Ja, der er jo gået lidt tid siden sidste indlæg. Til jer, der stadig måtte være i tvivl, har vi ikke været i Helsinki, Finland. Vi er stadig i Peru og Cuzco.

Forrige mandag, d. 3. oktober, påbegyndte vi vores frivillige arbejde. Vi er tilknyttet en skole for godt 50 unge stjerneskud, der på trods af ekstrem fattigdom og ustabile familiesituationer(et fåtal har fortsat begge forældre, herudover er mange af dem alkoholikere - altså forældrene) hersker der ekstrem livsglæde, der ikke kan andet end smitte. På trods af den korte tid vi har været der, er vi delvist inde i en rytme. Når vi ankommer, går vi som det første i gang med at lave morgenmad. Her kan 'Spice med Price', 'Det muntre køkken' og hvad det ellers hedder, godt gå hjem, for når vi svinger gryderne er det altså føde til michelin-stjerner. Der bliver serveret ris med tun, ris med tun og pasta og ris med tun og kartoffel - og om fredagen skal de forkæles med den peruvianske version af RISengrød. Når alt det er sagt, er det selvfølgelig herligt at projektet tager hånd om en så vigtig ting for børnene, nemlig at de får noget ordentlig mad - noget mange af dem ikke er forvendt med. Efter maden hopper vi i reglen ud til frikvarter med børnene, hvor laver en blanding mellem at være gårdvagt, svingmølle og generel leg. Inden vi går hjem, hjælper vi enten med undervisning eller har en praktisk opgave, eksempelvis med at organisere skolens bibliotek.

Det værste ved arbejdet er at det desværre er lokaliseret i den HELT anden ende af byen, hvilket betyder 50 minutter i bus hver vej, hver dag(så er det jo godt bussen kun koster 1,2 kr. pr. gang). Vi ser virkelig frem til den kommende tid der, med både børn og skolens fem lærerinder. Her skal vi bl.a. præsentere vores land og lære dem nogle enkelte danske fraser. Vi har endda været så kreative, at en fejende fornem planche om Danmark er konstrueret, og på skolebiblioteket er der hentet et par H.C. Andersen-eventyr

Ellers har den altoverskyggende oplevelse været vores tur til Machu Picchu, inkaernes ypperste bidrag til verdensarven. Og turen skuffede ikke. Faktisk kan det næsten ikke retfærdiggøres at gengive den på hverken skrift eller i billeder, for det vil aldrig kunne udøve selve oplevelsen retfærdighed. Men her prøver vi så:

Vi hoppede tidligt af sted søndag morgen, hvor vores 'team' blev samlet. Os, Joe og Erik, Matt, samt amerikanske Claire fra skolen. Skæbnen ville så åbenbart at vi blev forstærket af to danskere(som vi fredagen inden havde mødt i byen), Kasper og Rasmus fra Ikast, backpackere på gennemrejse i Cuzco. Herefter stak vores bus mod Inka-land, op, op, op indtil bussen parkerede på verdens mest tomme resteplads, på toppen af et bjerg, midt i en sky, hvor regnen også kølede os gevaldigt. Her startede vores tur! Vi skulle således forcere en nedkørsel på over 40 kilometer, i syndfloder af vand og hårnålesving, først på asfalt og derefter grus/jord/mudder indtil vi ankom til vores frokost-sted, hvorefter solen selvfølgelig brød frem. Troede vi, at vi havde fået nok vand for den dag, tog vi fejl. Om aftenen stod den rafting. For Emils vedkommende gjaldt det sin jomfrutur, mens Simon tidligere har testet uregerlige floder i Tyrkiet. Det kunne dog ikke måle sig med det her! En fantastisk omgang, med masser af grin og vand, på en, lad os kalde den, meget udfordrende tur. Og fantastiske omgivelser, med aftenmørket, der langsomt sænkede sig over dalen, hvor sneklædte bjergtoppe tårnede sig op i baggrunden.

Andendagen stod i gåningens tegn. Op, ned, ligeud hele dagen, hvor begrebet 'junglesti' for os fik en helt ny betydning. Vi oplevede peruviansk gæstfrihed langs ruten. Vi så aber, firben, nogle pungrotte-agtige ting, papegøjer og nok verdens grimmeste kalkuner langs en tur i tætpakket grønt sceneri, kun afbrudt af blå himmel og brusende floder. Myg så vi dog ingen af, men aftenen og de følgende dage viste os, at de i den grad også har været til stede. Vi så cocablade-plantager og vandfald, gik langs oprindelige inkastier, og vi afsluttede dagen bedst muligt, ved at smække vores nu solbrændte kroppe ned i de varme kilder nær Santa Teresa, vores overnatningsby. Her var der sørme byfest, og da vi selvfølgelig ikke ville være uhøflige, blev det også af os fejret.

