Skotland dag 4-10: Den sidste dag i højlandet var helliget til en længeventet ridetur og til en lang køretur retur til Edinburgh. Af samme grund skulle vi tidligt afsted for at kunne rydde op og stadig nå til ridestedet til kl 10. Vi kom egentlig afsted i fint tempo og kom nordpå med gps og det hele som sagde vi var der 15 for tidligt. Det viste sig dog ikke helt at være tilfældet. Vi blev ledt på vildspor ad en privat vej som endte blindt i en meget sur skottes forhave. Det var nu også forståeligt at han ikke gad have folk rendende nu han havde sin egen private vej, men han vir utroligt uhøflig og sendte os væk med en sur mine. Tilbage på vejen havde vi vores hyr med at få gps´en til at finde en alternativ rute. Det lykkedes imidlertid efter vi var kørt længere nordpå ad en af de større veje. Denne rute var væsentligt længere da vi nu skulle helt op og vest om Loch Ness. Vi måtte derfor ringe til den flinke hestedame og melde at vi blev ihvertfald en time forsinket, hvilket hun lø'd til at have prøvet før. Vi holdt en kort pause ved Loch Ness for at dele turen lidt op (den tog nu næste 3timer!). Her fik vi også set lidt på søen og hævet penge. Turen videre nordvest gik ad nogle noget mindre veje som til sidst endte i en omkørsel pga. væltede træer og derfra ud på en ekstremt hullet grusvej. Her blev tempoet sænket til level snegl pga hullerne som var dybe og fyldt med vand og mudder. Jeg gjorde mit bedste for slingre uden om dem, men niveauet af huller tillod det ikke rigtigt og jeg opgav hurtigt at undgå de små og pådrog mig i stedet opgaven ikke at komme i kæmpe hullerne. Bilen skulle jo meget nødig have skader! Sådan kørte vi først i 20-30 minutter. Vejen blev hverken bedre eller større. Endnu en 20-30 min gik og havde vi ikke vidst at vi var på rette vej var vi vendt om for længst. Stedet lå virkelig udenfor lands lov og ret. Ingen mobildækning eller internet, forenden af denne dødsygt hullede vej - men men men i smukke omgivelser med stort set ingen støj fra noget som helst andet end dyrene på stedet. Vi blev mødt af høns på græsset og to logrende hunde som fulgte bilen fra afstand mens vi kørte op for at parkere.

Damen havde vidst en smule stress over at vi kom så sent men generelt var hun meget sød og forstående. Mona blev tilabge mens vi tog ud da hun havde det halv dårligt. Vi andre kom på tur med den søde dame. Mig på Angus og Anne på en stor rød highland vallak og Sarah-Lina på en gammel doven hvid dreng. Jeg husker (ej heller gør de andre) hvad Anne og Sarah-Linas heste hed men de var super søde. Anne passede fint sammen med den røde dreng som var meget rolig. SL og den store hvide var et super umage par. De havde det SÅ skægt. Han var doven og gik alt for langsomt i forhold til de andre. Når han så kom bagud skældte hestedamen ham ud som en anden hund. Det resulterede i at han luntede op til os andre alt imens SL hoppede afsted på ham. Tiltider bestemte han selv hvor han ville gå og han åd alt hvad han kunne komme i nærheden af. Anne og jeg morede os mægtet med det. Lille Angus som jeg sad på ville ih så gerne gå forrest og heldigvis for ham lod damen ham lede vejen selvom han ikke var lige sikker på den altid. Så snart han kom op foran vendte ørene frem og man kunne se at den lille dreng på 6 år følte sig meget stolt. Vi red i godt 3 timer i lidt af hvert. Bakkerne og bjerne vi red igennem var ejet af en rig hollænder og hvilket sted at købe til bare at ligge. Hele herligheden er nemlig fredet og derfor har han ikke kunnet bygget noget som helst. Det nød vi imidlertid godt at for stedet var uspoleret og fredeligt. Udsigterne var smukke og vi kunne se langt selvom vejeret var ustadigt. Der kom en smule støvregn til tider, men det var næsten ikke noget vi ænsede for vi havde det sjovt. Anne og jeg fik lov at tage en galop på vejen retur og også en god lang travetur. Det var lækkert og hestene synes vidst også om at få lov at lave lidt. Ikke mindst fordi de så kunne æde af græsset imens vi ventede på de to sidste.

