Hov! Blop! Så kom jeg op til overfladen som 50-årig. Tusind tak for alle lykønskningerne, som jeg dog først har set i eftermiddag. Det har været rigtig sundt for mig at være uden netforbindelse i nogle dage - så opdager man virkelig, hvor afhængig man er. Jeg har nu ikke haft nogen problemer med at få tiden til at gå.

Tirsdag den 15. juli
Jeg blev hentet på hotellet kl. 7 af Dang, som skulle være guide på turen til søen Khao Laem. Vi kørte med taxa til et andet hotel, hvor resten af selskabet stødte til. Dansk selskab! To par fra Odense og Esbjerg, som rejser sammen, Gert & Birte og John & Anette. Og det var det, kun dem og mig. De var søde og stille og rolige mennesker, lige et par år ældre end mig, vil jeg skyde på. Jeg syntes, det havde været lidt sjovere med et lidt større selskab, men det gik nu fint nok.

Vi kørte først et par timer, hvor vi så gjorde stop ved broen over floden Kwai (ved Kanchanaburi). Først besøgte vi et lille museum, som fortalte om historien om broen, der blev bygget af japanerne - eller rettere deres krigsfanger - i begyndelsen af 2. verdenskrig, og som blev bombet af de allierede i 1945 for at forhindre japanerne i at besætte Indien. Ved siden af museet ligger en stor kirkegård, hvor mange af dem, som omkom under konstruktionen af broen, ligger begravet, blandt andet i hvert fald én dansker. Herefter kørte vi lidt videre til selve broen, som ikke længere er i brug. Vi gik en tur over broen og tilbage igen. Herefter var der lækker frokost. Jeg syntes det var spændende at se den navnkundige bro.

Herefter kørte vi endnu et par timer og gjorde så stop ved vandfaldet Kroeng Krawia, hvorfra der kun var nogle få minutters kørsel til vores husbåd. Vi blev sejlet til husbåden i en lille motorbåd, og herefter kom vores bagage. Motorbåden skulle vise sig at være den båd, som skulle trække vores husbåd. Jeg tror, jeg havde forestillet mig, at den kunne sejle selv, men næh nej. Husbåden bestod af et stort dæk med spiseområde og solterrasse, samt badestige og udspringstårn. Rigtig dejligt! På dækket var også to badeværelser, og så personalets område. Udover Dang var der en kok, vores chauffør, kaptajnen og en skibsdreng, dvs. lige så mange personer, som vi var gæster. Kun Dang kunne engelsk. Stort set alt var inkluderet, bortset fra drikkevarer udover vand. Vin er dyrt i Thailand, på båden kostede en flaske almindelig vin 180 kr. De penge sparede jeg :-)

Værelserne lå på første sal, seks i alt, hvoraf vi jo så kun skulle bruge de tre. Værelset indeholdt kun en seng med myggenet og en kommode. Også helt fint, for hvad skulle man med mere. Elektricitet var hver aften i to timer, hvor man kørte en generator, dvs. lys kunne man godt tænde uden for dette tidsrum, men altså kun oplade batterier, når generatoren kørte. Det var nok til, at jeg kunne skrive blog, ordne billeder og læse min e-bog.

Jeg var ikke sen til at hoppe i badebukserne og i vandet. Jeg er egentlig ikke så vild med at bade, når jeg ikke kan bunde, men når man sveder så meget, kan man alligevel godt. Jeg svømmede mest i nærheden af båden, så jeg hurtigt kunne få tag i noget. Det viste sig nu også, at jeg ikke var den, som var mindst kry.... Regnen kom kl. 17, og så regnede det mere eller mindre aftenen og natten igennem, men det var ikke en kraftig regn. Der var sjovt nok ingen myg her. Kl. 18.30 fik vi serveret vores første aftensmåltid, som bestod af fisk fra søen, kylling med grøntsager og en suppe med kokosmælk og citrongræs. Det var godt!

Onsdag den 16. juli
Khao Laem-søen er dannet i 1984 i forbindelse med, at man byggede en stor dæmning. Som så mange andre steder var man nødt til at tvangsflytte de mennesker, som boede i det område, som ville blive oversvømmet. Her var det dog mest jungle. Det ser man stadig sporene efter, idet døde træer stikker op af søen mange steder. Vandhøjden varierer op til 15 m. Så vidt jeg lige kunne bedømme på det omkringliggende landskab, var søen på cirka det halve af sit maksimum.

