Profile
Blog
Photos
Videos
Kære venner og familie
Så er der tid til endnu et blog-indlæg fra mig. Der er ikke sket det helt vilde siden sidst, men jeg har dog haft nok at se til med diverse arrangementer.
Sidste fredags mødtes vi med de andre praktikanter, samt en ung dansk gut, Mathias, der arbejder ved Novozymes, og vi tog op på Sky Baren Traders for at få en drink. Traders er en ret så luksuriøs bar med dyre drinks, pool i midten og udsigt lige til Petronas Towers. Lørdag lavede jeg praktikopgave, og lavede tacos med Kasper om aftenen. Om søndagen tog Kasper og jeg hjem til Mathias, hvor vi fik brunch, og så tog vi på roadtrip til Senkinchan. En lille fiskerby nord for KL. Byen var meget hyggelig, og vi var de eneste turister, så vi var en helt turistattraktion i os selv. Vi så havnen (som flød med skrald), spiste på en kinesisk restaurant hvor ingen kunne engelsk og menukortene også kun indeholdt kinesiske tegn, tog videre ud til en strand (som ligeledes flød med skrald) og endelig kørte vi ud til nogle risplantager. Risplantagerne var det bedste ved hele turen, fordi det var helt stille derude, og de var så overvældende store at man virkelig kunne føle sig lille. Men alt i alt havde vi en rigtig hyggelig tur, og det var bare dejligt at komme lidt ud fra KL.
Mandag var jeg ude at spise med Lisa, Malin og Stephanie (en tysk pige der besøger Malin), og vi fik lækker sushi. Onsdag var der åbning af EU-Film festivalen, og jeg mødtes også her med Lisa, Malin og Steph og fik kinesisk mad inden vi skulle ned og have vin og canapéer, og ind og se den schweiziske film Amour. Jeg ved ikke om I har set den, men kan i hvert fald sige at hvis man er i godt humør inden man sætter sig for at se den - så er man det i hvert fald ikke bag efter. Fredag aften var vi danske praktikanter inviteret hjem til en dansk/malaysisk familie som vi mødte til et event i Ambassadørens residens. Manden er dansker, men har boet i KL i 23 år, og kvinden er Malay. De har en datter og en niece fra Danmark boende. Det er bare den sødeste og mest åbne familie jeg længe har mødt. De havde lavet lækker mad til os (og dansk drømmekage og Anton Berg marcipan til dessert!) og vi hyggede os bare rigtig meget. Lørdag lavede jeg mere opgave og var jeg igen igen ude at spise med pigerne. Vi har aftalt at vi i dag skal hen at prøve den rutsjebane der er inden i (!) Times Square shopping centret.
Som I kan høre sker der ikke det helt vilde, men jeg har det godt og har nok at lave. Jeg har også lange skype-dates med Thomas og det gør mig bare så glad.
Næste uge står blandt andet på nogle frokostaftaler, heriblandt med en meget berømt dansk business mand her i Malaysia, som gerne vil lære os et par tricks eller to om 'doing business', et møde med et universitet i forbindelse med Copenhagen Solutions Næste weekend skal jeg og Lisa rigtig forkæles med massage, og ugen efter hedder den Penang (en Ø på Malaysias vestkyst nord for KL) og Copenhagen Solutions med arbejdet.
Vi undgår heldigvis tyfoner og jordskælv her i Malaysia, men har dog en del regn. Det regner heftigt i cirka 1-2 timer om dagen, og ellers er det godt vejr - stadig varmt og fugtigt. Skulle I blive trætte af kulden derhjemme tager jeg meget gerne imod gæster :)
Håber I har det godt derhjemme, og spis lige et ekstra stykke and for mig i aften til Mortens Aften :)
Knus og kram fra mig.
- comments
Inge Løvschall Kære Linda. Med glæde læser jeg alt fra dig, men det varer somme tider lidt, inden jeg får svaret for: det er dagen før dagen før dagen, at vi skal afsted. I aften kommer Peter, min veninde og hendes svoger fra Norge til en omgang dansk bøf. Vi kører sammen med Peter til Kbhn. via Moster Anna i morgen søndag. Mandag møder vi Olga og drengene og flyver afsted! Vi tager min laptop med, så vi kan holde forbindelsen vedlige med alle. Jeg er næsten fit for fight, men måtte ty til antibiotika for at få has på hosten, så jeg har næsten et helt apotek med, hvis jeg får tilbagefald - hvad jeg ikke regner med.Nu er det så min tur til at drikke Pina colada!Kan du have det rigtig godt til vi "snakkes" ved igen. Kærlig hilsen og krammer fra os begge Moster Inge
Linda Hej moster Inge! Tusind tak for dejlig hilsen! Kan I nu have en helt fantastisk ferie og rigtig slappe af! Drik også en pina colada for mig. Stort knus til jer alle fra mig - og skål! :)