Profile
Blog
Photos
Videos
Kære alle
Klokken har passeret midnat, lokal tid, og jeg sidder på vores king-size veranda og reflekterer over dagen akkomponeret af et mylder af spændende lyde fra ikke-identificérbare-væsner... Jeg håber at de er venligtsindede... :-)
Det har været en spændende dag, hvor turist-fælden Ao Nang er blevet udskiftet med øen Koh Yao Noi. Øen ligger lunt placeret midt mellem Phuket og Krabi. Her er meget stille og roligt, og ikke ret mange turister, og så bor vi det mest fantastiske sted; Tha Khao Bay View Bungalov, hvor vi har den smukkeste udsigt over det turkise Andaman See og en masse små-øer, som knejser op af havet i horisonten... Der skulle være den smukkeste solopgang, om ca. 6.5 time...
Kort-angivelsen kan ikke rigtig placere Koh Yao Noi korrekt. I stedet peger den på naboen Koh Yao Yai. Koh Yao Noi ligger lige nordfor, og vi bor på østkysten
http://www.tripadvisor.dk/Hotel_Review-g661285-d2704354-Reviews-Thakhao_Bay_View-Ko_Yao_Noi_Phang_Nga_Province.html
Vi forlod hotellet i Ao Nang ved middagstid og en taxi fragtede os til Tha Lane Pier ca. 40 minutters kørsel derfra. Herfra tog vi en "lokal" færge, som også blev brugt til at fragte forsyninger til Koh Yao Noi. Fremdriften blev leveret af et enormt piskeris i form af en motor. Der var også et fransk filmhold ombord, og måske dukker vi op i en fransk rejse-reportage fra Thailand... Vi blev ihvertfald filmet. Sejlturen var fantastisk flot, og for at få lidt luft, satte vi os op på taget, så vi havde 360 graders view over horisonten.
Ved ankomst til Koh Yao Noi fandt vi hurtigt en bil med lad som kørte os til Mr. Lings bungalows. Vi blev godt modtaget af Mrs. Ling og fik vores hytte der er klasser over forventet: 2 værelser med 1 dobbeltseng og 1 enkeltseng i hvert værelse, 2 (udendørs - selvfølgelig) badeværelser (dvs. toilet og brus) og to håndvaske og så denne fantastiske veranda med hængekøje og view over Tha Kao Bay med kalkstensklipperne Pakoh knejsende sig fra det rolige Andaman Sea. Vi fik hurtigt installeret os, fundet badetøjet frem og efter Mrs. Lings hjemmelavede pandekager var det badetid i det lave vand. Her er meget tidevand så der er masser af krabber og flotte muslinger og koraler at kigge på ved lavvande. Vi kan gå på en naturskabt dæmning til en lille ø hvorfra der er dybt nok til at bade.
Aftenen sluttede af med Koh Yao Beach Party, hvor Mr. Og Mrs. Lings datter og svigersøn havde sørget for god mad og underholdning. En fest der blev holdt uden skelen til religion, nationalitet etc. som Ling'erne sagde i velkomsttalen. Vi så traditionel og moderne Thailandsk dans, ildshow - og showet sluttede af med stoledans for 10 af os gæster hvor vinderen, en backpacker, vandt tre Singha øl ;-) Vi nød showet sammen med Josefine - Clara Cecilie og Frederik ville hellere slappe af i vores bungalow med iPad'en.
Nu er det blevet lørdag morgen. Anne Marie har været vågen siden solopgang. Fra sengen slog jeg øjnene op til et lyserødt morgengry. Resten af solopgangen og denne blog nyder jeg fra Verandaen. Resten af familien sover stadig. Vi forsøger lægge nogle billeder ind (det trådløse netværk giver lidt udfordringer...) - billederne fortæller alt om hvor skønt her er. I det Thailand vi har glædet os til at opleve.
- comments
Peter Rigtig god beskrivelse. Billederne kan jeg sagtens danne inde. Den tur som i tager nu havde vi ikke meget af, så derfor bliver der lyttet meget herfra, til inspiration til næste gang vi tager til thailand. :-)
Ingelise Jørgensen Hej fam.Klaus. en fantastisk beskrivelse af Jeres ferietur, følger jer i tankerne og mindes vores ophold i Ao Nang og på Pii-Pii øerne, for 12.år siden....en helt anden verden, som en film, jeres livs rejse, for hele familien, Nyd det fortsat, jeg nyder at læse gode rejsebeskrivelser...