Efter europæisk morgenmad i den mere skrabede ende sejlede vi afsted med Dang i motorbåd mod Coconut Island (på velklingende thai...). Det er den eneste beboede ø i søen. Her høster man kokosnødder i stor stil, ifølge Dang en særlig slags, som ikke indeholder mælk, og som er særligt egnet til chokolade og desserter. Virksomheden er ejet af en pengemand i det sydlige Thailand, så det er kun arbejdere, der bor på øen. De sled og slæbte med at pille kødet af nødderne og derefter rense dem. Det sjoveste var, at det faktisk er en abe, der henter kokosnødderne ned fra toppen af palmerne. Vi så den i aktion, men kun på lang afstand, fordi Dang var bange for, at den ville bide os, hvis vi kom for tæt på..... Jeg tror nu, at det snarere var, fordi vi simpelthen ikke måtte komme ind i det område, hvor den arbejdede. Aben skulle efter sigende kunne nedtage op mod tusind kokosnødder om dagen. Det lyder helt vildt!

Turen tog tre timer, og det meste af tiden gik med at sejle, men det var også fint, for man kunne ikke blive træt af at se på det paradisiske landskab, der omgiver søen.

På vejen tilbage begyndte det at regne igen. Vi spiste frokost, kyllingeboller, kylling med nudler og ananas, maden var virkelig velsmagende på båden. Og herefter var eftermiddagen til fri leg og et studie i, hvordan fem mennesker fordeler fire liggestole, som er stillet op to og to, når de fire, som rejser sammen, ikke kender den femte særligt godt.... Jeg badede, læste og slikkede sol, måske lidt rigeligt af det sidste. Man blev forbavset over, hvor meget magt solen havde, selv bag skyerne.

Aftensmaden var også god med tofusuppe, kylling med cashewnødder og svinekød i stærk kokosmælksauce, og så selvfølgelig ris, ris, ris. Kylling er - som I måske har bemærket - meget anvendt - det er nok relativt billigt kød. Jeg følte mig priviligeret over at have en rigtig thailandsk kok.

Torsdag den 17. juli
Efter et forbigående uvejr tidligt om morgenen strålede solen - ikke fra en skyfri himmel, men der var mere blå himmel, end jeg hidtil havde set hernede. Ikke dårligt, når nu vi havde en længere udflugt på programmet, men på den anden side kunne jeg nu egentlig ikke lige tåle mere sol. Så det var på med en masse solcreme! Desværre for ham var Gert blevet mavesyg, så han kunne ikke komme med.

Vi sejlede med motorbåden til Sangkhlaburi, som er byen, som ligger i den nordligste ende af Khao Laem-søen. Vi besøgte et lille ikke særligt velholdt tempel, som er opført af en munk, som formåede at samle thaierne på den ene side af floden og Mon-folket på den anden side. Vi gik derefter ca. fire kilometer til den anden ende af byen, og henover en interimistisk bambusbro, fordi den træbro, som ellers går over floden, var blevet revet delvist væk af en kraftig strøm for tre år siden. Det var ellers Thailands længste træbro. På den anden side blev vi samlet op af en pick-up, hvor vi blev installeret på ladet. Herefter kørte vi 16 km, til vi kom godt ind i junglen - det sidste stykke foregik ad en stærkt hullet grusvej med kæmpestore vandpytter, så vi blev rystet godt igennem.

Jeg ved ikke, hvad landsbyen, vi kom til hed, men den bebos af Karen-folk, som oprindeligt kommer fra Burma (og vistnok mere oprindeligt fra Tibet....). Vi så først en gummiplantage, og sjovt nok nogle engelske dyrlæger, som var i gang med at kastrere hunde. Meget logisk, dér i junglen....! Nå, men jeg tror nu, de var fra Dyrlæger Uden Grænser, og de skulle naturligvis hjælpe med at begrænse mængden af hunde i landsbyerne.

Så var der "madpakke" bestående af stegte ris i frysepose.... Og vand! Masser af vand! Vi skulle have tanket op, inden vi skulle ride på elefanter. Op på elefantens knæ, op på "elefantmandens" knæ, og så op på elefantens ryg og op i kurven, - sådan kom man op. Jeg delte kurv med Birte, som jo var græsenke på turen. Det var enormt spændende og ind imellem også lidt "farligt" at ride på elefant, og det var et fantastisk landskab, vi kom igennem! Vores guide sprang af og løb rundt og tog billeder med vores kameraer.

