Efter en lang tur med natbussen fra Arequipa ankom jeg til Cusco mandag morgen. Byen er ganske sikkert den mest turistede by i hele Peru, da den er udgangspunktet for ture end i junglen og ikke mindst til Machu Picchu og de mange hiking og adventure muligheder, der er i området. Derudover er der en rig inkahistorie i dette område med masser af inka ruiner i dette område omkring den hellige dal. Alt dette gør at turisterne flokkes til byen.

Ved første øjekast er Cusco et turisthelvede uden lige. Jeg har aldrig set så mange turistbureauer samlet på et sted. De ligger simpelthen side om side, som en række bitte små bikse. Et godt eksempel på, hvor mange rejsebureauer, der er i byen er, at jeg spurgte på turistbureauet, om de kendte til nogle pålidelige bureuaer, og de gav mig en adresse, men ikke et navn på et bureau. Da jeg fandt denne adresse, så opdagede jeg at der lå hele 3 rejsebureauer på samme adresse! Dette gjorde det til lidt et helvede at få arrangeret min tur til Machu Picchu. Jeg brugte en hel dag på at spørge forskellige bureauer til deres priser og derefter at finde ud af, hvad der var inkluderet i denne pris. Det er en regulær jungle at finde rundt i, og der er ikke meget regulering på branchen, hvilket gør at der findes mange brodne kar, der er regulære fupfirmaer, der snyder turisterne, og ikke giver dem, hvad de har lovet, for sidenhen at skifte navn på selskabet, og starte op som et nyt firma. Derfor skal man være meget varsom med hvem man handler med, og få skrevet ned på papir, hvad der er inkluderet i prisen.

Hiking ture til Machu Picchu er en stor handelsvare i denne by, og der er en masse forskellige af disse "Inka Trails", som inkaerne benyttede i tiders morgen. Jeg havde på forhånd barberede min interesse ned til to forskellige trails. Disse to optioner var trekket Choquequirau-Machu Picchu eller Salkantay Trek. Det første trek er relativt nyt, hvilket gør, at der ikke er så mange turister, der kender det, og derfor er det svært at samle en gruppe, hvilket er nødvendigt for at holde prisen nogenlunde lav. Derfor erfarede jeg hurtigt at de ville blive dyrere, samt at jeg skulle vente en uge i Cusco før jeg kunne starte på dette trek, ved mindre jeg ville handle med et rejsebureau, der kunne præstere en pris, der var en tredjedel af hvad de andre rejseagenter forlangte. Det lød simpelthen for godt til at være sandt, så de blev droppet, og efter lidt research på de 3 bureauer, der lå på den adresse, som turistbureauet henviste til, så fandt jeg frem til at et af bureauer havde eksisteret i 10 år, hvilket var et godt tegn. Derudover kunne jeg se på nettet at de havde de nødvendige tilladelser og godkendelser, samtidig var de ikke så aggressive at de jagtede mig ude på gaden, som andre bureauer, hvilket jeg tog som endnu et positivt tegn, så derfor accepterede jeg deres ganske lave pris(der lød på mindre end halvdelen af de bureauer, som Lonely Planet henviser til) på et 5 dages Salkantay Trek. Jeg er spændt på hvad jeg har købt, og om der kan dukke nogle "overraskelser" op, men indtil videre har jeg tillid til dette selskab. Godt bombet ovenpå en hård dag med masser af forhandling og indhentning af information og priser, så sov jeg ret godt.

Hyggelige San Blas

Næste dag tog jeg væk fra centrum, og til San Blas området. Det var rart at komme væk fra centrum og de mange gadesælgere og rejsebureauer, som jeg efterhånden var blevet træt af dagen forinden. Jeg er ikke vant til at de forsøge at prakke mig ting på her i Peru, og så sent som i Colca Canyon talte jeg med canadier om, hvor rart det var, at de respekterede turisterne. Dog må jeg sige at Cusco mere er præget af "tyrkiske tilstande", og topmålet var da jeg krydsede det samme fodgængeroverfelt inden for 1 minut for at finde turistbureauet, og den samme tjener alle 3 gange ville lokke mig ind på hans restaurant!

