Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag den 17. juli
Nu er det for alvor blevet tid til superlativerne, hvis det ikke har været det før! Vi kørte fra Apia til Lalumanu på Upolus sydøstspids med en taxi. Vi havde aftalt en pris på 325 kr., inkl. to stop undervejs. Ruten var så smuk! Først regnskov, så bjergluft, og de sidste mange kilometer palmeskov og brusende bølger.
Vores første stop var ved vandfaldet Papapapaitai midt på øen. Vi standsede ved et udsigtspunkt, hvor der var meget langt ned. Vores chauffør fortalte - trods sit dårlige engelsk - at der for fire måneder siden var en amerikaner, der var kørt ud over kanten og faldet de 400 m ned. En uhyggelig tanke, syntes jeg.... Han var naturligvis omkommet.
Vi kørte videre og fik et ekstra gratis stop ved endnu et vandfald, Sopoaga, som nærmest var endnu smukkere. Udsigtspunktet var en skøn have, hvor man kunne gå rundt og kigge på traditionelle samoanske redskaber og instrumenter. Vores chauffør var meget flink til at demonstrere. Det kostede 12,50 kr. at komme ind.
Tilbage ved kysten besøgte vi et meget specielt sted, To Sua, hvor der er to store huller i klippen, hvori der løber havvand. Det ene hul har så dybt vand, at man kan springe i det, hvis man tør. Der er mindst 10 meter ned fra der, hvor man sætter af. Man kan også kravle ned ad en træstige. Ingen af os havde lyst til hverken at springe eller kravle, men vi kunne godt nyde synet af andre, der havde. Stedet bød også på nogle blæsehuller i lavaklippen, hvorigennem vandet fra havet sprøjter op. Entreen var ca. 38 kr.
Vi ankom til vores logi, Taufua, omkring kl. 13.30. Det ligger direkte på den skønneste sandstrand med udsigt til en nærliggende klippeø, og ellers til Antarktis.... ;-) Vi skulle dog bo den første nat i en slags annex nogle kilometer oppe ad et bjerg. Ikke ringere, for derfra er der en fantastisk udsigt! Vi kan blive kørt frem og tilbage mellem strand og bjerg, så tit vi vil. Torsdag flytter vi så i en åben fale - ja, hver sin - på stranden, hvor vi skal sove to nætter. Vi betaler i gennemsnit 325 kr. pr. snude pr. nat, og det inkluderer morgen- og aftensmad. Frokost kan man spise på stedet for ca. 50 kr., eller man kan tage på tur. Her er ikke wifi, men jeg har nu købt en adgang på nabologiet.
Aftensmaden skulle vise sig at blive en positiv overraskelse. De havde dækket op ved to langborde, hvilket gjorde, at man let kom til at sludre med andre. Vi faldt i snak med en rigtig britisk levemand og tre unge new zealandske kvinder, som er på vinterferie. Her er det jo teknisk set også vinter, men det betyder kun, at det ikke regner så meget. Der var masser af mad og god mad. Kartoffelmos, små forårsruller, svinekød i karry, salat, pasta med kød, hummer og appelsiner. Hvad mere kan man forlange af sin fødselsdagsmiddag?
Og så var der show! Vi var så heldige, at der netop om onsdagen er polynesisk aften med både sang og dans her på Taufua. Det var en trup fra en nærliggende landsby, og de var superdygtige, navnlig mændene, som tilmed var mere end nydelige! Der var også ilddans. Jeg lægger nok et par Youtube-links på facebook, når jeg kan komme afsted med det.
Sådan fik jeg en fantastisk fødselsdag med underskøn natur, god mad og uovertruffen underholdning. Jeg smiler stort!
- comments
Randi Lyder nærmest himmelsk!:-))
mor og far Hele Samoa har fejret dig, kære søn!