Profile
Blog
Photos
Videos
Min søde ven, Anja, og kloge svoger, Ole, har bidraget til at opklare mysteriet om "krokodillen" fra i går. Der var formentlig tale om en monitor lizard, som er verdens næstestørste varan. Den lever blandt andet nær Bangkoks kanaler, hvor jeg netop så den. Den lever mest af fugle, men kan også godt tage større dyr, som fx en hund. Den har et skarpt bid, så man skal ikke provokere den. Det gjorde jeg nu heller ikke, jeg kom bare gående, og så var den pludselig foran mig og smuttede ned til kanalen med sin fisk.
Det regnede og tordnede en hel del i aftes og i nat. Men i dag har det igen været tørvejr. Jeg blev hentet kl. 6.30 af guiden fra Oriental Escape, hvor jeg havde tilmeldt mig dagens udflugt til det flydende marked i Damnoen Saduak, som ligger godt 100 km fra Bangkok. Vi var syv i alt, som først blev kørt i halvanden time sydpå. Så skiftede vi til speedbåd, som tog os det sidste lille stykke vej. Området har et tæt netværk af kanaler, som traditionelt har været handelsplads. Men ak, der er nærmest intet oprindeligt tilbage! Jeg tilkøbte en halv time i en lille båd, som sejlede fra bod til bod, og det var hele vejen igennem det samme junk: dårligt udfærdigede, masseproducerede buddhaer, elefanter, giraffer (nu hvor der findes så mange giraffer i Thailand....), pakker med seks punge (hvem har brug for seks punge?), pakker med otte krydderier, og så fremdeles. Så var der enkelte både, der solgte frisk og tørret frugt. Det underlige er, at nærmest ingen så ud til at købe noget. Jeg tror, de fleste turister er for kræsne til det udbud, men hvorfor finder de så ikke nogle andre varer at sælge? Måske hænger kvalitet og marked bare ikke sammen. Jeg endte dog med at købe en køleskabsmagnet, som jeg jo alligevel skulle have.
Derfra kørte vi til Elephant Village, hvor man kunne ride på elefanter. Jeg syntes, det var lidt dyrt i betragtning af, at jeg kommer til at ride på min tur til Khao Laem, og vistnok også på min safari senere på Koh Samui. Så jeg afstod i dag, selv om det nu ellers så sjovt ud. De var ret søde, elefanterne. Dernæst kørte vi til et slangeshow, som jeg ikke kunne lide. Jeg syntes ikke, de behandlede dyrene ordentligt. Blandt andet smed de en cobraslange ned til en manguster i et glasbur, så mangusteren kunne gå til angreb på slangen. Den bed den ret slemt, og så hev de slangen op igen og puttede den i en sæk. Det værste ved det var, at folk morede sig højlydt - lidt deprimerende synes jeg. Inden vi kørte tilbage til Bangkok, besøgte vi et snedkeri, hvor de blandt andet lavede kæmpestore teaktræsmøbler.
Jeg var tilbage på mit hotel kl. 14 og havde ikke svært ved at beslutte, at den skulle stå på afslapning resten af dagen. Nogen vil nok synes, det er spild af tid, men jeg trænger til det ind imellem. I aften vil jeg finde noget god thai-mad, måske på det uprætentiøse sted fra i forgårs. I morgen forlader jeg Bangkok for at tage til Khao Laem Nationalpark fem timers kørsel fra Bangkok, mod nordvest, tæt på grænsen til Burma. Den tur glæder jeg mig meget til. Måske hører I først fra mig igen på fredag. Jeg aner ikke, om der er netforbindelse i junglen.
- comments
Randi Lyder lidt som Ørbæk Marked :-)) God fornøjelse videre frem!
Søren Ja, selv om jeg nu tror, man alligevel kan finde flere anvendelige ting på Ørbæk Marked, end man kunne her.
Mor og Far Vi tror det er godt, at du skal ud i junglen nu - det er sikkert langt mere spændende. God tur!
Søren Tak! Ja, måske møder jeg en tiger...... ;-)
Steffen Tak for de spændende beretninger. Peter og jeg så din dansefilm i går, det var flot. God tur nordpå, håber det bliver fortsat spændende!
Steffen Tillykke med fødselsdagen fredag! Håber, vi får lov til at fejre dig lidt, når du kommer hjem. For præcis et år siden så vi fiafia danseshow på Lalomanu Beach, Upolu, Samoa - håber, der bliver danset for dig i Thailand :-) PS: Min mor hilser også, hun sidder her i sommerhuset med mig...
Stine Godmorgen MinSøren TILLYKKE med fødselsdagen!!!!!!! Nu er vi snart lige gamle ;-)) Kærligst Stine
Søren Steffen og Stine, tak for tillykkerne, men Stine, du skal altså have dine skolepenge tilbage..... ;-)