Profile
Blog
Photos
Videos
To dage i Bangkok - Part II
Kære alle
Vi tog flytoget ind til Bangkok, og en varme-mur mødte os da vi steg ud, hold da op det var varmt... Det sidste stykke til hotellet blev vi fragtet af en taxa. Hotellet, Urbana Sathorn, havde en rummelig lejlighed klar på 25. sal, med et imponerende view imod Bangkok' skyline, og poolen blev kyndigt godkendt af ungerne næste formiddag. Morgenmaden var ikke voldsomt imponerende, men det glemmes hurtigt når badetøjet skal i brug.
Og hvad skulle vi så få resten af dagen til at gå med? Efter lidt søgen på nettet, blev der etableret kontakt til Bangkok Bike Adventures, og de var klar til at cykle med os kl. 13:30, så vi slog til. Vores Private Guide Mr. Tea klargjorde nogle fine MTB's, selvom mindstemanden (Frederik), var knapt så begejstret for hans et-gears-cykel, men heldigvis kunne storesøster Josefine skifte lidt med ham.
Mr. Tea kender rigtig mange smut-huller og genveje i Bangkok, og fremad gik det under hans kyndige vejledning. På intet tidspunkt følte vi os usikre i trafikken, selvom stærkt trafikerede veje blev forceret. Turen gik igennem forskellige parker, vi kom igennem smalle gyder, på et lokalt marked blev det handlet frisk frugt, og vi kom også helt tæt på et af Bangkok's slumkvarterer. Steder man ikke selv ville finde. Mr. Tea fik os til at dufte den friske tobaksduft fra tobaksplanterne i den første park vi cyklede igennem. Han nævnte, at det slumkvarter vi var i er et blandt 80 i Bangkok og at der foregår skyderier og megen kriminalitet. Vi krydsede også Chao Praya floden, den vigtige flod som løber igennem Bangkok, og vupti... Så stod vi midt i Bangkok's jungle. Et herligt grønt område, som er skabt til cykelture. I en lille park fodrede vi fisk og vi se en brud blive gjort klar, og i Bangkok Tree Top House (et af de dyreste overnatningssteder) blev der tanket ny energi til hjemturen. Da cyklerne blev parkeret, havde tælleren krydset 25 km, hvilket resulterede i High Fives fra Mr. Tea til ungerne, som han var synligt imponerede over. Vores børn er de første der har klaret hele turen, normalt tager børnefamilier skytrain eller taxi den sidste del af turen. Turen havde taget ca. 5 timer, der var vel totalt set ca. 5 stigningsmetre, og det var en rigtig god oplevelse for alle. Det kan varmt anbefales. Tilbage på hotellet lukkede ungerne poolen ned, og vi gjorde klar til sidste nat i Bangkok.
Tidligt næste morgen forlod Klaus hotellet og satte kurs imod Hovedbanegården, Hua Lamphong, nu skulle der nemlig hentes togbilletter til nattoget til Chiang Mai. Anne Marie og ungerne sov roligt videre. Det kunne sikkert klares med et telefon-opkald, men det er altid rart at stå med billetterne i hånden. Og lige præcis den fornemmelse har vi så fortsat til gode, for der var totalt udsolgt... Urghhh...! Ikke lige det som var planen... Der var måske en enkelt siddeplads på 3. klasse, men ellers skulle man vente flere dage før der var ledige billetter. Hrmmm... Nu var gode råd dyre, men så viste det sig, at et rejsebureau gerne ville sælge Klaus 5 stk. 2.class sleepers billetter, men der skulle lige tilkøbes dit og dat, bl.a. overnatning og en dagstur i Chiang Mai. Prisen var ublu, og slet ikke et tema, så efter sms-korrespondance med AM, satte Klaus kursen tomhændet hjem igen.
Så bliver vi da bare en nat mere i Bangkok, og flyver til Chiang Mai lørdag (11.07.2015), men den idé punkterede hotellet, da det var fully booked, og det skulle forlades snarest muligt. Arghhh... Nå, så blev der bestilt billige fly-billetter hos NOK air til fredag aften i stedet for, og et B&B blev ligeledes fundet på nettet i et ruf. Herefter blev vores grej pakket ned, og vi fik lov til at tilbringe nogle timer ved poolen om eftermiddagen.
Afgang kl. 19:00 var fra Don Muang lufthavnen, som ligger ca. 21 km. nord for Bangkok. Turen gøres sikkert nemmest med hyret taxa, men det er meget sjovere at tage toget (en lille kompensation for det manglende nattog), så kursen blev igen sat imod Hua Lamphong og vi fik 5 billetter til 25 bath (knapt 5 kroner for os alle). At det så tager en krig at tilbagelægge få kilometer, og at varmen er ulidelig og stillestående, kan ikke helt opveje den lave pris.. ;-) Men frem kom vi rettidigt, og 1 time og 10 minutter efter afgang landede vi i Chiang Mai. En kort taxa-tur bragte os til vores Guesthouse, Sathu Boutique, hvor 2 dage er booket.
Næste gang beretter vi om vores ophold i Chiang Mai.
Tak fordi du læste med og ha' det rigtig godt derude.
Kh. familien RaskSvenningsen
- comments