Skotland dag 3: Vi sov lidt længe denne dag. Alle var trætte og brugte. Mona og jeg stod dog stadig tidligt op for ingen af os er de store syvsovere. Igen var der diset oppe i bjergene og lidt regn. Vi spiste morgenmad og kom afsted op ad formiddagen i den lille dyt som jeg efterhånden var blevet ret glad for. Jeg havde også efterhånden godt styr på kørslen og kunne slappe lidt mere af. Igen kørte vi sydpå mod Fort William for denne gang at ramme Ben Nevis range. Her ville vi se om vejret tillod os at komme helt til toppen. Ben Nevis er United Kingdoms højeste tinde på 1413m og det var indbydende. Vi stoppede ved informationen for at blive vejledt. Den flinke mand rådede os til ikke at tage hele turen til toppen. Det kunne i og for sig godt nås på én dag (retur) men vejret ville gøre det svært og surt for os. Regnskyerne ville ikke slippe toppen og derfor synes han vi ville få mere ud af at tage en af de lidt lettere trekking ruter ved siden af Ben Nevis da det ville give bedre udsyn til bjerget og dalen nedenfor. Ruten startede i dalen og gik igennem en skov op til et gammelt fort. Den købte vi og fik et kort så vi kunne finde p-pladsen. Her pakkede vi sammen og begav os afsted på en bred grusvej alle iført regntøj og vandrestøvler. Stien var fint afmærket og flere andre havde besluttet sig for også at tage den tur. Vi hyggede os med at gå i den flotte natur på en sti som var ret let. Vejret var fint og ind til videre tørt. Længere oppe i højden blev stien stejlere og her kom vi igennem skoven som duftede skønt. Regnen kom tilbage, dog let og støvet så det var intet problem. SL og Mona havde fronten eftersom Anne og jeg gik i foto-mode i det flotte landskab. De gik et godt stykke foran os og fandt vejen. Næsten på toppen drejede vi fra den store sti ind på en mindre sti som ledte ud til fortet. Her blev sti hurtigt til trapper af små smalle trin lavet af sten og herude kunne vinden virkelig få fat. Regnen tog til og vinden tog skyerne med ned så der blev helt gråt og vi mistede udsynet. Mona havde ikke nået at få sin regnjakke på så hun var gennemblødt da Anne og jeg nåede dem oppe ved fortet. Der var dog stadig flot selvom vi ikke kunne se særligt langt. Fortet var ikke andet end enkelte sted og brokker og ellers blot et aftryk på toppen af bakken. Tror vi har været i omkring 400-500m højde så ikke noget særligt, men i det vejr føltes det værre end Nepal!

Vi gik derfor hurtigt ned igen. Omme på den modsatte side af højen var vi nemlig i læ og kunne nyde det lidt mere. Anne og jeg blev igen de sidste og det var kun til held da skyerne pludselig lettede og tog regnen med. Der kom lys og vi udnyttede chancen til at tage nogle vildt fede billeder på bakke med Ben Nevis i baggrunden. Hele tinden kunne på ingen måde ses, men man kunne dog set det bag de andre bjerge i for grunden. Længere nede gik det nu let med både tørvejr og nedstigning. Det er jeg altså bedst til. Anne og jeg indhentede SL og Mona næsten nede i dalen og her var der også kommet flere mennesker til. Diverse cross country løbere og flere trekkere. Vi gik i samlet følge tilbage til bilen hvor vi kunne komme af med alt det våde overtøj og få os en medbragt sandwich. Det gav os lidt mere energi så vi kunne klare lidt mere. Nu gjaldt det nemlig en lille tur retur til Fort William for derpå at gøre stik vest ud mod kysten. Jeg havde en skummel plan om at vi måske kunne nå kysten, men der var langt så det var ikke sikkert. Klokken var nemlig allerede mange. I Fort William så vi et slot som jeg før har set og legede i ruinernes tårne. Anne og jeg mest på jagt efter det perfekte foto. SL og Mona var så heldige at e da det gamle damplokomotiv Jacobite kørte afsted derfra. Det er toget som de har brugt da de filmede Harry Potter der stadig kører mellem højlandet og kysten. Anne og jeg så det ikke, vi havde for travlt med alt muligt andet.

Turen videre gik mod Glenfinnan hvor den lange fine tog bro er. Ingen et fænomen de fleste kender fra Harry Potter. Den lange stenbro er vidst også brugt i andre film, men den er klart mest ikonisk pga. Harry Potter. Turen derud var ikke sønderlig lang, men vi blev sinket af de mange sluser som bådede skal igennem når de sejler fra en sø til en anden. Det tager sin tid fordi bådene kommer fra begge sider. Vi nåede dog derud og fik set den fine bro. Vejret var ikke ligefrem til det, men det var alligevel sjovt at se. Ikke mindst fordi jeg ikke før havde været der. Vi tog også en lille gåtur ud i noget af det fredede sump habitat der var. Det var ret sjovt at se. Der skulle være både oddere og bævere der men vi så imidlertid ikke nogen.

Turen hjem var noget længere og da vi først kom afsted fra Glenfinnan var klokken mange så der var ikke tid til en tur til kysten - vi skulle jo hjem til pub-quiz på bådpubben! Derfor kørte vi kunne en lille detour for at se udsigten fra en anden bjerg range. Her havde restauranten lukkede så vi måtte finde et andet sted til aftenens mad. Vi blev anbefalet et sted langs med søen hjemme i South Laggan, tæt på Spean Bridge så det tog vi. Vi kørte afted og fandt også stedet som vi faktisk havde passeret før hvor vi havde snakket om at de havde en genial placering. Vi hoppede derind i vores mudrede og halv fugtige kluns og følte os en kende under-dressed, men efter en ginger beer var det lige meget. Alle var trætte og her var wifi så der var stille ind til vi rykkede os fra baren ud i restauranten. Vi fik den aften fisk på alternative måder. Alle noget pasta agtigt med sauce og lign. Mit var OK, nok pga. en overvegnende stor mængde fløde som jeg nød mens de andres var noget besynderligt. En kombi af fisk og noget meget sødt thai-agtigt sauce. Vi blev dog mætte og kom retur i nogenlunde tid til at komme med til bar quiz. Vi fik os en bailey inden vi gik. En super ting ovenpå en lang dag i regnen og vinden. På båd-pubben fik vi en øl hver og spillede kort ind til quizzen startede. Der var propfyldt på den lille båd og jeg tror ikke jeg tager meget fejl hvis jeg postulerer at dette var lokalsamfundets event-of-the-week. Vi fk delt skemaer og kuglepenne ud og så var vi ellers i gang. Vi var med i spørgsmålene i første runde, derpå skulle vi folde en papirsflyver som skulle konkurrere i hvor langt den kunne flyve. Det var vi virkelig ringe til, og vores fløj nærmest ikke. Vi fik dog et enkelt point for kreativitet. Generelt tog de lokale quizzen meget seriøst og vi blev i de næste kategorier hurtigt sat af. Der var ikke mange der lagde mærke til at vi var der så efter en times tid besluttede vi at vende snuden hjemad. På vejen var fårene kommet ned fra bjergene og stod nu lige omkring vores hytte. Anne og jeg havde det sjovt med at prøve at kommunikerer på får-sk´ med dem selvom det ikke rigtig lykkedes.