Profile
Blog
Photos
Videos
Forfatteren Robert Louis Stevenson (Skatteøen) levede de sidste år af sit liv i Samoa. Han boede i den sydlige udkant af Apia, dér hvor man begynder at komme op i bjergene. Hans hus er nu museum. Vi tog dertil med taxa sidst på formiddagen og fik en guidet rundvisning. Det var ganske interessant. Han kom hertil i 1890 med sin mor, sin amerikanske hustru og hendes søn og datter. Han var allerede syg af tuberkulose. Han var meget afholdt af samoanerne, som han hjalp på mange måder. Han døde i 1894 med støvlerne på, angiveligt af en hjerneblødning. Han blev efter eget ønske begravet på toppen af Vaea-bjerget, som hans hus ligger for foden af.
Vi gik derfra ned i en såkaldt botanisk have (for mig var det bare en lidt vild tropisk have), som viste sig at være indgangen til naturreservatet omkring Vaea-bjerget. Vi blev mødt af en stolt parkbetjent, som fortalte om projektet. Han anbefalede os at gå op på bjerget, men vi orkede ikke i middagsheden. Desuden havde vi hørt på Stevenson-museet, at stien derop er usikker som følge af en historisk voldsom cyklon i december sidste år. Og så begyndte det også at regne. Ikke så voldsomt som i forgårs, og ikke så længe. Vi gik tilbage til vores hotel og fouragerede lidt undervejs.
Hjemme mødte vi Claus Hermansen for første gang. Han er dansker og ejer vores hotel. Han er samoansk gift og har boet her i 19 år. Vi spiste madder med peanutbutter og tun, og stillede derefter Claus et væld af spørgsmål. Han svarede beredvilligt. Her er et par interessante indslag:
Unge mennesker bliver boende hjemme selv efter, de er blevet gift og har fået børn. Hvis de har arbejde, skal de betale næsten hele deres løn til forældrene. Hvis der skal være bryllup eller begravelse i familien, får de ordre om at tage fx en kasse 'Jaka bov' med til høvdingen, som så kan distribuere varerne efter forgodtbefindende. I den gamle kultur skulle man medbringe måtter, som man brugte som en slags penge. I dag fører det til, at mange - især unge - må gældsætte sig for at kunne yde deres bidrag til familien i bred forstand. Ifølge Claus finder man hele tiden på anledninger til den slags købmandskab. Præsterne har særstatus. Hvis præsten har brug for en ny bil, så må man bare punge ud.
Tidligere var det ikke ualmindeligt, at man havde en 'familietransvestit' - en fa'afafine. Hvis en mand fik mange sønner, kunne han bestemme, at én af dem skulle leve som kvinde, så han kunne hjælpe til i hjemmet. I dag er det i højere grad den unge mands eget valg, men fa'afafinerne er en accepteret gruppe, som en slags tredje køn. De er en vigtig drivkraft i kulturlivet. Interessant, ikke?
Vi er begyndt at tage taxa en del. Det er rart i varmen, og billigt. En kort tur koster ca. 12 kr. Omkring solnedgang tog vi en taxa til havnen og gik en lille tur, inden vi drak cocktails og spiste fisk på den lidt dyrere restaurant Paddles. I går spiste vi billigt, i dag 10 gange dyrere, - det er OK!
- comments
mor og far Sjovt at I møder danskere overalt - er det ligesom gråspurvene?
Søren Måske :-) Men de fleste af dem har jo ikke været helt tilfældige. Det var Claus dog, selv om vi godt vidste det i forvejen. Steffen havde skrevet lidt med ham.