Endelig kom bussen frem til Nasca, hvor de aggressive sælgere forsøger at sælge flyveture over de berømte Nasca Linjer, før vi overhovedet havde fået vores bagage. Udover at være utrolig aggressive, så er de også frække som ind i helvede. Jeg havde ikke booket et hostel før, jeg ankom til byen, men jeg vidste hvor jeg ville forsøge at få en seng, men pludselig stod der en dame, og spurgte hvor jeg skulle hen. Jeg skulle til Brebent Hostal. Tilfældigvis arbejdede hun for netop dette hostel, og var på stationen i anledningen af at hun skulle hente to belgier, men at der ikke var flere ledige pladser på hostelet. Jeg var lidt overrasket, da det er lavsæson, og jeg endnu ikke har set et fuldt ud booket endnu, men Michelle sagde vi skulle gå videre, da det var et scam.

Jeg var lidt spændt på at se, om der var plads på hostelet, da vi kom frem, og det var intet problem. Jeg fik mit eget dormroom, og hostelet var ikke i nærheden at være fyldt kunne den flinke receptionist, Jesus, fortælle. Dermed var det et scam. Damen arbejdede overhovedet ikke for hostelet, men forsøgte tilsyneladende at lokke os til et andet hostel ved at sige at Brebent var fuldt booket op. Endnu en lille pudsig historie om, hvordan de konstant forsøger at snyde os turister. Det vil sige, at der er nogle enkelte brodne kar, der vil gøre alt for at få vores penge, mens langt de fleste peruvianerer er utrolig flinke, og selvom man kun har sovet en enkelt nat på deres hostel, og nærmest ikke kender dem, så er det tit afsked med kys og kram, og det virker på ingen måde som en påtaget glæde. Deres venlighed virker meget oprigtig og ægte, hvilket måske kan undre, når man ser på den store leveforskel, der er mellem de lokale hostel arbejderes liv, og det liv som vi turister lever på første klasse efter lokale standarder, hvor vi spiser ude hver aften og kører med luksusbusser.

Nasca er dog ikke ligefrem verdens navle, og der er faktisk ikke andet at lave en at besøge de linjer i ørkensandet, der er blevet kreeret for mange, mange år siden, og som stadigvæk eksistere den dag i dag. Det er dette arkæologiske sted, der driver byen. Rejsebureauer, restauranter, hostels og souvenirbutikker udgør det meste af de 3 store gader og den plads, der ligesom udgør bykernen.

Den er egentlig en lidt trist by, der her er beliggende i ørkenen, og hvor det er forbandet varmt om dagen, når solens stråler forvandler byen til en bageovn i dagtimerne, mens de bliver rimelig koldt her i ørkenen, når solen går ned igen.

Som alle andre skulle jeg også se byens vartegn. Der er to måder man kan se Nasca linjerne på. Enten fra et udkigstårn eller fra et fly. De fleste vælger den sidste - og dyre - løsning. Dette endte også med at blive mit valg, selvom jeg var i tvivl om det var pengene værd. Først var jeg dog ude og tjekke priser hos de forskellige rejsebureauer, men deres pris var mere eller mindre den samme. Jeg vidste det ville være billigere at købe turen direkte i den lille lufthavn, men besparelsen ville blive ædt op af en taxitur frem og til lufthavnen. Derfor slog jeg til, da jeg mødte Luis, der udgav sig for at være kaptajn, og akkurat manglede en enkelt passager for at have fyldt sit lille 4-personers Cesna fly op med afgang mandag morgen. Jeg tænkte manden talte godt engelsk, og det ville være et stort plus med en flykaptajn, som jeg kunne forstå.

Dagen efter viste det sig dog at han ikke var kaptajn, som han ellers havde fortalt, og dermed var det endnu et af de tricks de kører i denne del af verdenen for at få folk til at slå til på deres tilbud. Det er nok også en af årsagerne til at jeg ikke er den store fan af byen Nasca. Den er fyldt med svindel, humbug og upålidelige personer. Jeg blev dog transporteret til lufthavnen med de 3 andre passagerer, og så var det ellers tid til indvejning. Paskontrol og sikkerhedstjek, som de tog yderst alvorligt. Der var en gut, hvor det blev ved med at bibbe, når han gik igennem røntgen scannere, så han måtte først smide skoene og derefter bukserne før han blev lukket ind i den lille ventesal, hvorfra der var boarding til de små Cesna fly, der var lignet op på red og række i den lille lufthavn. Må man sige, at sikkerhedstjekktet var grundigt. Ja faktisk mere grundigt ind i både de store internationale lufthavne i Quito og Lima, så derfor kunne man ikke lige smule diverse ting med ombord på flyet, hvis man havde lyst. Jeg fandt senere ud af, at der var en grund til at sikkerheden var blevet strammet op.

