Svalbard 11/2:
En meget meget tidlig og mørk morgen kl. 06.20! Jeg havde sovet men Mona havde haft lidt svært ved det. Vi kom op og var vidst begge lidt stille da nervøsiteten pressede på. Begge havde vi skrupler over det vi havde rodet os ud i og det kunne mærkes nu. Kl. 08 kom den meget lille og forlegne guide dame (hun fortalte aldrig sit navn). Hun hentede os og 6 andre hvoraf vi kendte to af dem i forvejen fra slædeturen igår. Et tysk par, mor og søn. Det var dem som væltede af slæden på vej ned fra isgrotten. Alle var stille mens vi kørte ud til Better Moments hovedkvarter. Herude skulle vi briefes omkring ruten og sikkerhed. Hun fortalte at vejret på vestkysten pt var fint. -9 og 7m/s som svarede til -12 ca. På østkysten er klimaet markant anderledes fordi polarvindene kommer ind her og der er derfor ingen læ, og fordi golfstrømmen ikke når der op. Her skulle vi forberede os på stærke vinde på 12m/s eller mere og minimum -12 med kuldeindeks på mere end -30 grader. Det gjorde ikke nervøsiteten bedre! Ruten skulle gå gennem Adventdalen til Sassendalen. Derfra op på den første gletsjer Klauvgletsjeren og videre til den næste Königsberggletsjeren som skulle føre os helt ud på havisen i Mohnbugten på østkysten af Svalbard. Sikkerhedsforanstaltninger var der masser af. Det tog næsten en time for hende. Både mht isbjørne sikkerheden, gletsjerkørsel, haviskørsel og generel varmesikring. Hun afsluttede med at remse tøjet op som vi skulle have på: inderst uld undertøj, gerne i to lag, to par uldsokker hvoraf den yderste skulle være større end den inderste, skibukser, uldtrøje evt 2, halsedisse, uld baraclava (storelefant hue), inderhue, yder hue/pandebånd, special støvler med luftlag, heldragt med beskyttelses plader og luftlag, neopren ansigtsmaske, inderhandsker, luffer og lange yderluffer, hjelm og snebriller med hvidt glas. Ud over dette havde jeg så også Fredes skibriller, ekstra uld tøj, luffer og halsedisser med. Hun medbragte selv den obligatoriske riffel og advarselspistol, nødblus, 20 liter ekstra benzin, nødtelte, sattelittelefon, nødsignal, suppeportioner, varmt vand, hånd og forvarmere, skovle, reb, klatre kroge, snesko og issko. Dette blev læsset på en trailer/anhænger på hendes snescooter som havde en lidt større motor end vores Yamahaer.

Vi begyndte herefter 500m polarpåklædning for letøvede. Det tog en evighed at komme i alt det tøj, og så snart man var i det, svedte man som en hest. Når dragten først var på var det umuligt at nå sine fødder og det krævede meget tilvænning med den der stive, trælse neopren maske. Den var umulig at få til at sidde og det med at trække vejret krævede skills og megen øvelse. Jeg kunne imidlertid godt se at den var nødvendig. Vores scootere var fine og røde/sorte med fuld tank. Godt med lys på og et front visir mod vinden. Den ultimativt bedste feature var dog varmen i håndtagene og tommelspeederpinden. De var ganske uundværlige! Ved fødderne blev motorvarmen ledt ud således at underben og støvler havde gavn af udviklede varme, smart! Vi startede vores tur med mig ved roret og Mona bagpå. Jeg havde, modsat samtlige af de andre, aldrig prøvet det før, men fulgte fint med. Igennem byen med 20 i timen og derefter ud i Adventdalen med 35-45 i timen, hvilket føltes meget hurtigt. Ikke mindst for Mona som nok aldrig bliver den store fartdjævel. Adventdalen var smuk og sporet vi kørte på var bredt. Enkelte steder kørte vi over isplamager fra sommerens smeltevand. Det lød underligt når scooterens larvefødder kradsede hen over. Stykket i Adventdalen var meget lige og vi drejede kun meget få gange på de første 40km. I bunden af dalen blev det mere kuperet og snørklet. Her fik jeg lidt mere udfordring på mine styre skills. Det gik fint og jeg fulgte godt med. Vi nåede et stykke hvor damen kom lidt i tvivl. Hun kunne se vand ovenpå isen. Vi kørte lige efter hende som nummer to i snescooter rækken og fulgte derfor lige efter hende når hun prøvede noget af. Det resulterede i at vi plaskede lige efter da hun kørte ud i vandet. Hun kom med lige akkurat over isen uden at sidde fast og vi gjorde det samme, men også kun med nød og næppe da vi var tæt på at sidde fast i grødisen. Løsningen her var bare at give speederen en over nakken. Vi standsede og hun løb hurtigt tilbage for at få de andre rundt ad en anden vej. Klogt valg for is brød op og havde ikke holdt flere scootere!

