Dag 1: Mollepata- Soraypampa

Dagen startede sindssygt tidlig, da vi 4.30 om morgenen blev kørt fra Cusco til Mollepata, der er startstedet for Salkantay Trekket. Det ser ud til at være en fin gruppe bestående af franskmænd, canadiere og englændere. Derudover blev vi introduceret til vores hold af hjælpere bestående af guiden Reinaldo, kokken Aurelio og hans assistent Quecha-talende Francisco, der ikke talte meget spansk, men dog havde lært ordet "Amigo", som han brugte flittigt. Derudover havde vi en horseman tilknyttet, som fragtede vores telte og anden bagage på hesteryg mellem de forskellige campsites.

Landskabet denne første dag var mest præget af åbne vidder til de omkringliggende dale og bjerge. Højdepunktet var dog, da vi på et tidspunkt drejede omkring et hjørne, og der pludselig tornede en kæmpe sneklædt top op i horisonten med gletsjere. Foran bjerget kunne man se dalen og den frodige regnskovslignende vegetation. Det var ret flot. Da vi kom tættere på kunne vi også se de mange vandfald, der skar sig ned igennem klippevæggen, som følge af de store mængder smeltevand, som gletsjerne afgiver. Vi fik også det første syn af toppen af det sneklædte bjerg Salkantay.

Efter aftensmaden røg vi direkte i seng. Klokken var nok 19, så det var ret tidligt. Vi havde dog gået næsten 20 km, og det var hundekoldt her i 3800 meters højde ved foden af Salkantay-bjerget. Vi sov i små telte, og selvom rejsebureauet i Cusco havde lovet mig en særlig varm sovepose af gåsedun, så var det hamrende koldt, og jeg blev nød til at sove med alt mit tøj på.

Dag 2: Soraypampa - Collpapampa

Den anden skulle være dne hårdeste dag, da vi skulle vandre op til Salkantay passet i 4600 meter, hvilket var rutens højeste punkt. En heftig snestorm i passet gjorde det til en yderst kold fornøjelse, og sigtbarheden var rimelig dårlig, så vi kunne kun fornemme hvor smukt omgivelserne var, men det var svært helt at se de mange vandfald, bjerge og de store sten, der lå langs ruten, og som på en eller anden måde var havnet her, da det var meget skyet, hvilket altså blev til snefald, da vi nærmede os toppen af Salkantay. Det er yderst sjældent at det sner på denne tid af året, da vi er i dry season, men det var sindssygt koldt, og alle var forkomne og hundefrøs, da vi kom frem til vores frokost stop. Vi sad simpelthen med tekopperne på lårene for at få varme i kroppe, og det tog flere timer før jeg genfandt varmen efter passagen af dette pas. Det var først da vi kom videre ind i tågeskoven, hvor der var et varmere klima, at mit tøj begyndte at blive mere tørt, og jeg fik mere varme i kroppen. Denne cloud forrest var i øvrigt et ganske smukt syn med den grønne vegetation, vandfald og så var vi selvfølgelig omgivet af skyer. Derudover løb den massive flod nede i bunden af dalen. Vi kom også forbi en kirkegård beliggende i absolut ingenting, og derudover mødte vi nogle lokale knægte, der boede inde midt i tågeskoven - langt fra alting. Jeg kunne forestille mig at det var en lang hike, hvis de skulle hente ting fra den nærmeste by.

Som dagen forinden overnattede vi igen i en yderst primitiv lejr, så det blev heller ikke til et bad denne dag. Heldigvis var vi noget lavere rent højdemæssigt, så det var ikke så koldt denne nat, men da der ikke var så meget at lave i lejren, så gik vi tidligt i seng, og derfor gør det heller ikke så meget, at vi bliver vækket kl. 6, når Francisco kommer rundt med vores opvågnings Coca-te.

Dag 3: Collpapampa - Santa Teresa

Denne dag bliver af vores guide betragtet som den flotteste dag på hele ekskursionen, og vi fik også et smukt kig til Salkantay-bjerget, som vi missede på anden dagen, da vi blev ramt af det dårlige vejr. Derudover hikede vi til at starte med igennem cloud forrest, som sidenhen blev til rain forres, der ifølge vores guide er definerede ved, at det er varmere og mere fugtigt, samtidig med at regnskov indeholder flere træer, hvorimod tågeskov mere består af planter. Endelig blev det til et par udfordrende passager, hvor vi skulle krydse brusende vandfald, der tilfører vand til den kraftige Rio Urubamba,der løb nede i dalen, mens vi vandrede rundt på en lille sti på den ene bjergside. Det var en flot rute igennem det skiftende naturmæssige terræn, og til sidst endte vi ved La Playa, hvor det var tid til frokost. Aurelio brillerede med at lave vegetar ceviche ud af nogle lokale grøntsager.

