Canada dag 13: Vi sov godt på Maligne lodge. Igen nok fordi vi også var trætte, men her var koldt om natten og det betød at vi ikke behøvede at have den støjende aircon tændt. Vi sov til kl. 8 og blev liggende lidt længere inden vi stod op. Der var ikke morgenmad inkluderet i dag, men de havde dog en restaurant hvor vi gik over for at se på sagerne. Buffeten så ikke specielt indbydende ud så vi tog noget fra menuen i stedet. Det var rigtig godt, og jeg må sige at canadiernes version af morgenmad er noget mere min stil end den i USA. Frede fik også sin kaffe og så var vi ellers tanket op inden vi satte kursen sydpå mod Maligne lake. Vejen ud til søen så meget lille ud på kortet og det viste sig også at de 20 km jeg fik målt den op til ikke holdt. Snarere det dobbelte! Vejret var dog fint og vi følte os friske så vi tog turen derud. Den gik først igennem Jasper by for derefter at dreje stik syd over Pyramid lake og videre ind i Maligne Valley. Her kunne vi se adskillige biler langs vejen hvilket typisk betyder 'Stop, der er et dyr'. Det gjorde det selvfølgelig også i dag og selvom vi havde set en del af disse tidligere stoppede vi alligevel sammen med alle de andre dyreglade knoldehoveder og skød endnu et par billeder af nogle wapitier. Der var tre. En han med fine takker med hans to hinner. Den ene hin løb over vejen til stor morskab for os i bilerne og de andre to fulgte vejen lidt inden de fulgte efter. Vi kørte efter et par minutter for at kommer foran resten af skaren og her kom endnu en hjort springende over vejen. Desværre var den så hurtig at vi ikke kunne se hvad det var for en, men dyrespotter-Frede mente at det var en white-tailed deer som på dansk er en alm. kronhjort.

Længere inde i dalen kom vi forbi en smuk smuk sø kaldet Medicine lake. Skoven omkring den var brændt næsten helt ned for nogle år siden og det var faktisk helt uhyggeligt at se området så død og bart. Selve søen var virkelig stor og lavvandet (7 km lang) og det viste sig faktisk at det egentlig ikke er en sø. Stedet er blevet kaldt sø fordi Maligne river flader ud her og i løbet af foråret fyldes floden så meget at den går over sine bredder i dette plateau hvorfor det ligner en lavvandet sø. I løbet af sommeren har vandet så fået afløb og søen tørrer ud for at blive til et floddelta om vinteren. Det sjove ved stedet er at floden her også løber underjordisk og man ser derfor kun en brøkdel af flodnettet her. Pga. af dette mystiske forløb gav indianerne den navnet Big Medicine Lake fordi Big Medicine for dem betød magi - og det var netop det de troede søen var.

Turen videre sydpå gik videre igennem dalen som stadig var lidt mærket af den store brænd tidligere. Dog kom der mere liv i træerne jo længere sydpå vi kom, og her kom der snart adskillige skilte med Caribous så vi holdt øjne og ører åbne. Frede havde fundet en rigtig god sang som vi satte på på repeat og sang med så højt vi kunne. Nok ikke verdens bedste strategi hvis vi ville spotte nogle dyr, men vi havde det skægt, virkelig skægt. Fremme ved Maligne lake brugte vi (igen igen) lidt krudt på at finde en p-plads da flere selvfølgelig havde fået samme idé som os. Selvom klokken er 9 i disse national parker skal man stadig kæmpe lidt for pladserne. De vi kom fri af bilen og en busfuld kinesere kom vi ned til Jasper berømte sø. Den var hverken lyseblå eller gletsjer baseret som Banff´s søer, og bjergene havde heller ikke så meget sne på, men her var grønt, stille og pænt. Vi tog turen øst om søen for at finde et udsigtspunkt. Der stod en gruppe mennesker lidt væk men vi skænkede det faktisk ikke en tanke fordi vi jo normalt kigger efter biler i en klump. Dog betyder mennesker i en klump stort set det samme, så der VAR noget at stoppe efter. To elge havde gjort morgenmadsstop her ved søen og gik faktisk kun få meter fra stien vi stod på og flåede de nye blade af buskene. Det var en elg mor med sin tyrekalv som vidst var fra forrige sommer. De havde absolut intet problem med vores tilstedetværelse og ej heller de mange hviskende stemmer og klik fra kameraer. De passerede endda over stien når buskene på den anden side virkede mere tillokkende. Frede stod mindre end to meter fra elgkoen da hun placerede sig midt på stien og de 25 meter som står i reglementet (100 m for rovdyr) var pludselig ikke rigtig muligt. Det var umiddelbart heller ikke nødvendigt for sålænge der ikke var nogen overilede kinesere som forsøgte at røre dem gik det helt fint.