Næste stykke ad Adventdalen var knap så actionpacked. Vi kørte op på et meget fladt fjeld kaldet Tranhøjdynen. Herfra kunne vi se ud over Adventdalen og Vendomdalen. Vi tog lidt billeder mens vi var parkeret. Her kunne vi så tydeligt mærke hvor meget magt 7m/s vind har. 3 min og vores hænder, som var i inderhandsker, var frosne. Nu var det helt afgørende for mig som chauffør med varmen i håndtagene. Havde det ikke eksisteret, havde jeg ikke fået mine fingre med videre.

Ned ad fjeldet igen måtte jeg bruge lidt motorkraft på at bremse det voldsomme snescooterdyr. Den brummede noget ved det men det gik fint, og jeg var efterhånden forbavset over mine egne skills. Det næste stykke var mere kuperet sidelæns således at Mona nu skulle inddrages lidt mere i kørslen. Hver gang der var risiko for at vi tildede skulle både Mona og jeg være ballast for scooterens tyngdepunkt. Det betød at vi skulle lette måsen ind i svinget bokstaveligtalt, ikke bare læne os. Derfor havde jeg også to specielle fodpinde som skulle holde mig fast når hele kroppen skulle kastes til højre eller venstre. Mona skulle gøre det samme for bagenden. Det virkede fint, men jeg var godt nok forbavset over hvor følsom sådan en scooter er. Det var ikke sjældent at vi kunne mærke udskridningen og vi var også advaret om at det ikke er sjældent at scooterne vælter. Det vigtige var bare at vi ikke måtte bremse den væltende scooter med benet da de 300 kg brækker benet. Så væltede vi skulle vi vælte med eller hoppe af om muligt. Skræmmende tanke som vi ikke havde i sinde at stifte bekendtskab med.

Vi kørte det sidste stykke af Advendtdalen i roligt tempo mens guiden spejdede efter om vi kunne se Tempelfjorden. Det tillod vejret imidlertid ikke så vi fortsatte uden stop ud i Sassendalen. Her kunne vi se langt og skulle også køre langt. Godt 40 km igen men denne gang i ét stræk. Guiden klemte på. Godt 45 i timen igen og jeg skal hilse og sige at det er pokkers hurtigt på en snescooter i det terrain! Vi fløj op og ned men det var ikke det værste. Fordi der er mange spor og forskydninger flyver de to forreste meder fra side til side alt efter hvad de lige ryger i af riller. Det betød at vi konstant gled fra side til side, og som i Juhuu sjovt, men som wups, hold godt fast eller du flyver af. Og så med strid vind og hastigheder af den slags! Jeg lagde på stykket mærke til fjeldet foran os og kilometertælleren. Vi kørte og kørte og fjeldet flyttede sig stort set ikke. Det føltes som om vi snart var ovre ved det men vi kørte i over 40 min uden at det kom tættere på! Utroligt så svært det er at bedømme afstande med så få fikspunkter. Guiden pæsede os. Hun kørte til og jeg havde svært ved at følge med men også med at se hende da vinden piskede sne ned fra fjeldene. Jeg synes hun var ret uansvarlig og faktisk var det ikke spor sjovt! Da vi endelig stoppede igen var min speeder hånd godt brugt og mine arme rystede. Mona var heller ikke videre imponeret og ville helst af alt gerne hjem. Vi var parkeret foran morænen til den første gletsjer, og her holdt vi pause mens guiden gav instrukser til det næste stykke. En af englænderne, Mona og jeg selv skulle tisse noget så frygteligt og hvad gør man så? Ja man går lidt væk og håber at ingen kigger. Det krævede jo så at vi tog alt tøjet af! Det var i sig selv en prøvelse af rang pga kulden. Men når tøj så han om knæene hvordan i hulen skulle man så komme på hug? Jaa det var ikke let! Man tager alt tøjet som hænger i en hånd og læner sig så bagover på den arm mens man hiver alt hvad man i tøjet rundt om knæene. Så går det faktisk! Utroligt nok!

