USA dag 9: Natten i Butte var rolig og lang. Vi sov halv længe og stod op friske og udhvilede. Morgenmaden på hotellet var god og Frede fik sine æg og jeg mine grove cerials med iskold mælk. Vi tog afsted ved 8 tiden og kørte op forbi Buttes gamle mine Berkerly Pit. Som navnet antyder et hul. Stort toksisk hul fyldt med vandt. Faktisk så toksisk at fugle ikke engang kan lande på det! Vi betalte 4 dollars for at komme ind og da vi var kommet af med en meget snaksagelig dame gik vi gennem den gamle mineskakt til hullet. Det var enormt! Helt stille, og øde. Det lignede mest af alt en forladt sø, men faldt man i var man prisgivet. Hullet er en gammel åben mine fra 1800 tallet. Dengang var minerne åbne og man sprængte bare grunden og kørte rå metaller og mineraler væk i hestetrukne vogne. Pumper har dengang hold grundvandet væk fra hullet men efter minen lukkede og pumperne slukket er grundvandet steget op og dækker nu over halvdelen af minens dybde. Vandet bliver giftigt fordi diverse mineraler, metaller og gasser bliver opløst deri og inden længe er der en plan klar som skal sikre at dette grundvandshul ikke forurener resten af grundvandet.

Vi brugte lidt tid på at læse om hullet og gik derpå retur til bilen for at køre videre på interstate 90 vestpå. Vi nåede til Missoula afkørslerne ved 11 tiden og blev enige om at vi nok hellere måtte spise lidt inden vi fortsatte af de mindre veje mod endnu en national park. Vi fandt en afkørsel hvor der lå en "Five Guys" som Frede kendte. Endnu en til listen, og de lavede selvfølgelig burgere og de var GODE! Vi spiste godt og var fyldt godt op med god mad inden vi kørte videre først vest og derefter nordpå ad HW 93. I området omkring Arlee kørte vi med bjerge på begge sider og her var over alt spor efter indianerne. Selv skiltene på vejen stod på engelsk og så også det lokale Salish sprog som er et fælles sprog mellem Kalispell-Spokane-Flathead indianerne. De har en skole hvor der stadig bliver undervist i det og man estimerer at der i dag er ca 69 indianere i dette område som taler det.

Længere nordpå delte HW 93 sig i to og vi kørte derfor på 200 vest rundt om parken kaldet National Bison Range. Parken lå oppe i bjergene og vi måtte et stykke rundt om for st kunne køre ind. Her var varmt og tørt og sletterne lignede mest prærie. Vi betalte et symbolsk beløb for at køre en lille rute gennem den på en mini grusvej og dette fordi her skulle være rigtig mange dyr pr kvadratkilometer. Vi kom afsted ved 11.30 tiden og kørte op ad det første bjerg med græs og træer. På toppen havde vi fin udsigt over floddalen og i bunden gik en enlig Pronghorn og græssede. Vi kørte ned igen, blot for at køre op ad endnu et bjerg. Her var flot, men også varmt af hulen til, og derfor var der heller ikke så mange dyr i det åbne land. Der stod en stor flok bisoner længere oppe og de var af samme race som dem i Yellowstone (der findes i alt 3 forskellige racer af bisoner). De var fine men vi havde efterhånden set så mange at vi ikke rigtig bed det store mærke i dem. Heroppe vrimlede det imidlertid med insekter. Der var tusindvis af græshopper i græsset langs med vejen og det var ikke sjældent at bilen var helt dækket til med dem. Store hvepse, bier og cikader og så ikke mindst sommerfugle og også de helt store af slagsen. Frede skød et rigtig god billede af en af disse kæmper, som er dagens billede på bloggen.

På vej ned fra bjerget igen så vi en enkelt Elk (Wapiti) med et imponerende gevir. Den stod i skyggen og så meget varm ud. Det var imidlertid super fint da vi så havde fin mulighed for at studere og fotografere den. Hjorte var der generelt mange af. Nede på steppen på returruten så vi en masse White-Tailed deer, både med og uden gevir og en masse Pronghorns med kid. Flere bisoner var der også og vi var efterhånden virkelig gode til at spotte dyrelivet.

Efter den fine lille naturoplevelse kørte vi retur til HW 93 og videre nordpå igen. Flere bisoner stod langs med vejen nordpå, og vidnede om den store succes de havde med reintroduktionen af dem her i området. Vi kørte helt op til Flathead Lake og byen Polsen hvor vi kom ned at køre langs med den flotte sø. Vi havde stadig bjergene i kulissen og søen var helt blå, så smukt! Vi kørte op langs med søen og gjorde på vejen et lille soppe-stop hvor jeg fik tæerne dyppet og Frede en pause fra kørslen. Derefter kørte vi helt til Kalispell og derfra til Whitefish. På vejen besøgte vi Fredes ynglings fast food sted, ihop (international house of pancakes) og så var vi igen fyldt op. Inde i Whitefish gik vi en tur og så bryggeriet Great Northern Brewing som desværre ikke havde åbent. Her var vildt varmt men stadig flot. Vi blev enige om at handle ind til "hjemme-mad" og derefter at køre til hotellet som i dag var et Canvas telt i den lille by Coram tæt på Glacier National Park. Vi handlede ind i Safeway og fik både frugt grønt øl og snacks. Vejen til Coram var let men at finde stedet var noget mere kompliceret. Vi endte derfor med at måtte ringe til stedet og så måtte de ellers guide os frem. Vi nåede området ved 19 tiden og fik parkeret bilen lidt fra teltet. Baggagen blev kørt på golfvogn fra bilen ned ad den lille grusvej til teltet. Her var lækkert og luksusteltet var virkelig luksus. Med dobbeltseng, veranda, toilet med træk og slip, bruser, håndvask og brændeovn. Her duftede lækkert af brændet og af fyrtræerne udenfor. Vi drak øl og spiste snacks på verandaen, også selvom det egentlig ikke var tilladt pga bjørne sikkerheden. Der var dog et elektrisk hegn rundt om hele lejren så det gik nok. Vi havde en hel aften uden elektricitet og tv og vi fik snakket og hørt dyrelyde i stedet.