Efter maden blev vi kørt i bus til vores næste lejr i Santa Teresa. Dette var en til tider nervepirrende nedkørsel, hvor der var meget kort afstand til den dybe slugt, og det gjorde os heller ikke mindre trygge, at bussen havde en ung og fartglad chauffør bag rattet, der ikke lignede en gut, der var ældre end 14. Han fik dog bugseret os smertefrit ned, selvom det var en lidt utryg tur, hvor vi flere steder kunne se kors i vejkanten, og det vidste vi godt, hvad betød. Derudover var det altid en kamp, når vi mødte modkørende trafik på den smalle grusvej, for hvem skulle give sig, og forsøge og smide øsen endnu længere ud i vejkanten, så den modkørende bilist kunne passere med få centimeters afstand af vores mini-van. Ydermere fik vi set, hvordan man hjælper hinanden i disse øde beliggende bjergbyer, da vi fik transporteret et par lokale ned til Santa Teresa, selvom bussen i forvejen var aldeles propfyldt med backpackers i forvejen, men færdselsloven er en del anderledes på disse kanter, hvor der åbenbart ikke bliver anset for at være farligt, at man kører med passagerer på taget af minibussen.

Efter 3 dage uden bad var det en velsignelse for os at komme til Santa Teresa, der er en lille flække, der dog besidder hot springs, så der skyndte hele gruppen sig hen, og vi spenderede vel to timer i de varme kilder, hvor vandet var overraskende rent på trods af, at der er en stor koncentration af beskidte trekkere, der har disse varme kilder som et stop på deres trek til Machu Picchu.

Efter aftensmaden var det tid til fest omkring lejrbålet i Santa Teresa. Byen er beliggende tæt på regnskoven, så denne aften var dejlig lun. Der blev drukket bajere og hygget.

Dag 4: Santa Teresa - Aguas Calientes

Jeg ved ikke om jeg betalte prisen for at have drukket dagen forinden eller om jeg havde spist noget, som maven ikke kunne tåle, men jeg vågnede i hvert fald op med diarre denne morgen, så det var ikke fantastisk sjovt at skulle hike igennem den brandvarme dal uden nogen for form træer, der kunne give skygge til os. Udover at være syg, så endte jeg også med at blive solbrændt, da det var så varmt at jeg konstant svedte min solcreme ud af kroppen, selvom jeg blev ved med at smøre kroppen ind i faktor 60. Så dette var bestemt ikke den sjoveste dag.

Dagen startede med at Aurelio havde bagt en kage til morgenmad. Dette var denne dag vi skulle tippe ham og Francisco, så der var gjort lidt ekstra ud af det. Lidt pudsigt med kage til morgenmad, men det er alligevel imponerende hvad disse kokke kan præstere med meget primitive køkkenfaciliteter. Efter morgenmaden skulle vi krydse den flod, der få 8 år siden nærmest udslettede Santa Teresa, hvilket den totalt smadrede bro er et varsel om. Derfor har de nu bygget byen op igen, og den er placeret på et højere punkt på en bjergside, hvor floden ikke burde kunne oversvømme byen igen. Kort efter skulle vi krydse den selvsamme flod i det, som de kalder en cable car, hvilket mest minder om en jernkurv, hvor vi skulle sidde i sammen med vores rygsække, og så blev vi ellers firet eller trukket over floden. Det var sikkert meget fint for os at vi havde et par canadiske ishockey spillere på holdet, for derved var der ikke meget tvivl om, hvem der skulle være trækdyr, og hvem der kunne på lov til at hvile de trætte og udmattede kroppe.

Derefter fortsatte turen gennem dalen med de mange vandfald inden vi ramte Hidroelectrica, der er en togstation 10 km fra Aguas Calientes. Så de sidste 10 km skulle vi gå langs den jernbane, der fører til togpassagererne fra Cusco til foden af Machu Picchu. Det var rart at vandre langs skinnerne, da der var skygge for den bagende sol, da jernbanen er omgivet af forjungle, hvilket selvfølgelig også fortæller noget om, hvorfor det er så varmt i denne dal. Udover det junglelignende landskab var der også masser af vandfald og udkigspunkter, og vi fik bland andet de første kig op mod Machu Picchu fra dalen. Terrænet var heldigvis fladt, og det var nok meget godt for min syge krop var ved at være drænet for energi. Den største udfordring i dette flade terræn var at undgå de modkørende tog fra Peru rail.