Efter vores aftræden på naturens vegne kom der ud af det blå to guider kørende fra et andet firma. Heldigt at vi lige havde fået tøjet på igen. De skulle samme vej som os for at tjekke ruten. Vi var nemlig det første hold turister derude i år! Ruten var kun lige tjekket i sidste uge og derfor var det stadig meget nyt og usikkert! Great! Ikke lige hvad vores nervøsitet havde brug for. Guiden kørte efter de to nyankomne og efterlod os i den lille hulning vi stod i. Hun kom kort efter tilbage noget usikker på hvordan vi skulle fortsætte. Mona og jeg gjorde ikke livet let for hende. Vi var vidst ikke klassens mest positive og vi fik da også luftet ideen om at vende om flere gange. Guiden var imidlertid stædig. Hun sad fast flere gange og måtte have hendes trailerslæde af og væltede en enkelt gang med scooter og det hele. Hun fandt en rute sidelæns på fjeldet men her stod Mona, tyskerne og den kvindelige englænder af. Vi gik! Og derfor kørte hun frem og tilbage flere gange for st få alle scooterne over på morænen. Det tog sin tid og heldigvis for den lille dame hjalp de to unge fyre på holdet til med flytningen. Ovre på morænen ventede nu det svære stykke slalom kørsel inden vi nåede foden af gletsjeren. Dette tog Mona og jeg i professionelt teamwork. Jeg råbe hhv højre eller venstre alt efter hvor ballasten skulle ligge og kørte ekstremt stille så vi kunne overskue hver forhindring i god tid. Op og ned, sidelæns og hen over is og klipper. Det var faktisk sjovt efterhånden som vi fandt ud af hvordan man gjorde. Kæft hvor var vi seje og i et øjeblik slet ikke til at slå ud. Da terrænet igen blev fladt åbnede gletsjeren sig foran os. Den var stor og høj og faretruende. Her måtte vi ikke afvige mere end nogle få meter fra hendes spor eftersom der kan være dybe sprækker i isen. Vi satte afsted og vi havde nu fået englænderparret op imellem guiden og os. Det hjalp for nu kunne jeg holde øje med deres baglygte. Op ad gik det. Op i vinden som blæste kold og truende ind fra Nordpolen og det russiske ishav. Heroppe viste vejret sig virkelig fra sin værst tænkelige side. Vinden piskede sne op og hen over os som vi kørte højere op. Stadig godt 40km/t og nu med adrenalinen pumpende så det sang i ørene. Vi fortsatte ind i det hvide. Jeg priste mig lykkelig over at have skiftet til Fredes gule snebriller som lukkede mest muligt lys ind for ellers havde jeg intet kunnet se. Sneen lukkede sig om os. Snart var himlen væk og alt havde samme farve. Man kunne intet se. Intet. Det eneste jeg havde at køre efter var det svage røde skær fra den forankørende baglygte. Horisonten var væk og vi kunne ikke se op eller ned. Ingen fikspunkter intet spor, ingenting. Complete whiteout! Gud hvor var jeg bange. Jeg kørte det bedste jeg kunne for at følge med, der blev nemlig ingen hensyn taget. Farten var uændret og guide klemte stadig på tempoet. Jeg måtte ofte rejse mig for at se fordi front visiret frøs til. Kulden kunne mærkes nu. Vores ånde frøs på 0.5 på briller og ansigtsmaske og nu var det pludselig virkelig skidt at være snottet jeg kunne ikke gå vejret gennem næsen og kulden bed i det lille åbne stykke hvori man skulle trække vejret. Jeg åndede gennem munden for at have luft nok og hver gang jeg åndede ind kunne jeg mærke den frosne maske på kinderne. Ikke godt. Slet ikke godt!

