Fredag d. 20. Maj:
Efter en utrolig, uendeligt lang rejsedag med flyforsinkelse og ingen søvn natten i forvejen, ankom vi til Bangkok. Alene lufthavnen og den timelange bustur ind til byen var en oplevelse og et rent kulturchock: gennem bussens ruder kunne vi se moderne, lige veje med nye biler og fin trafik, kæmpe reklameplakater og højhuse rejse sig midt inde i byen - noget meget andet og meget mere moderne end Kathmandu. Simone var blevet rigtig syg med maveproblemer efter at vi var ankommet til Bangkok, så da vi kom frem, blev hun på en cafe lige ved stoppestedet med en belgier, Yannick, som vi havde snakket en del med på rejsen dertil, mens Mathilde gik ud for at finde et sted at sove. Vi var ankommet lige til backpackercentrum i Bangkok, så det vrimlede med guesthouses, men næsten alle havde kun værelser med toilet på gangen, hvilket jo normailt er fint for os, men det var Simones mave ikke enig i denne dag, så vi endte med at bo et noget dyrere og bedre sted nærmest lige hvor bussen stoppede alligevel. Her havde vi bad og toilet på værelset og lækker morgenmad inkluderet, ren luksus. Mens Simone gik op og sov og plejede maven, gik Mathilde på opdagelse og på jagt efter aftensmad i byen. Bangkok var overvældende og spændende at gå rundt i: store, moderne veje, butikker, restauranter og selv 7-11(!) samtidigt med små, smalle gader fyldt til randen med streetfoodboder. Det var pludselig helt anden mad end i Nepal og Indien; nudelretter i uendelige variationer, forårsruller, nudelsupper, stegte insekter (!) og grillspyd med grøntsager og kød, lige pludselig, som blev tilberedt i mange af de små boder lige på gaden. Mathilde købte en nudelret og nogle forårsruller at tage med, og så gik en drøm i opfyldelse: yoghurt kunne findes i 7-11. Det havde været længe savnet i bjergene, og vores kære mødre har altid sagt, at det er godt for maven, så blev købt med hjem sammen med nogle bananer til den utilfredse mave. Efter dette guddommelige måltid på vores lidt mindre guddommelige værelse (vi fandt en død kakkerlak lige som vi skulle sove), faldt vi begge i dyb, tiltrængt søvn, inden klokken slog ni.

Lørdag d. 21. maj:
Simone havde det om ikke godt, så bedre denne morgen, så vi nød en stor morgenmad på vores fine hotel, inden vi tjekkede ud og flyttede til et noget mindre fint (men faktisk insektfrit og rent og pænt) sted at bo: Mom's guesthouse.
Vi gik ud og kiggede i de mange boder, der fyldte gaderne i khaosan-området, or vi boede. Der var så usandsynligt varmt og fugtigt i Bangkok, og det ville der også komme til at være i Laos og Vietnam, så vi købte en stropbluse til at erstatte nogle af de t-shirts, der havde været nødvendige for at dække skuldrene i nepal og indien, og ledte efter shorts, nu det var fuldt ud accepteret at vise sine ben igen. Senere tog vi en lille middagslur inden vi gik ud og nød gadernes liv om aftenen, hvor endnu flere boder og utallige streetfoodstalls var skudt op. Der var masser af liv, også af mange flere turister, end vi tidligere havde set på vores rejse. Vi endte med, på en gade hvor vist lidt flere lokale spiste, at finde en kæmpe gaderestaurant, som havde 15-20 retter at vælge imellem - så for 30 bath fik man en portion ris og to af disse retter til. Det var utrolig lækkert, men også mere spicy end på de turistede steder, hvilket fik sveden til at løbe endnu mere i den fugtige aften... Det var vist egentlig lørdag, så der var livemusik fra jack johnson-syngende mænd med guitar flere steder og ret hyggeligt, og vi satte os på en bar for at smage en af de kendte bangkokcocktails, inden vi tog derfra. Lige her var der dog ikke livemusik, men til gengæld en kæmpe storskærm med sport, hvor vi helt surrealistisk kunne sidde og følge danske wozniacki vinde guld ved en eller anden stor turnering. Sport er ellers ikke lige det vi har fulgt mest med i hernede fra, så det var helt mærkeligt, men hyggeligt at sidde og følge lidt med i og samtidig sad vi med udsigt til den travle, stemningfulde gade. Det var virkelig helt urealistisk anderledes, men også dejligt, så hurtigt at være midt i en storby med kæmpe S efter måneden i landsbyen. Ud på aftenen begyndte det at tordne og lyne og regbe helt utroligt. Regntiden er virkelig lige om hjørnet og vi gik hjem i seng.

Søndag d. 22. maj:
På mom's guesthouse fulgte ingen stor morgenmad med, men vi lavede vores egen, næsten bedre morgenbuffet på gulvet i det lille værelse - youghurt og chocopops føltes som den største gourmetoplevelse efter at have været foruden det i flere måneder. Vi tog, efter shoppingråd fra en sød ung pige i recentionen, bus 15 (ja, her er trafikken så organiseret at der findes busser med numre, som rent faktisk stopper ved busstoppesteder. Ja, det ville ikke undre nogen, hvis de endda også havde rigtige køreplaner!) ind til MBK, som skulle være det store shoppingmall i Bangkok, for nu ville vi finde de iPads, vi havde let efter i Delhi og Kathmandu. Det viste sig ikke at være noget problem: MBK viste sig at være nærmest mere moderne end et shoppingcenter, Danmark kan fremvise, og der var en hel etage fyldt med intet andet end elektronikbutikker, og her blev solgt iPads overalt. Man kunne må den måde gå rundt og forhøre sig om priser mange forskellige steder for at finde den bedste, og Simone købte en med det samme - Mathilde regnede efter og tænkte over det over god thaibuffet-frokost, men endte så med også at få en med hjem. To glade piger forlod MBK med lækre ipads i taskerne, og simone med en ny telefon oveni - den gamle var blevet ødelagt af for meget regn i Kathmandu. Vi gik hjem og shoppede videre, denne gang streetfood til den rejse, der lå foran os: kl seks tog vi en natbus mod Vientiane, hovedstaden i Laos. Det skulle tage hele natten med ankomst næste morgen, men der var meget få med bussen, så selvom der ikke var rigtige senge, men kun sæder, kunne vi snuppe to hver og sove fint nok - efter at have nydt vores luksuriøse padthai (thainudelret med grøntsager, kylling og peanuts) -dinner og udforsket den nye elektronik. Butikkerne, hvor vi købte dem, havde fyldt dem med flere hundrede applikationer oveni, så der var masser af spil til at sørge for, at busturen ikke blev kedelig. Efter en bomlet nattesøvn, vågnede vi kl halv seks i den nu meget varme og fugtige bus for at udfylde papirer om visumansøgning og aflevere billeder, køre 100 m helt hen til grænsen, og så indfinde os i køen for visaudstedelse. Med denne muntre morgen slutter beretningen om vores korte, men hyggelige besøg i Bangkok, men den videre rejse kan følges i næste blog om Laos.