 3 om natten. Skønt! Dog fandt vi om morgenen ud af, at årsagen til de tændte lyset var, at en fremmed fyr havde lagt sig i en af deres senge og at den ene af dem nu var nødt til at sove på gulvet. Sikke en nat!
Nå, men efter morgenmad forlod vi hurtigst muligt vores losseplads i form af hostel og gik ned på Queen St. som minder lidt om strøget derhjemme. Bare federe! Her fik vi kigget på de mange lækre butikker, i alt fra sportsbutikker til lækkert modetøj og skobutikker. Vi tilbragte flere timer i bl.a. Foot Locker og en butik ved navn City Beach: tre etager med alt fra urban tøj, badetøj, jeans, sko og lidt old school inspireret sportstøj og t-shirts! Butikken havde endda egen DJ, som stod over os og gav den gas. Butikken var så stor, at vi var længe om at finde en vej ned og ud derfra. Senere gik vi lidt rundt omkring i byen, men fik dog gået lidt forkert, så den stod på et par timers gåtur op og ned af de mange nærliggende gader, men nu kender vi vist også alle gaderne ret godt.
Efter frokost stod den på Peter Pan's, hvor vi tilbragte et par timer. Line og Jeannie fik booket alle busserne op til Cairns, mens Louise fik skypet med sin mor og kæreste. Efterfølgende sad vi alle en times tid og surfede lidt rundt på nettet, hvilket er super skønt, nu ingen af os har mulighed for det til hverdag som derhjemme.
Vi havde i går lavet gryderet til tre dage, så i dag skulle der bare koges ris og så var middagen serveret. MUMS! Den blev selvfølgelig igen nydt oppe på balkonen, da vi ikke turde spise ved bordene i køkkenet i frygt for, at vores tallerkner lige pludselig skulle begynde at gå selv.
Nu ser vi alle frem til en god lang nats søvn uden de store afbrydelser… Forhåbentlig
- comments