Sådan kørte vi i godt 45 min inden luften klarede. Vinden tog ikke af, men vi kom i det mindste ud af det tæppe som havde blokeret for alting. Nu kunne vi se kysten. Vi kunne se en ende på første halvdel af denne frygteligt anstrengende tur. Derude var vandet foran verdens ende. Bokstaveligtalt. Vi holdt en kort pause i dem vi kørte det sidste stykke ned mod gletsjer fronten og havet. Guiden kiggede efter isbjørne men fandt ikke rigtig noget. Vi kørte fra gletsjeren med på havisen og rundt foran gletsjerfronten på Königsberggletsjeren. Her var så flot og skræmmende på samme tid og vinden blæste endnu faretruende kulde ind som gjorde det svært for os ift påklædningen. Fronten var smuk og blå. Enkelte steder pircet af en klibbeblok. Vi tog lidt billeder foran gletsjeren men denne gang kunne man nærmest ikke havde handsker af før fingrene var uduelige. Jeg ventede første gang lidt for længe og det resulterede i at jeg måtte skrue helt op for varmen i håndtagene da vi bevægede os videre ud. Igen reddede de mig.

Vi lavede flere stop på den tykke del af havisen på Mohnbugten. Ingen isbjørne men virkelig et smuk og surrealistisk landskab. Vores guide brugte ellers sin kikkert i hærdigt. Midt på den tykke stykke havis gjorde vi holdt til frokost i det fri. Jeg troede hun jokede da hun sagde det, men hun var bund seriøs. Her midt på havisen i strid kuling skulle vi spise! Jamen så gør vi da det, ingen "ko på isen". Hun parkerede traileren og åbnede en af de mange kasser hvori hun havde 12 termo dunke med gullash suppe 12 træskeer, 12 trækrus og 6 termokander kaffe, the og solbærsaft. Og så var det ellers igang med at fumle med det kæmpe store vanter og skruelågene. Jeg hentede en kande og en ske som jeg satte på scootersædet. Jeg fik med møje og besvær begge låg af dunken og placeret skeen i vanten så jeg nogenlunde havde styr på mine bevægelser. Suppen var varm og kraftig. Faktisk helt utroligt lækker og med masser af fyld, selv kød. Jeg placerede dunken på min "heldragt-dunk" og holdt den fast med armen imens jeg skovlede ind. Jeg spildte kun lidt, og det frøs alligevel til is med det samme så det kunne bare børstes af igen. Vanterne kom ihverfald ikke af, og dermed basta!

Suppen gjorde godt, og pausen var rar hvis ellers man kunne se bort fra kulden. Jeg tog ansigtsmaske og briller på frivilligt efter måltidet. Det vidner lidt om graden af kulde og vind... Bagefter lagde jeg mig på scooteren og arbejdede med fødderne som brokkede sig lidt. Der var ikke meget tid førend vi ville blive afkølet. Derfor var vi også hurtigt på farten igen. På med håndtagvarmen og længere ud på isen. Fra det plane havisstykke over på en pynt med blandet havis og klippe/moræne. Dette var ikke kørt op og derfor for mig nærmest umuligt at manøvrere i. Men vi blev ikke spurgt. Hun kørte bare derud og så måtte vi jo følge efter. Og godt det samme for ellers havde vi ikke gjort det. Over stok og sten, i hastigt tempo men med øje for at vi kørte på havis. Vi passerede massevis af klippeblokke fastfrosset i isen og faretruende passager med skrå isplamager med overhængende fare for enten at skride eller tilde. Vi rundede en pynt og derpå en til hvor vi gjorde holdt. Her vendte guiden scooterne for os eftersom vi holdt på en isflage med 45graders hældning. Så nej, jeg gjorde det ikke selv, og jeg er også stædig, nå! Vi befandt os på det østligste sted på Svalbard som man kan komme som turist. Det hedder Teistpynten foran Teistbjerget på 485m. Vi stod på et højdedrag som udgjorde pynten samt overgangen fra fast havis til flydende/usikker havis og dermed også grænsen for hvor vi måtte køre. Foran os åbnede isbjørneland sig. Vi kunne se havet, de store fritflydende isbjerge, den kuperede og skvulpede havis og de to øer Edgeøen og Bjørnøen som er det østligste øer tilhørende Svalbards ialt 5 øer. Det var åndsvagt at stå der i over -32 graders kulde med polarvinden susende i ørene og polarishavet foran os. Ingen sol, kun lidt reflekterende skær i horisonten og en overhængende fare for ikke at nå hjem mens man stadig kunne se noget. Noget som vi ellers kun har set på tv og som er så svært fremkommeligt. Jeg tror aldrig at jeg havde tænkt at jeg kunne klare det, og alligevel, vupti så stod jeg her. Guiden fandt endda nogle isbjørne spor derude. Ikke friske men få dage gamle. Vi kunne ikke tage billeder af dem da det simpelthen var for koldt, men vi klarede dog at tage enkelte billeder ude fra Teistpynten for at markere at vi nu har stået på det sted i verden som er allerlængst væk fra lands lov og ret og aller tættest på Nordpolen (hvis man er turist). Under 1200km derfra faktisk! OG vigtigst af alt - jeg havde selv kørt os derud!

