Dagen startede med sat jeg mødtes med mine engelske venner Oliver og Gemma til en morgenhike. Vi smuttede ud til et udkigspunkt 7-8 km fra byen. Det var et ret fedt sted, hvor der var frit udsyn til de bjerge, der omkranser Arequipa med sneklædte Chachani i over 6 km højde, som det højeste punkt tæt forfulgt af El Misti og Pichu Pichu. Specielt synet mod Chachani var imponerende, da bjerget lå i baggrunden, mens man i forgrunden havde hele dalen, floden Rio Chili, og en masse grønne marker i forgrunden. Der kunne vi så sidde i fred og ro og nyde naturen. På vej tilbage mod byen kom vi igennem forstaden Yanahuara, hvor vi ramte endnu et udkigspunkt, hvor der var udsyn til bjergene. Dette punkt var dog ikke lige så fedt, som det første, men der var derimod en fin lille park, og et par kirker.

Vejret er ret godt i Arequipa, hvilket vil sige masser af sol og på den pæne side af de 25 grader, så det betyder, at vi ofte holder siesta i middagssolen. Specielt efter den lange hike var der dømt afslapning på hostelet, og det endte faktisk med at der ikke skete mere denne dag, hvilket blandt skyldtes at vi alle 3 led af maveproblemer, som formentlig skyldes en dårlig lasagna.

Colca Canyon

Dagen efter skulle vi på udflugt til Colca Canyon. Det gik desværre ikke planmæssigt englænderne led stadigvæk af store maveproblemer, så de måtte kapitulere, mens jeg følte mig frisk nok til turen efter en god nats søvn. Ifølge min guide Eduardo er Colca Canyon verdens dybeste kløft med en dybde på over 4,1 km, og den er over 100 km i længden. Vi kørte igennem et flot, men også stenet og tørt område med en del klippeformationer inden vi ramte Reserva Nacional Salinas y Aguado Blanco, der er kendetegnet ved at der lever mange Vicunas, som er et dyr, der er i familie med lamaen. Vi så et par Vicunaer foruden masser af vilde lamaer og alparacaer, der også er et dyr, der er i familie med lamaen.

På den 3 timer lange køretur til kløften havde vi flere andre stops undervejs. Blandet andet skulle vi prøve at rulle og derefter tygge Coca, hvilket man bruger en del her i højderne. På grund af den enorme dybde af kløften kom vi op i 4,9 km højde, så derfor stod der coca på menuen ligesom jeg fik mig en kop coca te, der var mixed med chacacoma(ved ikke hvordan der staves), hvilket er en grønlig plante fra regionen, som Eduardo fortalte skulle være godt for maven. Derfor var jeg jo nød til at prøve det af, da jeg havde haft problemer med mavsen. Jeg ved ikke om det var denne plante, der hjalp, men jeg havde i hvert fald ingen helbredsmæssige problemer under turen. Ydermere var der et stop ved et punkt, hvor vi kunne se toppen af 5 vulkaner og bjerge. Det var et vildt imponerende view!

Efter en seværdig nedkørsel fra toppen af kløften kom vi frem til Chivay, der ligger i selve kløften, og som er hovedbyen i dette tyndbefolket område, og det var tid til frokost. Blandt de lokale specialiteter er blandt andet grillet alparaca, så det skulle vi selvfølgelig prøve. Det smagte egentlig meget fint. Derefter var det tid til en tur i byens hot springs. Den naturlige varme ved disse varme kilder er 70 grader, og man kunne se hvordan den kogende vand boblede i det lille system af små rør, der ledte vandet hen til den pool, hvor folk kunne bade i. Selve varmen i poolen var på 38-39 grader, hvilket skyldes at man har tilsat koldt vandt til det varme vand fra kilderne for at det skal kunne være muligt at bade i de varme kilder. Derefter stod den på aftensmad og lokalt folklore. Dog var seancen med dans og musik ikke det store sus, da det virkede unaturligt, og noget der var opsat til ære for turisterne. Jeg blev da også selv hævet ud på dansegulvet af en af de lokalklædte(de har en specielt dragt, der kendetegner denne region) dansere, men det er sgu svært, når man ikke lige kender dansen, og ikke kan så meget spansk at man lige kan spørge, hvordan man skal gøre!

Vi forlod showet efter noget tid, da det blev for kedeligt og ensformigt, og alt for turistet, da de blev ved med at spørge ca. hvert andet minut om der var nogle der ville tage billeder, hvor dansetruppen også var med på. Det var også fint nok for os at komme hjem på hotellet og sove. Dagen efter startede nemlig kl. 5 med morgenvægning, og så en god gang morgenmad med både frugt og youhurt. Derefter kørte vi dybere ind i kløften, hvor der først var et stop ved en plads i byen Yanque, hvor de lokale dansede iført deres karakteristiske dragt, der er speciel for denne egn. Det var dog ikke nogen særlig autentisk oplevelse, og det bar tydeligvis præg af at det var til ære for turisterne at de lokale stod og dansede en fredag morgen kl. 6 midt på byens torv. Således hamrede lyden ud af en kæmpe højtaler, og derudover var pladsen vel omringet af 20 turistbusser. Det var mindst lige så fesent som det folklore, vi havde set aftenen for inden, så jeg så midt snit til at gå på jagt efter mere autentisk oplevelser i denne lille flække, så jeg gik ned af en lille sidegade til pladsen for at se, hvad der ellers skete i byen. Endelig kom vi dog ud af denne "turistfælde", og det blev straks mere originalt, da vi kom lidt videre hen ad vejen, da vi både så æsler og tyrer, der spærrede vejen, og et par fårehyrder, der drev deres fåreflok frem. Dette mindede mere om livet gang i Colca Canyon end om den folklore, som vi blev udsat for.

Vi kom videre mod dagens store mål, Cruz del Condor. Dette punkt er kendt for at kondoren flyver tæt på vista punktet, og derfor er der rigtig gode chancer for at se den store fugl med et vingefang på om til 3 meter ret tæt på. Vi var heldige og så et par kondorer, der fløj lige over hovedet på os. En af dem var kæmpe stor, og kunne sagtens have et vingefang på om til de 3 meter.

På vejen tilbage stoppede vi ved lidt flere udkigspunkter, hvor man blandt andet kunne se gamle pre-inka terrasser og kaktusser. Derudover var der et stop, hvor der var et fedt view langs med kløften, der er så bred at der er flere byer, der er anlagt i kløften. Der var dog ikke meget vand i floden, hvilket skyldes at det er dry season. Generelt var landskabet tørt og stenet, men det er et sted, der kunne være sjov at komme tilbage til i wet season, hvor der er masser af vand i floden og det hele er grønt og frodigt.

Efter en lang køretur tilbage til Arequipa, så ventede der et trist syn på hostelet. De stakkels englændere var stadigvæk syge, og havde nærmest ikke fjernet sig fra deres seng. Derfor røg jeg også ud og måtte købe ind for dem, da de ikke selv magtede noget som helst. Jeg studsede dog lidt over deres indkøbsseddel, hvor der både stod chips og cornflakes på. Jeg forsøgte om det ikke var bedre for maven med yoghurt og bananer, men de var åbenbart vant til den anden kost skulle være deres mirakelmedicin, så derfor parerede jeg ordre, og de fik deres ønsker opfyldt.