Kort inden Aguas Calientes passerede vi Hiram Bingham, der er toget, der fragter de rige pensionister fra Cusco til Machu Picchu. Vi kunne se hvor komfortabelt dette tog så ud til at være med en flot indrettet restaurantvogn. Prisen for en tur med Hiram Bingham er så også den nette sum af 600 USD.

I Aguas Calientes blev i indlogeret på et spartansk hotel, men det var som at bo i et 5-stjernet hotel efter de primitive campsites vi havde levet i. Der var varmt vand og en god seng, og toiletfaciliteter, som man rent faktisk ønskede at bruge.

Dag 5: Aguas Calientes - Machu Picchu

Vi stod op kl. 4 næste morgen for at hike de 1600 trappetrin op til Machu Picchu. Det var en stejl opstigning fra Aguas Calientes, men vi ankom til Machu Picchu lidt i 6, hvor stedet bliver åbnet for offentligheden. Derefter tog vi opstilling på en skråning, hvor vi kunne vente på at morgenskyggerne ville forsvinde over ruinerne, og på denne måde fik vi det klassiske billede af Machu Picchu med skyerne i baggrunden, som man kender fra diverse billeder fra stedet. Derefter var det tid til en guided tur i ruinerne, hvor vi blandt andet så den runde ruin temple of the sun og the temple of the three windows. Jeg husker dog ikke så meget af guidens forklaringer, da jeg var rart træt. Stadigvæk lidt sløj, og havde maveproblemer og derudover var vi som nævnt stået meget tidligt op. Derudover må jeg nok også erkende at min interesse ikke ligger i studier af ruiner, selvom det er interessant, hvordan inkaer har fået bugseret de store sten op på toppen af en stejl klippeside, så de kunne bygge Machu Picchu.

Efter den guidede tur var det tid til at bestige Wayna Picchu, der var en endnu stejlere oplevelse end selve trappetrinene op til Machu Picchu. Det var lidt af en udfordring at toppe til toppen af Wayna Picchu, da vi flere steder havde brug for håndtag for at trække os selv op ad den stejle klippe. Jeg erfarede hvorfor de kun tillader 200 besøgende på Wayna Picchu adgangen, men vi blev belønnet med en fornem udsigt efter det hårde slid. Vi havde perfekt panorama view over Machu Picchu og ned i dalen med Rio Urubamba, og Hidroelectrica, hvor vi havde hiket dagen forinden. Endelig kunne man se hvor stejl ruten fra Aguas Calientes til Machu Picchu er. Det er nogle imponerende sepentinsving som busserne må igennem for at fragte de passagere, der ikke selv, går op til ruinerne. Man kunne også se den imponerende beliggenhed disse ruiner har omringet af store massive klippevægge.

Efter Wayna Picchu gik vi lidt rundt på egen hånd, og tog billeder af ruinerne inden vi sidst på eftermiddagen startede nedstigningen af de mange trappetrin ned igennem forjunglen mod Aguas Calientes.I år er det præcist 100 året for Hiram Binghams opdagelse af Machu Picchu i 1911, så derfor kunne vi få stemplet vores pas med et specielt stempel som tegn på at vi havde besøgt et af verdens 7 vidundere.

Det blev til en hurtig gang aftensmad i Aguas Calientes inden vi skulle med tog til Ollantaytambp, hvor vi så skulle skifte til en bus for at komme det sidste stykke til Cusco. Det var en lang tur, og jeg var stadigvæk ikke på toppen, og måtte derfor give afkald på den bytur de andre tog på, da vi kom tilbage til Cusco. Det var lidt ærgerligt, da det havde været en god gruppe, som jeg var en del af.

Generelt har Salkantay trekket vætet en stor oplevelse, hvor jeg har været imponeret over den evigt skiftende natur, og hvor mange forskellige naturlandskaber vi kunne passagerer i løbet af få dages hiking. Lige fra den iskolde passage af Salkantay til den brandvarme dal omkring Santa Teresa. Dog har der også været lavpunkter med diarre, solbrændthed og kulden på toppen af Salkantay passet, men selvom turen har været hård og udmattende var det alt i alt en stor fornøjelse. Derudover var det naturligvis en ekstra bonus at få med i hatten at vi sluttede med Machu Picchu, hvor det første view om morgenen med morgentågen var lige efter bogen, og som man forventer det første syn af ruinerne skal bære. Derudover var udsigten fra Wayna Picchu også imponerende.