Profile
Blog
Photos
Videos
Kære venner og familie
Normalt plejer jeg at skrive blog-indlæg om søndagen, men i går var jeg simpelthen så træt efter en lang og fantastisk weekendtur, så blog-skrivningen blev udsat til i dag, mandag.
I tirsdags besluttede vi os for at tage på tur til Pangkor, og bookede hurtigt bus og hotel på nettet. Vi skulle afsted fra KL kl 15.30 og det passede lige med at vi kunne nå den sidste færge fra Lumut til øen Pangkor. Vi skulle afsted os 4 fra lejligheden, samt to andre danske piger og en norsk dreng som vi havde mødt ugen forinden.
Vi kom godt afsted fra Kuala Lumpur, og busturen var rigtig hyggelig. Turistbusserne i Malaysia er generelt af høj standard med brede sæder, god plads til benene og aircon. Vi havde regnet med at turen derop ville tage 4 timer og 15 min, for det stod der på tidsplanen. Men efter der var gået 4 timer kom vi til byen Ipoh, og vi spurgte chaufføren hvornår vi ville være i Lumut (byen hvorfra færgen til Pangkor afgår), og så svarede han 1,5 time. Det havde vi ikke lige regnet med ind i tidsplanen, og så kunne vi ikke nå den sidste færge. Vi ringede til hotellet på Pangkor og forklarede situationen, og det viste sig så der gik en hurtigfærge fra Marina Island ca 2 km fra Lumut som vi stadig kunne nå. Da vi derfor kom til Lumut, tog vi en taxa til Marina Island, og så ud til færgeterminalen. Vi var de eneste turister på det tidspunkt (kl 22 om aftenen) og der var ingen der kunne snakke engelsk. Derfor var vi lige ved at gå ombord på en båd, der var en ambulancebåd (ja, jeg er god til at gå ombord på de forkerte både, hehe) men blev så vist hen til en anden.
Vi kom over på øen ca kl. 22.30, og tjekkede ind på hotellet. Vi havde ikke spist aftensmad, og de var så søde på hotellet at køre os over til en restaurant som havde åbent. Der fik vi lækkert mad og nogle øl, og gik så hjem omkring kl 1 om natten. På vej hjem besluttede vi os for at aftenbade, så vi gik op og hentede badetøj og gik ned til stranden som ligger lige over for hotellet og hoppede ellers i det varme vand. Det var super lækkert, så det endte med vi først kom i seng kl 3.30.
Næste dag stod vi op og fik morgenmad på hotellet (æg, roti, toast og juice) og tog så en taxa til Coral Bay, som skulle være den mest fantastiske på stranden. Den var virkelig også fantastisk. Bred sandstrand med hængekøjer overalt i træernes skygge, turkisfarvet vand og sandbund. Og solen skinnede fra en skyfri himmel så det kunne ikke være bedre.
Efter ikke så lang tid på stranden ville jeg købe noget vand, men det kunne ikke lade sig gøre ved restauranten for den havde ikke åbent endnu. Jeg spurgte en lokal hvor man kunne købe vand, og så sagde han jeg skulle gå langs vejen et lille stykke hen til et område med små kiosker og butikker. Nordmanden Anders gik med. Men vi tænkte at vi ikke ville gå ved vejen, men hellere langs vandet da det var mere lækkert. Efter ikke så lang tid kom vi til en forhindring: En række stor sten spærrede stranden og gik ud i vandet. Først kiggede vi for at se om vi kunne gå over stenene, men det så lidt for farligt ud. Så sagde Anders at vi bare kunne gå uden om dem i vandet. Vi gik lidt ud og kiggede, og bedømte at det kunne vi nok godt. Vi havde kun badetøj på og punge med. Da vi havde gået et par meter ud i vandet blev det meget dybt og bunden fuld af koraler, så vi kunne ikke længere bunde. Anders tog pungene og prøvede at hundesvømme med den ene arm over vandet. Men der kom flere bølger og strøm og stenforhindringen var langt større end vi havde regnet med. Pludselig skreg Anders, fordi han havde slået tåen ind i et koralrev, og han dyppede armen med pungene ned i vandet. Jeg kom ham til undsætning, og tog pungene, og hjalp ham videre. Vi kom godt i land, og grinede noget af oplevelsen. Det havde bare at være noget godt vand efter alle de anstrengelser! Vi gik op og købte vand, og besluttede os at tage vejen tilbage langs asfaltvejen. Det viste sig kun at være 2 minutters gang, så vi følte os lidt dumme over vi ikke bare havde lyttet til den lokale mand, men vi havde fået et sjovt eventyr ud af det.