Vi skiltes på tredjedagen. Simon valgte at fortsætte med at gå i den flotte natur, mens Emil hoppede på en zipline-tur; eller rent faktisk seks ture, hvor han bl.a. ramte en topfart på 65 km/t med jorden 150 meter under sig! (endnu) En super oplevelse!

Efter frokost mødtes hele banden så igen, for at gå det sidste stykke langs - eller på - jernbanen til Aguas Calientes, byen nedenfor Machu Picchu. Her røg vi mere eller mindre direkte i seng, for kl. 04:00 onsdag nat skulle vi af sted mod turens klimaks. Turen derop gjorde dog, at der skulle en overordentlig stor oplevelse til at gøre det værd at forcere de milliarder af stejle trapper, der var. Aldrig har vi svedt så meget, så tidligt. Heldigvis skuffede et af verdens syv vidundere os ikke. Indhyllet i skyer, der smøg sig om de omkringliggende bjerge, kom den gamle inka-by, der for præcis 100 år siden blev præsenteret for verden, til syne. Vores i øvrigt fremragende guide på hele turen, Kenneth(kaldet Kenny eller Ken-Why), viste os rundt de første to timer på det historiske sted, hvor vi stødte ind i såvel køkkener, toiletter, omklædningsrum og majestætiske bygninger som soltemplet og kondortemplet(kondoren var en hellig fugl for inkaerne). Efter rundguiden skulle vores seksmandsgruppe forcere endnu et bjerg. Vi havde således bestilt indgang til Wuynapicchu, der ligger 200 meter højere oppe end Machupicchus ca. 2400 meter, og som udover udsigten også rummer byens månetempel. Her blev især Simons højdeskræk sat på prøve, udover selvfølgelig begges bentøj, for det bjerg her var altså stejlt. Lodrette sider med flere hundrede meters frie fald var overalt, men for fanden, hvor var udsigten spektakulær og fremragende.

Vi vendte tilbage til Aguas Calientes ved tre-tiden, fik noget føde, inden vi satte os i toget og i sidste instans vendte tilbage til Cuzco omkring kl. 22, en kæmpe oplevelse rigere(billeder fra hele turen kan også ses på bloggen, inklusiv en video fra Emils zipline-tour).

I går, fredag, blev det meste af dagen brugt på afslapning ovenpå vore nye bekendtskaber, Rasmus og Kaspers sidste aften i Cuzco torsdag. Denne blev selvfølgelig fejret eftertrykkeligt, med chifa og alkohol(læs: teapots på Indigo), en uafvigelig partystarter her i Cuzco. Nå, men efter vi altså endelig kom op fredag hoppede vi ind til Plaza de Armas, for at mødes med vores amerikanske venner. Vi blev af Erik oplyst at der fandt en koncert sted i San Blas-bydelen(Cuzcos boheme-agtige, kunstneriske bydel). Det var Cuzcos lokale symfoni, der i smukt og noget pompøst sceneri i San Blas-kirken spillede både Mozart, Brahms og lokale kompositioner så hårene rejste sig.

Herefter fik vi rejsens første pizza. Et lille - meget lille - sted, hvor pizzaen blev både tilberedt og bagt i selve restauranten. Tomatsaucen var nylavet, pizzaen blev bagt i stenovn og pyntet for øjnene af os, mens vi blev serviceret af Perus mest overgearet rare tjenerinde. Men fint var'et sku'!

Hvad står det næste stykke tid så på? Jo, mandag morgen påbegyndes det frivillige arbejde igen for alvor. 4 ugers arbejde ligger foran os i ASVIN sammen med ungerne. Ellers planlægger vi en stadion-tur søndag. Forhåbningen er, at den bliver en del mere succesfuld end første gang, hvor kampen var noget af en langgaber. Denne gang møder Cienciano en af den peruvianske ligas mere tvivlsomme hold, Cobresol, hvilket forhåbentlig betyder både sejr og mål til hjemmeholdet.

Ha' det godt!

/Simon & Emil

PS: I småtingsafdelingen kan det oplyses at vi frem til slutningen af oktober ikke længere har andensalen for os selv. Den og toilettet skal vi nu dele med Andrea fra Rio, der studerer på skolen. Derudover blev vi forleden bremset af en horde af unge, veldrejede peruvianske tøser midt på Plaza de Armas, der rakte deres kameraer mod os. Hvorfor? Fordi de ville have et billede MED os; to ekstremt flotte fyre, der med pigernes ord "lignede berømtheder, som f.eks. Mick Jagger…"

Og Danmark har kvalificeret sig til EM! Ja tak!