Mit værelse på Møllen er pakket sammen, min computer er kommet tilbage i en ny og forbedret udgave (dumt at tabe den på gulvet og få den sendt til 14 dages reparation lige inden afrejse), rep. stævne er overstået, den store kuffert er pakket og jeg er klar til at tage af sted.

I går søndag, viste allerede hvor svært jeg ville få ved at sige farvel. Det hele startede med folkene til rep. stævne, senere Tobias og så morfar til sidst. Men det betyder vel bare, at jeg har det godt hjemme og har noget godt at vende hjem til.

Nu var det altså endelig blevet mandag og jeg skulle afsted, og jeg stod tidligt op og fik styr på de sidste ting inden Julie kom forbi og sagde farvel. Så her skulle også lige tages afsked med mor, Stine, Julle og Mulle inden far og jeg kunne køre ind til Herning banegård. Her fik far og jeg sagt farvel, og jeg vidste nu, at nu var det altså Soffi og Kina-land.

Der har været lidt meget bøvl med det her Kina-projekt, og det har flere gange hængt i en tynd tråd, men nu var der ingen vej tilbage.

Jeg skulle med toget fra Herning over Fredericia og så videre mod CPH lufthavn. Godt jeg havde lommetørklæder med til den tur, for der var lidt mange tårer som pressede sig på. Da jeg kom til lufthavnen fik jeg afleveret min bagage og fandt gaten, så jeg var klar. Mit fly stod lige ude på den anden side af vinduet ved gaten og nu var det altså nu. Jeg fik tjekke facebook, instagram, sendt nogle sms´er og snapchats og så var jeg klar til at boarde. Da flyet begyndte at køre ud mod landingsbanen måtte jeg igen have fat i nogle lommetørklæder og den ældre herre ved siden af mig kiggede medfølende på mig. Jeg siger, hele tiden til mig selv, at det nok skal blive vildt godt og spændende, men der er bare nogle tårer som skal ud. Derefter gik der ikke mange minutter så sov jeg, og vågnede så igen da piloten gjorde klar til landing i Helsinki.

Her havde jeg så en time inden mit fly direkte mod Shanghai lettede. Da jeg ankom til gaten gik det virkelig op for mig, at Kina-land jo er fyldt med nesere. De kinesere var selvfølgelig overalt ved gaten - hurra for det, så var jeg da i det mindste det rigtige sted.

De første to timer i flyet brugte jeg på at sove og blev så vækket ved at der var mad. Så nu sidder jeg så i flyveren ved vinduet, har lige fået et måltid mad og læst lidt i ´Turen går til Kina´. Min sidemakker er en matrone fra Finland på godt 100 kg. Hun har lidt svært ved at sidde med det lille flybord slået ned og madbakken foran sig. Men hun er sød og venlig og vi skal nok komme sikkert til Shanghai.