Ellers gik dagen på stranden bare med at dase i hængekøjen, læse bog og bade i vandet. Vi så solnedgangen, som bare var superflot, og tog så hjem. Efter et koldt bad tog vi ud og spiste aftensmad på den lokale restaurant hvor alt var på Malay, og alt var MEGET billigt. Vi fik noget godt mad, og tog så hjem igen for at sidde på terrassen, spille spil og drikke øl. Efter jeg havde skypet med Thomas, Martin, Jens og Lene tog vi hen på den lokale "diskotek" hvor de eneste mennesker der var, var ejeren (en tyk inder) og 4 af hans venner. Vi bestilte en drink, og satte os ned. Efter 5 minutter havde Kasper (den norske praktikant) fundet karaokeanlægget, og fra da af underholdte vi alle inderne og hinanden med at synge karaoke for hinanden. Det lød mere eller mindre godt for at sige det pænt. Vi havde det super sjovt på diskoteket, fordi vi bare var de eneste og kunne gøre hvad vi ville. Så vi blev ved med at danse til kl 3.30 hvor Melissa og jeg tog hjem, og de andre tog videre.
Søndag var vi bare dødtrætte, så vi lavede ikke andet end at spise morgenmad, og tage taxaen ind til færgeterminalen. Turen hjem gik upåklageligt, og busturen varede kun 4 timer hjem. Så derfor kan I nok forstå jeg var træt da jeg kom hjem i går.
I dag har jeg gået lidt rundt som en zombie, fordi jeg ikke er helt udhvilet, men det er gået super godt på arbejdet. Jeg fik Udenrigsministeriet til at støtte en arkitektur-udstilling som ambassadøren gerne vil have i Kuala Lumpur med 10.000 kr, jeg fik ros for min arbejde med Wonderful Copenhagen, og jeg fik noget rugbrød af vores konsul Jytte, så det kunne ikke være meget bedre.
I aften skal jeg ud at købe et nyt kamera til ambassaden, samt en ny telefonoplader da jeg glemte min på Pangkor.
I morgen skal jeg ud at shoppe og hygge med Melissa, og onsdag-fredag kommer Nelli og Søren (venner fra DK) som jeg også skal ud sammen med.
Håber I har det dejligt derhjemme. Kan forstå det er travlt på arbejdet med studiestart, årsfest, og hvad der ellers kommer her til efteråret, men jeg er sikker på i klarer skærene godt.
Knus og kram fra Linda
- comments
Olga Vindbjerg Hej Linda. Tak for din dejlige hilsen her og til os 3søstre da vi var i Flensborg. Håber du har fået hilsen og fotos og video fra os. Her er alt ok og stadig vidunderligt sommervejr. Knus fra mor
Anna Wittrup Hej Linda. Tak for det morsomme indlæg. Du har rigtig været ude på oplevelser. Det har vi tre søstre også. Vi havde det skønt i Flensborg, fik snakket, hygget, spist og drukket, men ikke på indkøb ud over hvad grænsekiosken kunne byde på. Fortsat god arbejdslyst. Knus fra Ole og Anna
Lars Vindbjerg Hej Linda , skønt at høre at du har det godt og får en på opleveren ! Jeg smiler stadig over dine sjove beretninger... :-) her i varme Varde (24 grader i dag) går det rigtig godt. Ida er startet i skole og Mads skal starte i børnehave på mandag....og på tirsdag begynder hverdagen for alvor da Anni skal i gang på skolen igen....1000 knus fra storebror og familie