Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag d. 8/3 - 2012
I dag ringede uret før klokken overhovedet var 6. Louise skulle skype, men havde alligevel ingen problemer med at stå op. Line og Jeannie derimod var lidt længere om det, efter at have vænnet sig til at kunne ligge i sengen og snue i flere timer de sidste par dage. Men op kom vi alle og fik pakket og spist morgenmad.
Vi gik herefter ned til busstopstedet, hvor OZ Experience tog os med videre. Guiden var meget frisk i forhold til de 5 mennesker, som var med bussen og han fortalte om et stop, han sådan glædede sig til at vise os. Vi tog hurtigt musik i ørerne og fik lukket øjnene. Da vi slog dem op igen, var det til lyden af en meget glad guide, som stolt, var holdt ind til siden, for at vise os verdens største mango! (og nej - ikke en rigtig frugt, men model af en mango). Han insisterede på, at vi alle skulle vade ud af bussen og få taget et billede med dette vidunder og trods hans ihærdige forsøg på at få os med på idéen, kunne vi 5 tøser i bussen bare ikke rigtig se det interessante. Der var dog alligevel en pige, som fik taget et billede og guiden kunne nu lukke døren og køre videre, mens han fortsat fortalte om mangoer i byen Brewen. Det var også her filmen Australia blev optaget - og ikke i Darwin, som det rigtig skal forestille i filmen. Det er fordi, at Darwin er blevet en meget moderne by, hvor Brewen faktisk ligner Darwin fra 1940'erne, hvor det skal forestille at foregå. Så lærte vi også lidt i dag og det er jo dejligt nok.
Endelig fremme i Townsville - en by, der sikkert er rigtig hyggelig, når der er mennesker i. Townsville virker som en stor by, der bare intet indhold, dog lagde vi mærke til en hel del ældre mennesker, som kørte taxa. Vejret var ikke med os i dag, det var overskyet og meget fugtigt, som det har været de sidste par dage også. Vi fik handlet ind til frokost og aftensmad og så os lidt omkring i byen. Vores nye hostel er nok et af de flotteste og reneste hostels, vi har boet på. Der er god service og der mangler absolut ingenting - jo, måske en swimming pool i det her vejr! Men her er rigtig hyggeligt og gratis wifi.
Vi fik lavet lidt frokost og uden nogle rigtig havde set det komme, var Jeannie åbenbart gået i overgangsalderen, for hun svedte og svedte og så ikke alt for godt ud. Så nu var det endnu engang tid til at mobbe mormor Jeannie, da hun måtte smide sig i sengen lige ved siden af aircon'en. Bedre blev det ikke, da overkøjen, hun lagde sig i, var ved at brase sammen over Line.
Vi skulle have tiden til at gå med noget og den gratis wifi blev flittigt brugt og mens Louise skypede med sin kæreste fik morfar Line taget sig en morfar, hvis det kan overraske nogle. Senere hoppede Louise i løbetøjet og smuttede af sted rundt i Townsville, mens Line og Jeannie ihærdigt lavede gulvøvelser - eller var det bare på madrassen? De fik i hvert fald lyttet til musik og hygget, og da Louise kom tilbage stod den på aftensmad. Og vi var selvfølgelig de åndssvage danskere, som skal have deres kartofler og måtte stå i evigheder for at skrælle dem, mens vi kunne se til, at alle andre kogte pasta. Lækkert mad blev det til og resterne gik til en sød fyr, som sad ved bordet. Efter at have snakket lidt med nogle englændere, ryddede vi op og hyggede på værelserne. I morgen er det videre til Mission Beach! Et stop vi har set frem til længe.
- comments