Da jeg kom ombord på det lille Cesna fly, så forstod man hvorfor de var så grundige, der var nemlig en kunst at få placeret vægten korrekt ombord, så de tungeste sad i midten af flyet. Det var en noget larmende og skrattende affære, da vi drønede ud af den lille landingsbane, men piloten fik sendt flyet fra jorden med tilsyneladende kyndig hjælp fra andenpiloten. Så det var noget af et setup med to piloter for 40 minutters rundflyvning for 4 personer, men det virkede nu også meget sikkert, så det var fint. Bagefter kunne Gemma og Oli fortælle at det ikke var mere end en uge siden, at der var et britisk par, der var omkommet ved en fly ulykke i netop Nasca…så det kan vist betale sig at udvælge et selskab med sikkerheden i orden!

Linjernes opståelse er lidt et mysterium, og der er masser af teorier, om hvordan de er blevet til. Desværre fortalte andenpiloten, der samtidig var guiden, ikke det store om linjernes tilblivelse. Hans ordforråd består desværre kun af kondor to the left eller hummingbird to the right. Derfor var kommenteringen en smule mangelfuld, men vi fik dog set de famøse tegninger eller linjer i sandet, som vi var kommet for at se.

Selve synet af linjer var ikke det store sus. Jeg er nok for uinteresseret i arkæologi til at det var vildt interessant. En stor del af oplevelsen var faktisk flyveturen i det lille cesna fly, og den fine udsigt, som vi fik over området fra flyet. Derudover var det et fint lille ride vi fik, da piloten demonstrerede sine evner ved at vende og dreje flyet, så passagerne i begge sider af flyet fik mulighed for at se de forskellige linjer, så det var en sjov lille udflugt med lidt G-påvirkning for os passagerer. Det er ikke alle der kan lide det, men jeg synes det var en del af oplevelsen ved at flyve over Nasca Lines.

Om aftenen mødte jeg et dansk par fra Aarhus på hostelet. Det var lidt mærkeligt at skulle tale dansk igen, Den seneste måned har jeg stort kun talt engelsk og spansk og en lille smule tysk, når det skulle være eksotisk. Jeg tror mine sætningskonstruktioner var lidt mærkelige, og sikkert påvirket af at de andre sprog, som jeg har anvendt på det seneste. Jeg håber ikke mit skriftlige danske sprog er lige så kludret, som mit mundtlige!

Senere på natten skulle jeg med min første natbus. Det var en tur på 10 timer fra Nasca til Arequipa. Jeg havde en billet til kl. 22.30, men da jeg ville boarde denne bus, så fik jeg at vide at der var en anden bus tio mig, og den ville komme omkring kl. 23. Så jeg måtte vente lidt længere på den kolde station, hvor jeg allerede havde været siden kl. 21. Bussen kom selvfølgelig ikke kl. 23, og jeg begyndte at frygte at jeg var blevet brændt, og ventede på de ville lukke det lille interimistiske billetkontor, som dagens sidste gerning. Det skete dog heldigvis ikke, og kl. 23.30 var der heldigvis en bus til mig. Jeg var tildelt et sæde på nederste etage af bussen, hvor man kan slå sæderne tilbage, så man kan lægge halvvejs ned. Det mindede lidt om et flysæde på business class med masser af plads, og hvor man faktisk havde en reel chance for at få et par timer på øjet i modsætning til et almindeligt regulært bussæde. Jeg tror det lykkedes at sove en 3-4 timer, hvilket var mere end jeg havde forventet, så det var ret godt.

I Arequipa har den stået på hviledag efter den hårde bustur, og jeg har kun haft et punkt på dagsordenen, og det var at se Danmark-Portugal. Det lykkedes gårsdagens hårde research på hostels gjorde at jeg havde fundet et med en fin hastighed for Wifi. Det blev ikke ringere af at James, min amerikanske roomie, tilbød at jeg kunne låne hans bærbar med 15 tommer skærm til den fantastisk vigtige kamp, så jeg havde bedre grafik end hvad Onkel Allans lille notebook, der ellers er super perfekt til rejsebrug kunne tilbyde!

Kampen gik jo som den skulle, og det var sgu en smuk sejr. Aftenen stod den på mere fodbold, da jeg sammen med et par andre for hostelet tog ud i byen for at se Chile-Peru. Desværre tabte Peru, men det var en fantastisk underholdende kamp, og Chiles 4-2 sejr var virkelig god propaganda for sydamerikansk fodbold.