Hjemturen startede ca 10 efter vi havde rundet Teistpynten. Klokken var 15 ish og det gik pludselig op for guiden at vi nok hellere måtte vende om. Øh ja! For lyset var som sagt på vej til at forsvinde helt og vi havde over 100km hjem. Vi kørte det svære stykke fra pynten tilbage til den flade faste havis, på tværs og derfra op på Königsberggletsjeren igen. Her var vi i læ og det gav mig tid til at få fingrene igang. Min speederfinger var så forfærdelig øm, og jeg måtte konstant ændre position for ikke at krampe. Den anden hånd havde det heller ikke for godt. Den havde knuget om det andet håndtag i en statisk position lige siden vi tog afsted for over 7 timer siden. Bortset fra det var min næse stadig træls. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at snøfte men det virkede ikke altid. Så til sidst opgav jeg og trak vejret gennem munden. Det lettede og gav mig overskud til at se mig omkring. Det lignede at vi var på en anden planet. Pluto måske? Alt var is eller sne og i de gule briller så det lilla ud og himlen var så mørke gul med månen hængende lysende hvid over bjergtinden som stak op at gletsjeren. Jeg ville sådan ønske at jeg havde det på video. Hele opkørslen. Vinden hvirvlede sneen ned men således at det nærmest løb ned tæt på isen. Faktisk lignede det mest af alt et lilla flammehav som vi sejlede hen over. Det mest surrealistiske jeg nogensinde har set. Specielt med det rumagtige landskab rundt om.

Desværre blev det ikke ved på den måde. På nåede toppen af Königsberggletsjeren og her lå vi skævt så vi måtte hænge på den ene side. Foran os blev himlen farvet sort og jeg tænkte ved mig selv at vi jo heldigvis ikke skulle derhen. Men jeg måtte tro om. Guiden satte farten op til 50km/t og fortsatte lige ud. En helvedes fart skød vi, lige ud i hovedet på et vindbælte som kom ind over Klauvgletsjeren fra øst med vindstød på over 20 m/s!! Nu blev det vildt! Sneen fangede os og med den kom vinden. Farten blev holdt på de 50 i timen og vi fór nedad. Vinden havde ingen nåde og jeg kunne intet gøre for at afhjælpe det. Der var is på indersiden af min ansigtsmaske og rundt i kanten af skibrillerne. Mit ene øre havde det hårdt eftersom vinden kom fra højre. Næsen kunne jeg ikke mærke og det snot som kom derfra frøs til så jeg ikke kunne trække vejret. Vi kunne intet se. Igen et fuldstændigt whiteout! Og denne gang i mørke kombineret med en helvedes fart som vidnede om at guiden godt vidste den var gal. Jeg kunne mærke at Mona knugede sine ben rundt om mig. Vi kunne på ingen måde kommunikere da vinden tog alt lyd. Jeg tænkte kun på at styre. Styre og holde farten. Blev vi væk herude var vi prisgivne og kom nok aldrig tilbage. Og så tænkte jeg på at komme ned og ud af vinden. Kulden var ulidelig. Fuldstændig gennemtrængende og ubarmhjertig. Jeg blev hurtig enig med mig selv om at dette ikke var egnet for turister. Ihvertfald ikke uden en vis form for træning. Jeg gjorde det ihvertfald aldrig igen på den her måde. Panikken var over mig og jeg tror ikke min puls var sund. Jeg mindede mig selv om flere gange at det ikke hjalp en dyt at tude nu. Sporene fra de andre blev visket ud øjeblikkeligt men alligevel kunne jeg nogengange skifte hvor de havde kørt og det kombineret med englænderens baglygte gjorde at jeg fortsatte. Ned skulle vi fandme!