Efter en times ridning var vi tilbage ved udgangspunktet, og så var det på med redningsvestene. Den stod nemlig på en halv times river rafting, som jeg var lidt betænkelig ved.... Det viste sig dog at være enormt sjovt, og egentlig slet ikke svært at holde balancen. Nu var det så heller ikke årstiden, hvor floden var vildest, - det er den først om et par måneder. Der var dog nogle franskmænd foran os, der havnede i floden på et lidt vildt sted. Det regnede på hele rafting-turen, og de sidste par minutter rigtig kraftigt. Var vi ikke blevet våde, så blev vi det i hvert fald på sejlturen tilbage til husbåden, som var uden tag, og regnen tog ikke ligefrem af. Heldigvis er regnen her jo ikke kold, som derhjemme.

Trods regn - og det var jo kun til sidst - blev det en fødselsdag fuld af fantastiske oplevelser, og ikke mindst storslået natur og søde mennesker. Hvad mere kan man ønske sig?

Om aftenen opstod der drama! Vores chauffør og skibsdrengen var sejlet til happy hour i Sangkhlaburi i en lille motorbåd. De skulle være tilbage, inden det blev mørkt, men det var de ikke. Omkring kl. 19.30 lød der så råben ude fra søen. Vi fik først at vide, at det var en båd, som var sejlet ind i et træ. Det viste sig dog at være de to gutter, som var kommet i problemer. De havde sejlet det meste af vejen, men da de ikke havde lys på båden, var de blevet anråbt af fremmedpolitiet, som også holder til på søen for at holde øje med illegale flygtninge. Når man bliver anråbt, er man nødt til at standse motoren, da politiet ellers vil skyde. Og så kunne de jo ikke komme videre. Og så tror jeg nok, de råbte, at de var sejlet ind i et træ, for at politiet ikke skulle tro, de var flygtninge, og forstå, at de hørte til hos os. Under alle omstændigheder sejlede vores kaptajn ud og hentede dem. Jeg syntes, de skulle have været sendt i seng uden mad..... ;-)

Fredag den 18. juli
Nu var det tid til at bryde op. Vi spiste vores sidste morgenmad på husbåden og tog så afsked med kokken og skibsdrengen. Jeg tror, mine medpåmønstrede danske venner trængte til at komme derfra. Det har virket lidt, som om de har kedet sig, når vi ikke lige var på tur. Jeg havde jo altid min blog, mine billeder at ordne eller min bog at læse i, men de foretog sig egentlig ikke noget. Tre af dem gik i seng allerede 20.30 torsdag aften. Dem om det, jeg har haft en pragtfuld tur på husbåden! Den tur kan bestemt godt anbefales, hvis nogen overvejer Thailand. Det meste af tiden er man helt væk fra øvrig turisme, og man møder "rigtige" mennesker, som lever et nøjsomt liv i udkantsthailand.

Efter vi var blevet sejlet ind til Sangkhlaburi, kørte vi først til grænsen til Burma, nok mest fordi det kunne være lidt sjovt. Stedet hedder De Tre Pagoders Pas. Som turister måtte vi dog ikke gå ind i Burma, - det kræver også visum! Lokalbefolkningen må dog gerne gå frem og tilbage. I dag var der marked på Thailand-siden, og så strømmede burmeserne til og købte ind. Bemærk lige de gule og røde kyllinger! Sådan noget gør de med dem bare for spas!

Herefter kørte vi med et par stop den lange vej til Suvarnabhumi-lufthavnen nær Bangkok. Jeg tror, det tog næsten tre timer blot at køre gennem Bangkok. Den er enorm! Omkring 14 mio indbyggere i hovedstadsområdet. Motorvejsnettet ligner også noget, jeg har set omkring New York og Los Angeles. Vi ankom ca. 17.30 til lufthavnen.

Jeg skal først videre i morgen, så jeg tog straks en taxa til mit lufthavnshotel, hvor jeg har hygget mig med wifi og roomservice - trængte nok lidt til at være mig selv..... :-)

- Og mit fly fløj altså også henover det østlige Ukraine.... Skrækkelig hændelse!