Retur ved Mona kom vi af hestene og fik betalt damen inkl. lidt ekstra for hendes besvær med vores forsinkelse og Monas sygdom. Det betød også at vi nu skulle retur ad den samme vej som vi kom. ØJ! Nå, men det føltes umiddelbart lidt lettere i denne omgang. Muligvis fordi vi nu ikke skulle nå noget. Hullerne var der stadig men jeg var måske også lidt mere øvet nu. Vi ramte området omkring Loch Ness igen efter en lille time. Herfra kørte vi nord om søen og igennem Inverness hvor der var en smule myldre trafik. Vi fik frokost her omkring og kørte derefter sydpå igennem Cairngorms National Park, som er den store grønne plet man kan se hvor man kigger på kort over Sotland. Og ja, den grønne plet er STOR. Vi kørte i næsten 3 timer i området før vi igen var ude, men det gjorde så også den ret lange tur noget sjovere og ihvertfald væsentligt pænene end den gennemsnitlige danske motorvej. Vi lavede ikke mange stops, men dog lidt for lige at beundre stedet og få lidt luft. Nede omkring Edinburgh kørte vi fra vestpå for at se The Kelpies som er de helt nye kæmpe mæssige statuer som stikker op ad jorden lige ved motorvejen ind til Edinburgh lufthavn. De er to store stål heste som er ganske imponerende at se på. Herude var der også en kæmpe park som nok er blevet bygget i kølvandet på statuernes opførelse. Her gik vi aftentur og beundrede området sammen med et hundetræningshold og adskillige fotografer. Solnedgangen var også med til at gøre det ret så imponerende. Jeg tænker vi bruge over en time derude så det blev mørkt inden vi nåede ud til lufthavenen for at aflevere bilen. Klokken var blevet 23 da vi smed nøglen i afleveringspostkassen derude og kun lige på et hængende hår ift. den tid vi havde lejet bilen.

Fra lufthavnen tog vi en taxi ind til Edinburgh for at finde vores indlogering på Pollocks Hall som er de tilstødende gemakker til Universitetet. Det tog en lille halv time at komme derind, og vi fik hurtigt tjekket ind så vi kunne komme i seng.

Konferencen startede først kl. 16 dagen efter. Derfor tog Anne, SL og jeg på tur. Mona skulle til møde så hun kunne desværre ikke være med. Vi andre tre tog op til Arthurs seat for at se byen oppe fra. Jeg har været der engang før så jeg vidst godt at vejen var stejl men vi tog den alligevel, og svedte en del ved det men det var det hele værd. Bagefter tog vi en tur ind til byen for se på sagerne. Vi var allerede derinde ved 12 tiden så vi blev hurtigt enige om at udnytte tiden og bookede en Ghost-tour til kl. 13. Inden da kunne vi lige nå lidt mad på en italiensk restaurant hvor vi mødte Kirsi fra Finland som Anne og jeg kendte fra et PhD-kursus. Hun spiste sammen med os, men gik derefter retur til sit hotelæ mens vi tog på tur. Vi kom med en sød ældre herre på en times rundtur i Edinburgh "underground". Dvs. ikke under jorden som jeg troede men inden i en gammel bro. Herinde fortalte guiden om hvordan de kummerlige forhold havde været før i tiden. Ret skræmmende! Her opstod i sin også gro-bunden for nutidens gyserhistorier om totur, spøgelser osv. Meget skræmmende og mørkt, men spændende og en vigtig del af Edinburghs historie.

Resten af konference vil jeg ikke berette en masse om. Den var spændede, hård og meget lærerig. Jeg mødt en masse fra UBC som tog godt imod mig og som i det hele taget var meget søde.

I enden af konferencen var jeg på tur med nogen af deltagerne ud til nogle klippe øer syd for Edinburgh. Herude har de verdens største sule koloni samt en stor del ynglende søkonger og sæler. Vi fik en sejltur rundt om øerne i en mindre katamæran som godt nok gyngede en del, men det var det hele værd for hold da op hvor var det fedt at se de mange tusind fugle som fuldtændigt dækkede øen. De sorte klipper var bokstaveligt hvide af fuglene og deres ekskrementer. Lidt aparte, men for en biolog var det intet mindre end fantastisk.