Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag havde vi først undervisning med Mr. Jerry Pang, det er helt klart de bedste timer vi har. Vi laver oplæg omkring vores oplevelser her i Kina og så har vi nogle gode diskussioner omkring vores forskelligheder. Han er tosset med os, og vi er tosset med ham. Om eftermiddagen havde vi undervisning med Alexander, som har startet eget marketings firma her i Shanghai og skal være en del af vores business case. Meget spændende også.
Peter er kommet tilbage til Shanghai fra Danmark, så vi skulle alle have en samtale med ham omkring hvordan det går her. Det går godt!
Om aftenen skulle vi til koncert med Paul Kalkbrenner (Tysk DJ) inde på Muse. De havde simpelthen lukket så mega mange mennesker ind at det var umuligt at komme rundt omkring. Samtidig må man jo ryge overalt, og deres aircondition var ikke slået til, så det var ekstremt tilrøget og varmt. Så det var ikke den vildeste oplevelse.
Lørdag tog Marie, Mona og jeg ind til Peoples Park, hvor der hver weekend er Marriage market. Her kommer forældre ind med en beskrivelse/annonce omkring deres barn og forsøger så på bedste vis, at få dem "solgt"/giftet væk. Og forældre går rundt og tager notater og søger efter lykken for deres barn. Hvis man ikke har tid, så findes der også bureauer som kan gøre hele arbejdet for en. Det var egentligt ganske hyggeligt, men på samme tid meget skræmmende. Vi stoppede op et random sted for at kigge lidt nærmere på alder, vægt og højde og "sælgeren" kom hen til os og det viste sig så hun snakkede lidt engelsk. Vi spurgte lidt ind til nogle forskellige annoncer og hun fik så at vide, at vi er fra Danmark. Pludselig hiver hun en blok frem, hvor Emil Thorup (Dr3 vært "Kridhvid i Kina" (kommer til efteråret)) så har skrevet sig selv ind. Det var så mega tilfældigt og vildt sjovt. Damen synes også det var mægtig sjovt og prøvede på bedste vis at sælge ham til os. Tak, men nej tak!
Dernæst var det blevet tid til middagsmad og vi gik hen for at tacoyaki ved et street kitchen. Det er en japansk lille dej-æbleskive med grønsager og blæksprutter i. Mmm - lækkert. Med fyldte maver fandt vi frem til Sightseeing bussen og nu skulle vi være turister i vores egen by. Resten af eftermiddagen gik så med at se Shanghai fra en bus, samt nogle steder hvor vi hoppede af og kiggede lidt rundt. Grænsen for hvornår vi ikke er turister mere, har vi tydeligvis ikke nået endnu.
Om aftenen stod den på engangsgrill, hotdogs og øl. Vi sad udenfor og hyggede det meste af aftenen og nød at få en ægte hotdog med brød, pølser, ketchup, sennep, ristede løg og syltede agurker, alt fra IKEA.
Søndag startede det dårlige vejr desværre igen. Det har regnet det meste af dagen, men det har været skønt. Der har ikke været så meget smog i luften, ja det har næsten været helt sundt at trække vejret. Mona, Camilla, Isabelle og jeg tog vi til South Bund Fabric Marked ved Nanpu Bridge Station. Mona skulle hente en jakke, som er blevet syet til hende og jeg ville gerne have syet et sæt, en jakke og en nederdel. Camilla og Isabella havde ikke været der før, så de var vildt imponeret over det. Monas jakke var desværre ikke klar da vi ankom, men vi skulle lige vente 1,5 time. Så den tid blev brugt på at gå rundt til diverse forhandlere og se hvilke stoffer de havde og finde ud af hvem der kunne sy noget til mig, blot ud fra et billede. Jeg fandt et sted og blev målt fra top til tå og skal nu komme tilbage næste søndag for at hente mit sæt. Jeg glæder mig som en lille hund.
Aftenen gik med at få ordnet noget arbejde for Stellar Works. Vi har fået ca. 200 visitkort, som skal skrives ind i et excel-ark med alle mulige detaljer. Total DUM-I-ARBEJDE, men det skulle jo laves færdigt.
Til aften tog Mona og jeg hen til en Xiabu Xiabu restaurant. Her bestiller man suppegryde, en masse grøntsager, kød og hvad man ellers lyster. Så kommer det hele råt ind på bordet og så skal man ellers selv sidder og koge/tilberede det. Det er vildt lækkert og hyggeligt.
I morgen mandag starter undervisningen for alvor, så det bliver spændende at komme i gang med noget rigtig undervisning.
- comments