Efter godt 45 min i polarhelvede nåede vi bunden og morænen. Her løsnede vinden og dermed også den fyende sne. Vi gjorde holdt lige foran morænelandskabet og her kunne jeg slukke motoren og læne mig tilbage for at trække vejret dybt ind. Gud hvor var jeg lettet og stolt over at jeg kunne klare at få os ned derfra. Guiden gik fra scooter til scooter og tjekkede om alle var okay. Jeg rystede, men tror ikke hun opdagede det da det faktisk var mørkt nu. Kun sneen gjorde det muligt at se forskel på hvad der var farbart og hvad der var klippegrund. Mona var heller ikke stolt over situationen. Hun havde også været herre bange! Nu gjaldt det så morænen igen. Det teknisk svære stykke hvor vi virkelig skulle samarbejde for ikke at vælte. Det tog vi i stiv arm. Der var nemlig vindstille på stykket så vi havde ikke kulden og larmen imod os. V brugte samme teknik som sidst og igen gik det forbavsende godt for os. Vi var altså herre seje til de her manøvrer. Det tog heller ingen tid før vi nåede den anden side med det helt skrå stykke. Her hoppede vi igen af scooteren sammen med tyserne og englænder damen, mens de unge fyre og guiden kørte vores scootere over på den anden side lige foran Sassendalen. Mørket var næsten fulstændigt nu og forude kunne vi se skyerne trække sig sammen. Vi kørte ud på Sassendalens humblede grund i et hastigt tempo og gav den gas. Tror alle ville hjem nu. Det gik fint, jeg var træt af at køre men noget mere erfaren nu så speederen fik en over nakken. Vi havde nok kørt maks 15 min før sneen begyndte. Ikke snefyning men sne fra humlen. Små frost snefnug og heldigvis ikke efterfulgt af vind. Skyerne stjal det sidste lys og der var nu helt mørkt botset fra det vi kunne se fra forlygtens skær. Det var ikke så slemt som på gletsjeren - på ingen måde - men det er frygteligt anstrængende at køre i. Specielt når ens arme, håndled og specielt fingre værker. Jeg havde nu også været igang i over 8.5 timer og det kunne mærkes. Min lænd og skuldre syrede og mine lægmuskler ligeså. Jeg bukkede mig forover og lod visiret læ for sneen. På den måde kunne jeg bedre se sporet og klare farten. 45 km/t blev hurtigt til 50 og vi susede gennem sneen. Sporene var dybe og vores meder fes frem og tilbage mellem de forskydne spor. Vi blev slynget godt og grundigt rundt og jo mere træt man blev desto surere blev ma på scooteren hver gang den ikke makkede ret. Ja, for det var jo scooterens skyld kan i godt se. Ganske irrationelt, men sådan noget ske når man er overanstrengt. Jeg begyndte også at se ting jeg ikke havde lagt mærke til før. Jeg koncentrerede mig nok for meget. Jeg havde det som om vi kørte op ad et hegn og jeg hele tiden skulle passe på ikke at køre ind i det. Jeg så lysglimt i natten. om det var min fantasi eller iskrystaller som reflekterede i vores lys ved jeg ikke, men man bliver altså halv skør aff at være så presset så længe. Sassendalen tog for evigt at krydse. Igen... Men det gik noget bedre end sidste stræk. Vi holdt den obligatoriske pause midt mellem Sassendalen og Adventdalen på det snoede stykke. Her var det helt mørkt men sneen var taget af. Guiden ville høre im vi skullekøre alle 45 km hjem med det samme eller om vi skulle holder pauser. Jeg var vidst lige overmodig nu vi snart var hjemme så jeg sagde nejtak til pauser. Det gik imidlertid også fint de første 12 km. Ingen sne og lidt sving som gjorde det sjovere at køre. De sidste godt 35 km fik vi virkelig tung sne. Store tunge fnug. Det var ikke skæmmende eller blæsende men så forfærdeligt trættende at fokusere på. Sporet var så svært at se og mine øjne og mit hoved var brugt. Speederen fik igen en ordentlig omgang og til tiden tog jeg mig selv i ikke at koncentrere mig. Det resulterede i at vi engang imellem kom på vildspor. Det gik eftersom vi var i Advantdalen men vi fik nogle kasteture på nogle isplader som kunne være undgået. Jeg synes stykket tog evigheder, meeeeeega lang tid. Gud hvor var jeg død træt og mine fingre kunne næsten ikke holde mig fast mere. Jeg måtte bruge min vægt til at holde speederen igang. Musklen i tommelfingeren var død nu. Aldrig i mit liv var jeg så glad for at se lys på bjerget da det endelig dukkede frem i mørket. Mine 7´s belysning virkede som et fyrtårn i natten og pludselig kunne jeg klare det hele. Jeg kunne se minen og kort efter bilerne fra Nybyen og lidt senere de første huse og vejen til Longyearbyen. Gud hvor var jeg lettet. Speederen fik tur og vi susede langs vejen ind i byen med 55 km/t. Tror ikke Mona var helt ellevild med det men jeg skulle hurtigt hjem nu - ellers ville mine hænder falde af. Sneen fortsatte men den var pludselig ikke så slemt nu jeg havde lere andre fikspunkter at fokusere på og styre efter. Vi ramte byen ved 17.30 tiden og stoppede for at tanke scooterne. En for en fik vi tanket dem op og samledes derefter for at køre i samlet trop gennem byen til Better Moments hovedkvarteret igen. Lettelse. Puha, hvor var jeg glad. Det var overstået og vi havde begge to alle lemmer i behold.

