Profile
Blog
Photos
Videos
Nu ER vi kommet om på den anden side af kloden!!!
Det var én af de flyvninger, hvor folk havde afsindigt meget håndbagage med. Det tog tid at få det stuvet på plads i kabinen, og blandt andet derfor kom vi for sent afsted fra Honolulu. En god halv times tid. Vi havde kun vores små rygsække, så vi kunne bare sidde og nyde forvirringen.... Ellers gik flyveturen planmæssigt. Vi fik vores anden morgenmad og fik begge blundet af og til.
Vi blev modtaget i Faleolo-lufthavnen med samoansk musik.
Vores næsten første møde med en samoansk mand foregik i nederdel.... altså han var i nederdel, og så var han endda politimand med kasket og det hele. Det hedder faktisk en LAVALAVA, og den er sikkert behagelig i varmen, selv om jeg nu næppe vil prøve.....
Man kunne hurtigt mærke, at varmen her er fugtigere end på Hawaii. Temperaturen er nogenlunde den samme, men luften er tæt af fugt. Vi blev indfanget af en taxachauffør, hvilket passede os fint, da vi ikke havde planlagt transfer til Apia. Der er XX km fra Faleolo til Apia, og chaufføren skulle have 150 kr. for turen. Det syntes vi, var rimeligt. Chaufføren var også i nederdel. Strækningen var nærmest ét langt beboelseskvarter, og et meget nydeligt et af slagsen. Man kunne tydeligt se, at vi nu er kommet til et helt andet land, at vi har forladt USA, som Hawaii trods alt er en del af. Vi så et hav af åbne huse, som blot består af et gulv og et tag på nogle søjler. Chaufføren fortalte, at dér holdt man møder (i landsbyen...), men vi har en fornemmelse af, at de nok også tjener et andet formål, simpelthen fordi der er så mange af dem. En anden iøjnefaldende ting er de mange kirker, og store kirker. Samoanerne er meget troende, og det fik vi da bevis for. Tilsyneladende taler de udmærket engelsk, men det er naturligvis samoansk - et polynesisk sprog - der er deres modersmål. Det lyder ret pænt - harmonisk på en måde. Jeg kan indtil videre kun sige TALOFA, som er en hilsen ligesom det beslægtede hawaiianske ALOHA, som I nok kender.
Vi blev indlogeret på Samoa Outrigger's Hotel, hvor vi skal bo i fire nætter. De er SÅ søde her, og vi har fået hver et værelse pyntet med blomster, og med aircondition og egen terrasse. Simpelthen så fint! Wifi er til gengæld dyrt, 75 kr. for to timer, men jeg kan jo ikke leve uden.... ;-) Man skal bare sørge for at logge af, når man ikke lige bruger det, så tæller tiden ikke. Nå men, vi havde jo ikke rigtig fået noget frokost, så vi fandt et nærliggende pizzeria, hvor vi delte en familiepizza. Og så kom regnen! Rigtig gedigen tropisk regn, så voldsom som jeg aldrig har set den før. Ind imellem tog den lidt af, men kun for at komme igen med fornyet styrke. Det lykkedes os at få handlet enkelte fornødenheder i et supermarked, hvor der gik en høne rundt, men vi aflyste vores plan om at gå ned i Apias centrum.
Nu er klokken såmænd allerede blevet 19.30, og jeg tror, vi først kommer til at se nærmere på Apia i morgen. Hastværk er lastværk, og vi har trods alt også været oppe siden kl. 4.30 i morges. Jeg kan sagtens finde ud af at slappe af!
- comments
Søren Der skulle stå 40 km.....
mor og far Du må hellere købe dig en nederdel - den vil uden tvivl klæde dig! men lad nu være med at blive mormon!
Søren Jeg kan faktisk godt garantere, at jeg hverken køber en nederdel eller bliver mormon.... :-)