Onsdag d. 16. Marts:
Efter at være vågnet til solopgang i oerkenen og have kørt tilbage til civilisationen på en lille kamelvogn, gik turen videre til Jodhpur. Jodhpur er den andenstørste by i Rajastanområdet og bliver kaldt "The Blue City" fordi mange mange af de små huse er malet lyseblå - vi kørte ind til byen ad en bjergvej højt oppe og fik derfor det imponerende sy af den blå by at se fra starten. Jodhpur er også kendt som krydderibyen i Rajastan, og efter vores besøg i byen forstod vi hvorfor. Da vi ankom om eftermiddagen, gik vi ud i byen, som ikke var særlig hyggelig i sig selv; lidt som Bikaner med de smalle, proppede, stressede gader, men vi fandt hurtigt hen til byens store marked, som ligger rubdt om det centrale klokketårn, og her blev vi overvældet af dufte fra alle sider. Markedet var fyldt med alt fra grøntsagsboder til små, underlige boder med somme tider ikke andet end undertøj(!) eller sakse og selvfølgelig fremfor alt: krydderier. Vi forstod pludselig godt hcor den har fået sit tilnavn fra og gik rundt i flere timer og duftede til krydderier i de mange små butikker og stande på markedet - og valgte med omhu, for de påstår jo alle, at de har den reneste saffron og de bedste theblandinger. Vi endte med indkøb af the og gode mængder af de tre vigtigste krydderier i indisk madlavning: red chilipowder, corriander og turmeric (er vi ret sikre på det hedder nu, i Indien kalder de det alle blot 'yellow powder'...). Som vo lige troede at det var det eneste, der ville friste i Jodhpur, kom vi forbi en butik, der drog os indenfor om vi ville det eller ej: tørklæder og tøj i alle farver og stoffer i en butik kørt udelukkende af studerende og med varer lavet af lokale kvinder - så pengene gik jo oven. Købet til et godt formål, kunne vi overbevise hinanden om. Her lod vi ekspedienten vise os alle de forskellige former for tørklæder frem, her var vi faktisk endeligt et sted, hvor vi slet ikke var i tvivl om at kvaliteten var i top, og så var det bare a vælge fra og vælge fra og forhandle til vi smuttede derfra med en masse flotte gaver. Det var blevet sent, så vi spurgte den unge ekspedient m råd til et sted at spise. Han anbefalede os den hyggeligste lille restaurant i en lukket gdår med fine kulørte lamper i træerne og en imponerende god thali (den typiske indiske servering, hvor man får et fad med små skåle med forskellige af deres curryretter sammen med dahl, ris og naan - og i dette tilfælde, til Simones store glæde, en indisk dessert, gulab jamoon med også). Mens vi spiste kunne vi igen følge med i en af de ting, der kan få inderne helt op i det røde felt: cricket worldcup, hvor Indien langsomt nærmede sig finalen.