Hjemme på hovedkvarteret lavede jeg er en overdreven overskudsagtig parkering af scooteren. Intet mindre! Vupti smed jeg den rundt og parkerede fod i hose hvor guiden pegede. Vi kom af og fik løsnet min stivfrosne rygsæk som havde været spændt fast bagerst på Monas ryglæn. Den var dækket i sne og is og vi måtte ryste den godt for at få den gjort brugebar igen. Bagefter var det eneste jeg havde i hovedet at få alt det gear af igen. Mine ører var følelsesløse, håret kløede og jeg var træt af at være så bevægelsesbegrænset. Inden på kontoret og af med støvler, hjelm, dragter, masker, huer, vanter og jakker. Puha hvor var det lækkert. Man var helt ør i hovedet og det summede i alle lemmer. Guiden ryddede op og gentog dernæst vores rute på kortet eftersom den var blevet en smule ændret derude i felten. Vi tog billeder af kortet for at kunne huske da mange navne og steder. 280 km på snescooter og på 10.5 time!

Guiden kørte os retur til byen kl. 18.15 ca. og her satte vi direkte kurs mod Kroa og øl! Det sneede tæt men vi tog ikke engang notits af det. Vi var ret hærdede pt. På Kroa fik vi et rigtig lækkert stort bord og en kæmpe Arctic beer. Jeg fik pizza og mona nachos efterfulgt af en chokolade shouffle som vi delte. Nej hvor var det godt at sidde der og kunne se tilbage på den ekstreme oplevelse. Vi var så trætte at vi faktisk bare sad der og sippede øl og blev små fulde uden at sige så meget. Maden smagte os selvom vi ikke var sultne og gjorde os fuldstændig grydeklar. Kl 19.30 gik vi tilbage på hotellet for at pakke sammen inden vi skulle tidligt i seng. Morgendagen stod på hjemrejse så vi ville lige have styr på lidt inden.