Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg synes nu alligevel lige, at der skal en blog ud, selv om jeg ikke har oplevet så meget endnu udover at rejse.
Turen til Dubai forløb fuldstændig planmæssigt, og det var en fornøjelse at rejse med Emirates. Vi fløj henover Skåne, Bornholm, Polen, Hviderusland, Ukraine, Kaukasus og Iran - en retning, som jeg ikke har prøvet før. Jeg blev godkendt til indrejse i De Forenede Arabiske Emirater - jeg husker endnu første gang, jeg som barn opdagede det land, da jeg brugte det halve af min tidlige ungdom på at dokumentere verdens lande.....
Jeg blev slået bagover, da jeg trådte ud af ankomsthallen. Godt nok var der "kun" 34 grader, men luften var mættet af damp. Der gik kun fem minutter, før min T-shirt var gennemblødt. Jeg måtte så vente 25 mere, før den gratis shuttlebus til mit hotel dukkede op. Til gengæld tog det ingen tid at køre til hotellet, som lå lige ved siden af lufthavnen. Hotellet var udmærket - det vigtigste var aircondition - dog uden praktisk eksistens af wifi på mit værelse. Men jeg skulle jo også bare sove...!
I morges kørte jeg så med shuttlebussen tilbage til lufthavnen og satte mig til at vente på min A380'er til Bangkok. Dubais lufthavn har en hel terminal for sig selv til denne airbustype. Ikke mindre end tre landgangsarme kunne gøre det, da vi skulle ombord! Der var relativt god benplads på abeklassen, men ellers må jeg jo indrømme, at det ikke var så meget anderledes at flyve med A380, end med en hvilken som helst anden airbus. Man kunne kun fantisere om tea-dance og cocktails på den øverste etage, for der var ingen adgang for menige. Turen gik henover det sydlige Iran, Pakistan, Indien og Burma. Iran og Pakistan så vildt golde ud. Derefter var det mest skyet på resten af turen. Forplejningen var god, og der var "en smule" wifi og elstik, så man ikke løb tør, som man plejer på længere flyture.
Vi landede til tiden i Suvarnabhumi lufthavnen, som jeg - selv om jeg ikke plejer at have det problem - syntes, var lidt svær at hitte ud af. Men jeg fandt da igennem paskontrol og genså min kuffert, som jeg ikke havde set siden Kastrup. Jeg tog et tog til centrum af Bangkok - Phaya Thai stationen - og derfra en taxa. Toget kostede 8 kr., taxaen 10. Jeg er næsten allerede ruineret... ;-)
Nu er jeg så installeret på Tara Place i et udmærket værelse med velfungerende wifi (mærk jer mine ord!). Kvarteret virker lidt hektisk, men mit værelse vender væk fra gaden, så det er helt roligt. Jeg orker ikke mere i dag. Klokken er snart 22.30, og jeg er træt efter rejsen. Men jeg glæder mig vanvittigt til at se, hvor det er jeg er kommet til, i morgen.
Jeg har købt et thailandsk sim-kort, som jeg har proppet i min iPhone. Mit danske nummer virker derfor ikke, mens jeg er her. Skulle det være helt nødvendigt at ringe til mig, er mit nummer 09 9226 3387, ikk'?
- comments
Randi Godt at du er nået vel frem! Sov godt og god fornøjelse i morgen. Kh Randi
Mor og Far Tillykke, at du kom så vidt. Vi har fulgt dig på rejsen. Sov rigtig godt. Vi glæder os til mere nyt i morgen
Søren Tak skal I have!
Mette Hofdahl Sov rigtig dejligt, Søren ❤️ Og god fornøjelse med at udforske imorgen
Maria Sov godt!
Stine Hvor er det godt at høre fra dig og vide, at du er vel ankommet. Kærligst Stine
Steffen Godt at høre, at du har haft en god rejse - jeg har også gode erfaringer med Emirates. Synd at A380'eren ikke var den helt store oplevelse, jeg havde ellers set frem til selv at prøve den. Fortsat god tur, glæder mig til at læse mere! :-)