Efter mødet med de to famøse og lidt fjogede skabninger blegnede søen lidt. Vi stillede os og kiggede over den, men kun for en kort bemærkning inden vi vendte om og passerede elgene en sidste gang inden vi fandt bilen. Da vi gik igennem det lille stykke nåle skov op til bilen fik vi lige et glimt af de sidste canadiske anemoner som endnu blomstrede i skovbunden. De er også hvide men noget mindre og enkelre får to blomster. Bilen var stadig kold da vi satte os ind. En dejlig afveksling fra de sidste dage da vi normalt altid koger når vi kommer tilbage til bilen. Vi fandt samme sang frem igen og den blev skam spillet igen på hele hjemturen til Jasper alt imens vi sang med med de hæse morgenstemmer. Ja det varede så lige ind til Frede udbrød BJØRN! Og denne gang var det ikke for sjov (Han havde ellers leget Peter og Ulven mange gange fordi jeg SÅ gerne ville se en bjørn)! Den var god nok, en sort, ung bjørn var på vej over vejen og gik ind i vejkanten på min side af bilen. Den var ikke særlig gammel og da vi ikke kunne se moderen ville vi ikke stoppe helt op men passerede i stedet meget langsomt for at kunne snige mig til et par billeder af vidunderet. Jeg rystede helt af iver og vi var vidst begge ret meget oppe at køre over fundet da vi efterhånden havde opgivet at se en af disse. Der var ikke mange andre biler som stoppede bag os så bjørnen havde nok gemt sig godt i buskene, den var ihvertfald hurtigt kamufleret igen efter vi havde set den passere vejen.

Tilbage i Jasper tankede vi bilen og ligeledes kaffe og diverse snacks til os selv. Turen resten af dagen havde jeg ikke læst det store om andet end at der ikke var meget at se. Vi havde 440 km til byen Kamloops hvor vi skulle overnatte og disse gik igennem parken vest på og derefter sydvest ud af bjerne gennem en mindre park i British Columbia. Vejene var store og brede og vi kunne køre godt 100km/t det meste af vejen. Vi kørte over statsgrænset da vi kom ud af Jasper National Park og var nu i British Columbia. Her kørte vi igennem en smuk national park opkaldt efter det store bjerg midt i parken Mt. Robson på 3954m (ja, mindre end Pikes peak :-)). Her kørte vi langs med en stor so kaldet Moose lake fordi der selvfølgelig er en masse elge i området. Vi stoppede dog ikke fordi vi allerede følte os ret heldige med morgenens dyre-sights. På den anden side af national parken stødte HW 16 på hovedvejen (HW 5) som kommer helt nede fra Vancouver. Denne drejede vi sydpå ad og fortsatte mod Valemount igennem Jackman Flats National Park. Her var stadig pænt og selvom jeg havde læst at der intet var at se her, synes jeg langt fra det var tilfældet. >Der var stadig bjerge i baggrunden med sne og gletsjere samt en masse skov og søer. I Valemount fik vi frokost på en af canadas fastfood kæder A & W. Stedet var virkelig ikke noget at råbe hurra for men maden var OK og så var det jo også prøvet. Det var lidt sent frokost og vi kom nok først derfra kl. 13/14 stykker. Videre sydpå kørte vi langs med Northern Thompson River igennem et området kaldet Blue River. Her kunne jeg så pludselig råbe BJØRN igen! En lille brun klump løbe over vejen og Frede var frisk til hurtigt at få vandt bilen således vi kunne køre retur og tjekke det. Ganske rigtigt stod der en fin mindre brunbjørn i vejkanten og spiste kirsebær af buskene og i buskene bag hende var en lille bjrøneunge som nok var den vi havde set passere vejen. Hun ænsede os nærmest ikke, men fordi vi kun var halvanden meter fra hende kunne jeg få hende til at løfte hovedet ved at lave fløjtelyde så vi hurtigt kunne få et rigtig godt billede af den flotte brune bold. Det var VILDT FEDT. Hold op hvor var vi tæt på og hvor var hun bare sød lige at stå der og give os en helt privat oplevelse uden for national parker og helt uden nogen guide eller andre turister. Helt perfekt!

Høje på oplevelsen kørte vi længere sydpå og var vidst nærmest helt stille i bilen for en stund. Flere steder reklamerede de med bjørneture men det havde vi sleeet ikke brug for nu. HW5 som også hedder Southern Yellowhead HW ledte os hele vejen til Kamloops og foden fulgte os hele vejen for at munde ud i Kamloops lake. Vi fik lidt vand på vejen og så også en enkelt forskrækket mule deer langs med vejen men eller var turen egentlig mest bare endnu en strækning som skulle køres. Kamloops var i sig selv ikke noget særligt. Egentlig bliver stedet mest brugt som et behageligt stop imellem Vancouver og national parkerne i øst og det var i og for sig jo også det vi brugte den til. Aftenens hotel var super fint. Jeg havde opgraderet det en af de første dage fordi der var gode muligheder for at få noget luksus her for billige penge. Vi fik et stort lækkert værelse som virkede ret nyt og besluttede os for at smide os på senge med en film inden aftensmaden. Vi så rent faktisk hele filmen uden at falde i søvn og vi havde stadig snacks tilovers fra turen så det var ren hygge. Bagefter stop vi meget dovne ud af sengen og satte kursen mod restauranten som lå inde bag et tropisk pool område. Her var der en fed udsigt over hele Kamloops by og vi fik et fint hyggeligt bord midt i det hele. Her fik vi øl og rigtig god mad. Kokken var dygtig og retterne smagte derfor virkelig godt. Frede fik lam og jeg fik laks. Bagefter fik vi begge dessert i form af en lækker sød og tung chokolade mousse. Udsigten over byen blev kun smukkere da mørket faldt på og igen lagde det en smuk kulisse til afslutningen på endnu en vellykket dag.