Ohøj i det danske kongerige. Hermed endnu en opdatering fra señores Simon og Emil.

Her går det - fortsat - strygende, og vanen tro har også den seneste tid her i Cuzco budt på masser af oplevelser.

Forrige mandag var vi lidt usikre på hvad vores dag skulle byde på. Efter endt arbejde, kiggede vi kedsommeligt ud af vinduet, direkte ind i et af dalens omkringliggende bjerge. Kort efter blev tanke gjort til handling, da vi besluttede os for at forcere bjerget(og her taler vi altså ikke 'Himmelbjerget'). Vi pakkede tasken med de mest nødvendige ting(et par kolde øl, chokolade, samt musik og højtalere), hoppede i solide løbesko og så var vi ellers af sted. Problemfri blev turen selvfølgelig ikke. Som indskudt bemærkning kan det oplyses at omstrejfende i Cuzco's gader eksisterer en bemanding på tonsvis af hjemløse hunde(alle dog rabies-vaksinerede!!!), der med Poul Thomsens ord er 'meget territoriale'. Også på bjerget, og vi måtte således tænke i alternative ruter for at redde vores bentøj fra skambidning(samme scene udspillede sig en dag på vores arbejdsplads, hvor flere hunde bed ud efter Emil, hvorfor vi nu, hver morgen, samler et par jævnt hårde sten op, når vi stiger af bussen). Tilbage til bjergbestigningen, hvor toppen blev nået og gav den nok bedste udsigt over Cuzco by, formet i inka-tid som en puma, liggende i dalen. Sceneriet kunne med rette have ført til en fremragende reklame-film for de kolde øl, der blev nydt på toppen.

Dagen inden - søndag - havde vi, som proklameret i sidste indlæg, en stadiontur. Og ganske som håbet blev denne kamp noget mere succesfuld end første. 5-0, og så var den ged barberet...

Efterfølgende hoppede vi på kaffe/kagebar, hvor kvaliteten var overraskende god, udvalget af lagkager og tærter overraskende stort og priserne mere end tilforladelige (alt sammen noget, der med statsgaranti vil kunne gøre i hvert fald Simons mor jaloux).

Foran venter nu Cienciano ligaens største udfordring, når storholdet fra Lima, Universitario kommer på besøg på søndag. Mon ikke vi endnu engang vil være at finde på Estadio Garcilaso der?

I Peru - og latinamerika generelt - er salsa, såvel musik som dans, endog meget populært. Efter at store dele af vores omgangskreds gennem længere tid har plaget for at se vores erotisk buttede kroppe på dansegulvet, kapitulerede vi og mødte op. Heldigvis endte vi ikke med at fortryde, for selvom der også blev danset under den times undervisning vi fik, blev der også i rigelige mængder skraldgrinet over vores evner(eller mangel på samme) udi de forskellige trin. Og til jer, der læser dette og ikke besidder humor; nej, vi er ikke blevet homoseksuelle. Men sjovt var det i den grad.

Sidste søndag, d. 23. oktober, tog vi på tur. Vi har i lang tid ønsket at tage et blik på Valle Sagrado, den nærliggende dal, hvor Urubamba-floden strømmer igennem, som rummer store dele af de gamle inkamonumenter og som er en af regionens store 'turist-flagskibe'. Således arrangerer de horder af agenturer på og omkring Cuzco centrum heldagsture til netop Valle Sagrado. Vores medfødte nordjyske nærighed, samt, vigtig nok, vores efterhånden store kendskab til området, gjorde at vi selv arrangerede. Det betød at vi efter morgenmaden steg på en bus til den første af de ønskede destinationer, og så måtte vi tage den derfra. Det blev heldigvis en succes. Vi startede med at komme til Pisac, en lille, hyggelig landsby i bunden af dalen, der udmærker sig ved regionens største marked. Lidt udenfor Pisac tårner bjergerne sig igen op, og på toppen af en af dem, ligger et kæmpe monument af velbevaret inka-by. Igen skulle der dog forceres en helvedes masse trapper for at nå toppen, men her er vi jo trods alt i træning. Vi kom lidt senere fra Pisac en planlagt(vi blev bl.a. forsinket af et stop på det, der uden tvivl må kåres til verdens lækreste café; en lille baggård, brosten, badet i sol, åben ovn med friskbagt, velsmagende empenadas, træstole beklædt med alpacauld og en djævelsk god kop kaffe). Vi skulle således nå inkamonumentet i Ollantaytambo, men under transporten hertil, finder vi ud af at det lukker kl. 17. Da bussen så stoppede kl. 16.43 satte vi således i løb, igen over en pæn del trapper(vi er stadig ømme i lårene), men heldigvis nåede vi også det, endda med masser af tid til at opleve det, havde det ikke været for den sværm af pensionister, der i snegletempo forcerede samme trapper. Derefter satte vi kurs mod centrum af den lille by(hvoraf mange af gaderne er oprindelige inka-gader), hvor vi satte os til aftensmad med en kold, velfortjent øl, en fremragende, stenovnsbagt pizza og - for det ikke skal være løgn - et slag skak. Da klokken blev henad otte måtte vi hellere sætte kursen tilbage mod Cuzco, men pludselig blev gode råd dyre, for hvor mange busser kører fra dalen efter kl. 19? Svar: ingen. Vi allierede os med to jævnaldrende peruvianere, som havde begået samme fejl, men i sidste ende måtte vi se stort på deres hjælp, da vi to danskere så vores chance og hoppede på en propfyldt minibus, der til overbetaling fragtede os den halvanden time lange tur tilbage til Cuzco, men hjem kom vi da, efter en fremragende dag med høj sol og masser af kultur.

Fredag havde vi store planer i støbeskeen. Vi havde i supermarkedet købt et par go'e(læs: billige) flasker rosé, som efter et døgn i køleren var helt klar til servering på vores terrasse. Herefter blev musik og skak fundet frem, alt imens solen skinnede ned. Alt dette fungerede dog kun som opvarmning, idet aftenens højdepunkt var en tur på 'fin' restaurant. Den lå naturligvis i San Blas, og her bestilte vi en god chilensk drue og to vidt forskellige, men vanvittigt gode alpaca-retter. En klar kandidat til næste omgang af Lonely Planets Peru-guide!

Generelt set går det stadig fint på jobbet; hverdagen kører som den skal. Et afbræk i dette fik vi dog onsdag, hvor der var fiesta de compleanos, dvs. fødselsdagsfest. Her slog skolen nemlig alle fødselarer for oktober sammen til en stor glædesdag, hvor der var kagebord, juice og selvfølgelig dans og musik(såvel lærere og frivillige, som børnene). Alle børnene var selvfølgelig ekstremt glade - og samtidig respektfulde for fødselarerne, der blev både klappet og nærmest hyldet af de andre og skoleforstanderen, den altid venlige David, der holdt tale for de små, og det var en kæmpe oplevelse at være vidne til. Det hele.

Venlige hilsener fra de herrer

/Simon & Emil

PS: Som sidste indskydelse kan det oplyses, at vi i den forgangne uge fik testet vores løbefærdigheder. Vi skulle demonstrere for børnene på skolen hvordan kapløb fungerer, og efter at have taget en solid føring, måtte Simon dog kapitulere og bide i jorden(bogstavelig talt), da Emil kom først over stregen(eller de to sten, der simulerede stregen).