San Blas er en bydel, der er beliggende højt oppe på en bjergside, og der er en meget stejl trappe, der fører derop, og det var rimelig hårdt arbejde at komme derop, men udsigten var til gengæld anstrengelserne værd. På vej mod toppen faldt jeg i snak med en mand, der var portier/sad i officina de collegie, og han lukkede mig ind på skolens grund, da han fornemmede jeg havde en interesse i at se, hvad dette var for noget. Det var sjovt at se en Peruviansk skole, og der var et fedt view fra skolens grund ud over Cusco, så han fik til sin overraskelse en mønt for sin ulejlighed. Rart at møde et venligsindet menneske i Cusco, der ikke bare forsøger at prakke en et eller andet på om de er massage, souvenirskrammel, et billede eller en rejse. Generelt kan jeg godt lide San Blas, da der er mange små, snævre og stejle gader i det kunstneriske område, hvilket gør det til et hyggeligt område.

Peruvianske delikatesser med speciel norsktalende tjener

Aftensmaden blev indtaget på peruviansk restaurant. Det var en sjov oplevelse med en halvsær tjener. En peruvianer der talte norsk! Så jeg røg ind på restauranten hos denne særling, der var fuld af spøjse historier og evige jokes. Det eneste tidspunkt hvor jeg var helt sikkert på den spøjse særling ikke jokede var, da han tilbød mig hjemmedyrkede coca.

Generelt kunne godt lide at jeg turde afprøve det peruvianske køkken(i modsætning til englændere, som han absolut ikke kunne lide!), og jeg endte med at gå all in på alt, hvad der var specialiteter fra det peruvianske køkken. Jeg var på en turist menu, der først bestod af coca sour. En pendant til den pisco sour, som smager så hæsligt. Coca sour var bedre, men den var stadigvæk lidt sur i det, så jeg tror det må være den likør fra Pisco som de anvender, som jeg ikke kan lide, da den er meget sur. Derefter var det en lokal suppe med kød, grøntsager og spaghetti, som smagte ganske herligt. Tjeneren der havde et overraskende godt kendskab til Skandinavien, vidste at vi drikker meget akvavit i Danmark, så han tilbød at jeg kunne smage peruviansk akvavit, så dette tilbud måtte jeg jo tage imod, selvom det nok ikke er den bedste forberedelse til morgen dagens start på Salkantay Trek. Det var ikke nogen super stor succes. Det var noget brændevinsagtigt stads lavet på en krydreurt, som jeg ikke på nogen måde kan genkende smagen af. Jeg ved ikke hvad det var, men en eller anden lokal urt var det nok, men ikke noget der smagte mine danske smagsløg.

En af de helt store specialiteter i det peruviansk(og det ecuadorianske for den sags skyld) køkken er El Cuy, som jeg efterhånden har hørt ufatteligt meget om. El Cuy bliver betragtet som et festmåltid her, som man spiser til fødselsdage og lignende. Lad os bare beholde betegnelsen El Cuy her, da måltidet består af et dyr, som derhjemme er et kæledyr, hvilket for nogle kan være upassende at man spiser, så hvis der er nogen af bloggens læser, der medlem af marsvinets venner, så bedes i stoppe med at læse videre…på denne restaurant blev El Cuy tilberedt i den store wooden fired pizzaovn, hvilket gjorde at smagen af El Cuy mindede utroligt meget om en dansk grillkylling. Måske med en lille snært smag af kanin. Som drikkelse blev det til endnu en lokal specialitet chicha mojado, der på menu kortet blev kaldt purple corn, og det lignede sgu også en mystisk mørk drik med en lillaagtig nuance, men det smagte som en frisk form for saftevand med en let bismag af majs(som drikken også er lavet på). Det var egentligt meget godt!

Det var en underfundig oplevelse - ikke mindst takket være tjeneren, og derudover har jeg fået afprøvet flere af de peruvianske specialiteter, som jeg ikke kan finde i det danske køkken. Nogle af tingene kunne man godt importere, mens andre ting ikke er velegnet til eksport..så mine 25 soles(fortæller også noget om hvor latterligt lidt mad koster!) var givet godt ud for denne smagsmæssige oplevelse i de lokale delikatesser.