Jeg tror ikke, jeg nogensinde har svedt så meget som i dag. Efter morgenmaden gik vi en lille kilometer ned til metodistkirken ved vandet, og jeg var allerede gennemblødt af sved, da jeg satte mig på kirkebænken. Vi var der lidt i ni, og gudstjenesten var allerede i gang. Så godt som alle, bortset fra os, var klædt i deres fineste hvide puds, mange af damerne med fine stivede hatte, de fleste af mændene i lava lava. Vi prøvede at gøre som dem, men kunne selvfølgelig ikke synge med på deres samoanske salmer. Det lød så smukt! Prædikenen lød lidt som en dundertale - men det eneste vi kunne forstå var IESU og AMEN. Præsten kom ned bagefter og takkede os, fordi vi var kommet. Vi takkede også.

Byen var præget af søndagen. Ikke mange mennesker, ikke mange biler. Ind imellem så vi folk på vej til kirke med deres salmebog i hånden, og vi kom forbi andre kirker med salmesang. Vi trissede videre på må og få og endte på en tange, som går fra havnen mod nordvest. Vi kom forbi en del mindesmærker for faldne i et søslag i 1899 - tyskere, englændere, amerikanere. Samoa blev herefter ved en traktat givet til Tyskland og blev herefter kaldt Vestsamoa frem til 1997. Det østlige Samoa tilfaldt USA, som det stadig tilhører, og det hedder Amerikansk Samoa. I 1914 blev Samoa new zealandsk, indtil det i 1962 blev den første selvstændige polynesiske stat. Der bor knap 200.000 mennesker i Samoa, heraf ca. 38.000 i Apia, som udtales med tryk på i'et.

Da vi nåede enden af vejen, vendte vi om og gik samme vej tilbage. Jeg havde for længst fundet min svedklud frem og droppet at have briller på. De dugger og glider ned ad næsen.... Vi stoppede ved en hotelrestaurant for at få noget at drikke og endte så med også at spise lidt tidlig frokost dér. De er altså virkelig så søde de samoanere! De smiler over hele femøren, hvis man får øjenkontakt, ung som gammel, og spørger interesseret. Man kan kun blive i godt humør af at være her! Jeg synes også, de er smukke. Man ser mange virkeligt overvægtige - samoanerne hører til de mest overvægtige i verden - men det bliver de jo ikke nødvendigvis grimme af.

Det blev vel egentlig til en pænt lang tur, navnlig nok fordi vores tempo var ret adstadigt i den fugtige varme. Jeg tror, vi var tilbage på hotellet omkring kl. 13. Jeg styrede lige mod badebukserne og derefter poolen. Steffen fulgte snart efter, og så stod den på et par timers driverliv ved poolen. Ikke helt dårligt! Det var i hvert fald, hvad jeg trængte til, efter at have været badet i sved.

Steffen er flyttet. Så gik den ikke længere.... Jeg må åbenbart være noget af en prøvelse! Måske lugter jeg af sved (det gør jeg!).... Pjank, pjank - Steffen er flyttet til et andet hotel for én nat, så kommer han her tilbage. Vi har vidst lige siden, vi bookede, at der var problemer med det ene værelse i én nat. Steffen blev den udvalgte, mest fordi det alligevel var ham, der mistede sit værelse. Det har vi ikke sloges om.... ;-)

Trods uvenskabet tog vi alligevel ud at spise aftensmad sammen. På en lidt speciel måde. Steffen havde inden vores afrejse fået kontakt med Timo, en amerikaner fra Alaska, som er gift med en samoansk kvinde. Det er en lang historie, som jeg lige nu vil koge ned til, at han kan skaffe os nogle gutter, som kan hjælpe os med at komme til en helligdom, når vi kommer til Savai'i i næste uge. Den er ellers nærmest utilgængelig. Timo har en take-away her i Apia, og det var dér, vi spiste. Og snakkede med ham. Jeg fik kyllingeburger med kartoffelsalat til 15 kr. Steffen spiste for hele 20 kr.!!! Og jeg fik endda myggestik med i købet!

Sådan gik endnu en feriedag. En god én af slagsen, selv om vi på papiret ikke besøgte en eneste turistattraktion.