Profile
Blog
Photos
Videos
Samoansk er et polynesisk sprog. Disse sprog er ofte indbyrdes forståelige til trods for deres store geografiske udbredelse og isolation. Lydene er ret simple, idet der kun er fem vokaler og få konsonanter. Der er stød i samoansk, som angives med den lille apostrof, som I sikkert har bemærket. Stød er jo ikke svært for en dansker.... En karakteristisk ting i samoansk er, at der i et vist omfang anvendes forskellige ord, alt efter hvilken rang den person man taler til har. Et hus hedder FALE, men hvis man taler til en ledende høvding hedder det MAOTA, og til en høvding af lavere rang LAOA. Det må være svært for en dansker at lære.....! Det har jeg nu heller ingen ambitioner om.
Efter morgenmaden i dag - tirsdag - tog vi på Apias marked. Et lille fiskemarked og et stort altmuligmarked. Jeg købte en blå hørskjorte med hvidt tryk til 170 kr. Hvad skal man så med en hawaiiskjorte til 450 kr.....? Jeg fik også købt den obligatoriske køleskabsmagnet og nogle hemmelige ting..... Lige ved siden af markedet blev jeg klippet og barberet for 37 kr. Det var lidt af en oplevelse!
På vej til markedet så vi forresten Apias politigarde trække op til daglig flaghejsning, til al overflod iført nederdele :-)
Herefter delte vore veje. Steffen havde lyst til mere shopping, inden han skulle besøge universitetet, og jeg havde lyst til natur. Så jeg hyrede en taxi til at køre mig til Papase'ea Sliding Rock, som ligger lidt syd for Apia. Det er vel egenlig et vandfald, men det tjener som naturens egen vandrutsjebane. Der er en børnebane og en voksenbane. Jeg fik prøvet voksenbanen én gang. Det krævede lidt overvindelse at sætte af fem meter oppe, men det var da en oplevelse! Jeg var jo nødt til at foregå med et eksempel for nogle new zealandske drenge, som tøvede..... ;-) Jeg havde glemt at få vand med! Det er en alvorlig forglemmelse på disse kanter! Damerne ved indgangen, som netop sad og spiste på gulvet med deres potter og pander, var så søde at give mig vand. Faktisk tilbød de mig også at spise med, men jeg ville snart blive hentet af min taxi, så det havde jeg ikke tid til. Det ville ellers have været interessant! En time havde jeg derude, og det var meget passende. Jeg spiste meget 'lokalt', da jeg kom tilbage. Nogle pølser med stegte ris og grøntsager. Det smagte udmærket og kostede kun 18 kr.
Hotellet er blevet invaderet af 35 new zealandske skolepiger, så der er leben i poolen. Det gør ikke noget, for nu skal vi alligevel videre i morgen.
Vi har haft vores hyr med at finde et sted, hvor vi kunne se traditionel samoansk dans. Ifølge Claus var der ikke noget i de dage, vi er i Apia. Steffen fandt dog et sted i Lonely Planet-guiden, Siva Afi. Man kunne ikke komme i kontakt med dem, så vi tog bare derned. Og der var show, - kun ståpladser til os, men det var fint. Stor oplevelse! Masser af ilddans, fiafia, og andre smukke danse. Mine billeder derfra er ikke gode, men her er et link til Youtube til den interesserede, oven i købet med samme trup:
http://youtu.be/Pp1jQyd7Upg
Der er nogen gange nogen, der spørger mig, om jeg overhovedet betaler skat i Danmark. Jeg får også tit spørgsmålet: "Hvor skal du så hen næste gang?" De aktuelle svar på disse spørgsmål er JA og DET VED JEG IKKE. Jeg erkender blankt, at jeg rejser meget, og det er jo fordi, jeg elsker det. Sådan har det ikke altid været. Fra 1992 til 2006 var jeg på én lillebitte tur til Berlin. I sommeren 2006 tog jeg på en kort visit i Amsterdam, for ligesom at prøve det der med at rejse af igen, og siden da har jeg været mange meget forskellige steder. Jeg kan godt lide alle rejserne, men her i Samoa har jeg nu alligevel fornemmelsen af noget ultimativt. Så langt væk hjemmefra, så tropisk, så anderledes! Jeg nyder hver dag! Vores rejse har nu snart varet tre uger, og jeg er slet ikke træt af det. Slet ikke! Så er det jo godt, at vi stadig har to uger tilbage :-)
- comments
mor og far Sikken fødselsdagsgave du fik med den ilddans. TILLYKKE med dagen! Vi ønsker dig fortsat en dejlig dag - og held og lykke med turen videre frem!
Søren Tak skal I have!