USA/Canada dag 10: Natten i ho-teltet var en anelse urolig. De mange toge som kører gennem dalen tuder når de kører igennem en by og det gør de også om natten! Og jeg skulle hilse at sige at der bliver tudet igennem, OG der kommer mange tog. Temperaturen i Glacier falder også drastisk i løbet af natten, så det blev hurtigt køligt. Selvom vi havde lige knap 30 om dagen så sov vi i omkring 8-10 grader. Derfor var teltet også udstyret med en brændeovn og en 3 lag tyk dyne så vi kunne holde varmen. Vi frøs nu heller ikke men man skulle dog holde snude og arme inde under dynen. Vi stod op ved 8 tiden og ville nu pakke sammen for at køre ind efter morgenmad. Det viste sig imidlertid ikke at være muligt! Bilen var punkteret!! Det venstre bagdæk var fladt, og som i helt fladt. Vi stod kort og måbede overfor hinanden. Vi vidste hverken ud eller ind. Vi blev dog hurtigt enige om at gå ned til folkene i receptionen for at spørge dem til råds. Jeg har nok virket en anelse opgivende og frustreret for den søde pige dernede måtte næsten lege "mor" og fortælle at der nok stod et Road assistance tlf nummer på vores nøgle. Og ja. Det det gjorde der jo! Så jeg forsøgte dem. Min telefon ville dog hverken det ene eller det andet så jeg lånte i stedet pigens. Så gik den endelig igennem og jeg kom i kø. En laaang en. Frede lånte i mellemtiden en anden telefon som ringede til det lokale Avis kontor i Kalispell lufthavn. Det ville ikke hjælpe uden om Road assistance så vi måtte pænt vente i min tlf kø. Da jeg endelig kom igennem tog det den Indian-english-talende lady i den anden ende af røret ca 4 forsøg pr sætning at forklare mig om det hele (ja, jeg var lettere irriteret!) Endelig fik jeg sjusset mig frem til at hun ville få en gut ud til os fra Joes Road assistance med et nyt dæk! Fabulous! Det ville så bare tage en time til to! Nu var klokken så 9 og det betød med andre ord at vi ingen chance havde for at nå vores aftale kl 10 ved Glaciers vest indgang. Her skulle vi have været ud på hesteryg i parken. Det overhørte pigerne i receptionen og gik straks igang med at ringe til hestestedet for at høre om vores muligheder. Pga højsæsonen var der dog ingen som svarede på deres telefon så de havde ingen succes med det. Trist... Pigerne gik derefter kort for at ordne andre opgaver og kom tilbage 10 min med en ny løsning. De ville køre os derind og imens vi så red en tur ville de klare bilen sammen med Joe. På den måde ville vi nå det hele og have en bil igen når vi kom tilbage. Vi var henrykte! Amanda som den flinke co-manager hed hentede os i sin gamle spand af en van, først mig og så Frede som var oppe for at børste tænder. Uden morgenmad og bad eller noget afsted mod parken. Amanda var så super flink og fortalte om alt muligt mens vi kørte. Jeg fik hendes telefonnummer og hun mit til hvis der nu var noget. Vi blev sat af lige 2 min inden vi skulle afsted så alt klappede takket være super-woman Amanda. Vi tjekkede ind og udfyldte papirer så vi kunne komme afsted. De havde travlt derude og fes rundt imellem hinanden. Vi var en 10-15 stykker som skulle afsted og de havde deres hyr med at få styr på alles papirer, hjelme og heste. Der var en dælens ventetid og ikke først kl 10.30 fik vi hver en hest. Jeg fik store Carmel en brunbroget clydedales krydsning som havde alle 4 kæmpe ben solidt plantet på jorden. Frede fik store sorte Winchester som var en lidt mere elegant Mustang med gode kraftige ben. Vi kom i sadlen og jeg tror Frede passede noget bedre i den store brede western saddel end jeg gjorde. Han og Winchester var ihvertfald et godt og ret kønt par. De gik lige foran os så vi kunne snakke sammen på turen. Store Carmel tog kæmpe skridt og tøffede egentlig bare og det samme gjorde Winchester, så Frede kunne fint følge med. Vi red i samlet flok ude i parken gennem skoven foran Apgar Mountain. Der var vildt støvet på stien, og Carmel var noget utilfreds med det og med min manglende velvilje i at han altså skulle smage på alle træerne. Skæg fætter. Winchester var eksemplarisk og holdt fint afstand til hesten foran. Frede så ud til at nyde det og det tog ikke mange minutter for ham at komme ind i rytmen. Vi red en god time i skoven og det gik lidt op og ned. Der var skygge og en lille vind så varmen var ok. Jeg havde lidt problemer med at sidde i sadlen fordi Carmel var så bred så efter den første time blev jeg ret øm. Vi skulle afsted i to timer men det føltes som meget mere. Da klokken var 12 og vi skulle havd været retur, var vi endnu kun halvvejs. Her strammede vi gjorde inden vi skridtede videre. Vi så faktisk bare det samme på turen gennem skoven. Først lige inden vi var retur skete der noget. Vi kom forbi en flod som svingede i en kæmpe bue kaldet Oxbow bend. Her lå to bævere og legede i vandet! Floden var helt blå og det var så fedt at se bæverne hygge dig sådan.

