Kære venner og familie!

Hermed en opdatering fra Malaysia. Nu er jeg snart ved at have været her halvdelen af tiden, og jeg fejrer det med guldkarameller!
Mandag var jeg ude at spise med Michael og Peter - et dansk par vi havde mødt på Perhentian, og som er i gang med at rejse Jorden rundt. Peter er endda født og opvokset i Nørre Nebel, og har en bror som er gift med mors tidligere kollega i Sparekassen! Så vi fik konstateret (igen) at verden er lille. De var lige kommet til KL og ville gerne mødes for at spise middag. Så vi mødtes et lækkert sted og fik tapas, og det var hyggeligt at mødes med dem.
Onsdag havde Frederik fødselsdag, og vi stod tidligt op og lavede morgenmad tilham; æg og bacon, pølser og baked beans, samt french toast, så det var bare luksus! Han blev rigtig glad for det. Om aftenen tog vi ud at spise på en tapasbar (igen, men ikke samme sted) og fik det lækreste tapas man kunne tænke dig. Bagefter tog vi op på "helipad-bar" - en hemmelig, eksklusiv bar som ligger på en helikopterlandeplads på én af de højeste bygninger i KL. Det var en helt speciel oplevelse at stå på toppen af bygningen, hvor støjen fra gaden forsvandt, og man havde et 360 graders udsyn over byen. Det var super flot, så man fik helt gåsehud.
Torsdag aften så jeg film og skypede med Thomas, hvilket var lige hvad jeg havde brug for! Og fredag tog jeg hjem til Malin (der arbejder på den norske ambassade) og lavede mad sammen med Lisa (der er praktikant på den finske ambassade). De er bare rigtig søde, og det er dejligt at få nogle veninder igen hernede. Bagefter tog vi ud for at få en enkelt drink, og så tidligt hjem for Lisa og jeg skulle op lørdag kl 3.15 for at flyve til Brunei.
Hele turen til Brunei gik rigtig godt, og vi kunne sove i flyveren, så da vi ankom til Brunei lørdag morgen kl 9 følte vi også friske.
Brunei er FULDSTÆNDIG anderledes fra KL. I hele landet bor der kun 400.000 mennesker, hvoraf 100.000 bor i hovedstaden (Hvor der i KL bor omkring 15 mio). Der er slet ingen motorcykler eller larm på gaden, og butikker lukker i hver dag kl 18 (hvor de har åbent til 22 eller døgnet rundt i KL). Endelig skal man slet ikke være bekymret for kriminalitet i Brunei, for de har lige indført Sharia-lovgivning, hvor man får hugget sine hænder af hvis man stjæler! Nogle ville måske sige det er et kedeligt land, og det kan det måske også være hvis man er der i lang tid, men til vores tidsramme på 1,5 dag passede det perfekt!
Vi indlogerede os hurtigt på hotellet, og gik ellers ned i bymidten. Bymidten er meget lille og vi kom hurtigt rundt. SÅ gik vi hen på havnepromenaden, hvor vi blev sejlet over til Kampung Ayer eller vandlandsbyen. Det er verdens største landby på stolper ude i vandet. Der bor i alt 30.000 mennesker ude i den landsby, hvor alle huser er sat på stolper, og man kommer rundt ved enten at sejle eller gå på de mere eller mindre stabile træbroer. Nogle huse var små faldefærdige skure, mens andre var nye, kæmpestore villaer (De 65 nye store villaer var bygget som en gave til sultanen til hans 65-års fødselsdag). Herude bor mennesker hele deres liv, og de kommer kun en gang i mellem ind til land. De har både skole, moksé, politistation, brandstation, butikker og en restaurant. Det var vildt at gå der rundt på broerne, og støde på små, søde skolebørn der løb rundt i deres fine skoleuniformer på vej hjem.Vildt at forestille sig at de har deres liv på vandet!
Lisa blev sulten, og vi ledte efter en restaurant. Det var ikke nemt, da det hele stod på arabisk og ingen kunne snakke engelsk. Vi så et stor hus, med et stort køkken og troede det var en restaurant. Der stod to gamle koner derinde, og med tegnsprog forklarede vi at vi gerne ville spise noget mad. De smilede og gennede os indenfor. Vi blev sat i en blød, lav sofa inden i en stue. Indretningen af stuen var meget anderledes end en dansk stue; her var "guldtapet" på væggene, billeder af sultanen, diverse farvede plasticmøbler og tæpper over det hele, samt et bederum henne i hjørnet. Den ene gamle kone kom først med to chokoladebarer. Bagefter med nogle små poser chips. Og så kom hun med to papglas med en mærkelig slags pink slushice i og to plastictallerkner. Hun viste os at vi skulle putte sluchicen i tallerknen og så spise det med en ske. Det gjorde vi så, og fik jeg øje på diverse farvede vingummier (ikke rigtige vingummier, men nogle klamme nogle) sammen med majs deri! Det smagte virkelig mærkeligt, og jeg kunne ikke få mig selv til at spise det. Imens var det gået op for os, at det ikke var en restaurant, men bare nogle private der havde tilbudt os indenfor! Derfor var det lidt flovt ikke at spise isen, men jeg kunne simpelthen ikke. Vi forklarede dem (igen med tegnsprog) at det smagte rigtig godt, men vi var så mætte. Det grinede de af og sagde "okay". Så ville vi gerne betale for "maden", men det ville de ikke tage imod. Så stod vi lidt og prøvede at kommunikere med hinanden, men vi fattede ikke en brik af hvad hinanden mente. Tilsidst sagde vi farvel, og de sagde tak for besøget og at vi skulle komme igen. Virkelig nogle flinke mennsker! I det hele taget er befolkningen i Brunei enormt venlige! Der kommer ikke så mange turister, så vi er nærmest en turistattraktion i os selv!
Om eftermiddagen tog vi ud på en bådtur langs en flod. Her så vi de sjældne næseaber, som er meget sky og som kun findes på Borneo. Hannerne har en kæmpe kartoffeltud der går helt ned til hagen, og hunnerne har lidt mindre næser. Først kunne vi ikke finde nogen, men igen var vi heldige og så pludselig rigtig mange aber der klatrede rundt oppe i træerne og åd og legede. Der var også den flotteste solnedgang ude på bådturen. Sent på aftenen efter aftensmad gik vi ned til den smukkeste moské som var oplyst af grønt og gult lys, og med en slags voldgrav omkring som reflekterede det flotte syn.
Næste dag ville vi ud at se sultanens palads som eftersigende skulle vare 1788 værelser (heraf 1000 badeværelser). Desværre var paladset helt gemt af vejen bag en skov, så vi kunne ikke rigtig se det. Bagefter tog vi hen på et marked, hvor de solgte en masse lokale specialiteter som små, tørrede fisk og lokal frugt og grønt. Vi var helt sikkert de eneste hvide mennesker på markedet den dag, og vi tiltrak stor opmærksomhed. Efter dette sad vi på en kaffebar og slappede af og kølede ned inden vi skulle til lufthavnen. Rejsen hjem gik også godt, og jeg var hjemme igen i KL kl 21.
Det har været en super dejlig og spændende weekend, og jeg er glad for at have oplevet det specielle land! I denne uge skal jeg til morgenmadsmøde ude i Residencen i morgen sammen med Malaysian-Danish Business Council, og på torsdag har jeg endnu et arrangement derude med Malaysiske rejseagenter, så det bliver en spændende uge.
Håber I har det godt derhjemme, og alt holder til stormen!

Knus og kram fra mig