Retur på correllen (det lille sted hvor hestene står midlertidigt) kom vi af og fik til sammenligning af vide at der på denne correl var 30 heste. I oprindelig tid ville der have været mellem 100 og op til flere tusind på blot én correl. Simpelthen fordi man kun kunne komme frem på hest, så alle her havde en og nogle gange to. Vi blev lukket ud og Amanda blev ringet op så hun kunne hente os. Turen var blevet meget lang pga forsinkelsen i starten og klokken var nu 13 i stedet for 12 som var planen. Amanda kunne så desværre oveni fortælle at Avis damen ikke havde givet ordentlig besked. Joe som skulle fikse bilen troede at han bare skulle sætte reservehjulet på. Men der var ikke noget reservehjulet, hvilket jeg havde fortalt den lettere irriterende dame men som jo så ikke havde forstået det alligevel på trods af mange me-help-you-yes kommentarer. Nu forsøgte vi så igen at komme igennem til Road assistance, men igen kunne ingen af vores telefoner hjælpe og igen måtte vi spørge Amanda om hjælp. Jeg lånte hendes telefon (igen igen) og kom igennem til en ny dame med en russisk-engelsk accent. Af det jeg forstod skulle vi nu have en ladbil ud som skulle trække bilen ud af grusområdet og derpå køre os og bilen til Avis i Kalispell. Hun ville ringe tilbage med mere info. Amanda lod os beholde hendes telefon da jeg ikke kunne få noget entydigt ud af damen om hvor hun ville ringe tilbage til. Vi sad foran telt receptionen og ventede med en kop kaffe. 30 min mere gik og jeg blev støt og roligt mere og mere gnaven. Jeg ringede dem op igen og fik nu af vide at Hanks truck ville komme og trække os ud om maks 85min. Nå... Så vi ventede da bare. Klokken var efterhånden mange og vi havde vel at mærke stadig intet spist. Klokken blev 15, og også 15.30 inden Hank ringede på Amandas telefon og fortalte han ikke kunne finde det. Jeg måtte guide ham og ved fælles hjælp dukkede han op ved den rigtige grusvej. Her hoppede vi ind i trucken og kørte med Hank op til bilen på den lille grusvej. Hank trak sonata'en ud og fik den bukseret op på trucken alt imens vi sad og kiggede på. Sammen kørte vi nu ned mod Kalispell lufthavn. Amanda vinkede og luft-kyssede da vi kørte forbi dem. Hank var en flink mand og meget interesseret i den danske kultur og politik. Vi hyggede os med ham den times tid vi kørte sydpå. Vi ramte lufthavnen ved 16.30 tiden og Hank gik med os ind for at få status på hvad vi skulle. Damen i receptionen vidste heldigvis hvad det gik ud på og vi fik nu nøglen til en Ford Edge og Hank instrukser i hvor Sonata'en skulle sættes af. Vi fandt vores nye kæmpe bil ude på p-pladsen og kørte derefter over til Hank for at pakke bilerne om. Det tog kun få minutter så havde vi omrukeret det hele og sagde farvel til vores ellers nok så gode Sonata som havde kørt over 3400km med os. Vi sagde også farvel til Hank som prajede os i den rigtige retning af den nærmeste Wendys forbi var vi SULTNE.

Efter vi var blevet mætte i alt for meget mad, besluttede vi os for at tage den mest direkte rute til Calgary som desværre var meget langt væk. Det vil med andre ord sige at vi ikke fik set Glacier parken eller "Going-to-The-Sun-Road" som ellers var et af turens højdepunkter. Men pt var klokken 17 og vi havde over 300km endnu som både gik over et bjergpas og en grænseovergang så den hurtigste rute var eneste mulighed. Vi kørte mætte og lidt trætte nordpå mod Whitefish og grænsen til Canada. Det var en flot rute med bjergene på den ene side og Kootenai National Forest på den anden side. Da vi nærmede os Eureka var der kun 6 miles til grænsen og jeg begyndte så småt at bekymre mig for hvordan det nu ville gå. Tænk nu hvis. Vi kørte ind ved grænsen i den lille grænse by Roosville hvor HW 93 krydsede. Her var to små grænse check points og vi gik 1'eren hos en flink mand. Han spurgte lidt til hvad vi skulle og hvor længe samt om vi havde våben. Han nikkede til sidst bare og stemplede begge pas. Så nu var vi officielt i Canada og jeg måtte også være med:-)

Landskabet ændrede sig ikke meget på den anden side. Der var stadig tørt og varmt med en masse træer. Stadig masser af Angus kvæg og store slidte ranches. Dog var afstanden nu målt i kilometer og temperatur i celcius. Skiltene var både franske og engelske og vi krydsede også ind i en anden tidszone. Hvor er ingen af os klar over, for vi var vildt fokuserede på at få kørt effektivt så vi ikke kom alt for sent til Calgary. Bjergpasset ved Crowsnest var super flot og med det ændrede klimaet sig også til noget mere køligt. Der kom skyer og vind og samtidig gik vi fra de ca 32 grader i Montana til nu kun 15-20 stykker. Regnskyerne gav nogle flotte billeder og på det flade land ved Fort Macleod blev de endnu vildere med lyn og torden. Da vi drejede nordpå kunne vi i solnedgangen se dem lyne ud over markerne og lave flotte regnbuer. Vi holdt en kort pause på en Tim Hortens og købte donuts til resten af turen. Klokken var 21 og vi havde stadig et stykke vej. Frede gjorde det godt på donuts og kaffe og omkring kl 22.15 ramte vi yder skørterne af Calgary, Albertas hovedstad. En kæmpe by med godt 600.000 indbyggere og en smuk sky Line. Vi kørte ind til den vestlige midtby vi fandt vores Best western hotel. Her parkerede vi i kælderen og fik tjekket ind kl 23 ca. Bagefter var det bare på hovedet i seng.