Profile
Blog
Photos
Videos
Det blev mandag, og vi vågnede op til en skøn sommerdag med klart solskin. Vi tog på en vandretur langs Wanaka-søen, og ih, hvor vi nød det. Luften var klar; vandet var blåt, og i baggrunden sneklædte bjerge. Adjektiverne begynder at slippe op, for hvordan skal vi udtrykke den følelse, som dette smukke sted affødte hos os? Vi brugte et par timer på at slentre af sted langs søen. Rigtigt mange satte deres både i vandet, og der var leben ved badestranden.
Ved middagstid kørte vi videre sydpå imod Cromwell, men tog vejen øst om Lake Dunstan og ikke hovedvejen. Det var et godt valg. Igen mødte os den ene panorama-udsigt efter den anden, og vi indtog vores medbragte frokost ved sø-bredden.
Vi fortsatte imod Cromwell og kom til byen, som vi ikke kunne hoved og hale i. Der var mange rigtigt pæne middelklasse-villaer og en del industri, men hvor var byen? Den er ikke nævnt i nogle af vore guidebøger, og vi forstår det faktisk godt. Men vi synes, at det var morsomt at komme dertil, fordi vi vidste, at Jane og Vaughan tidligere har boet i nærheden, vistnok i Roxburgh, der ligger et halv hundred kilometer syd for Cromwell.
Vi vil finde en vinbonde og kørte til Bannockburn og tog ind et tilfældigt sted og traf et umådeligt indbydende ægtepar. Stedet hed Bannock Brae. Vi smagte på herlighederne og købte et par (dyre) flasker Pinot Noir.
Vi satte nu kursen imod Queenstown. Vejen førte gennem et malerisk landskab med floden Kawarau River dybt nede i kløften. Vandet er også her i den flotte blå farve. Vi kom forbi en bro, hvorfra der åbenbart blev sprunget bungy jump. Det må vi have undersøgt nærmere.
Motellet, vi bor på, har udsigt ud til den smukke sø - ikke dårligt. Termometret viser 24 graders varme.
- comments
Jane Den store nedtaelling gik igang den dag i tog afsted, boernene kan ikke vente, de glaeder sig saa meget til I kommer tilbage! Men det er godt at foelge jer paa bloggen. Jeg kan godt forstaa I ikke kunne finde Cromwell, der kunne I godt have brugt en lokal guide, men hun var paa Rocklands!
Jonas Ja, du har helt ret, Peter. Man kan til sidst ikke rigtig udtrykke, hvor storslået og smukt alle omgivelserne er. Det ene fantastiske landskab erstatter det andet. Dejligt at høre, at I fik holdt ind ved Knight's Point, selvom vejret kunne have været bedre. Hvis ikke Jane eller mine forældre har foreslået det, synes jeg, I skal tage op i the Gondola i Queenstown, hvis I har tid. Det er meget 'turistet' deroppe, men udsigten over byen og bjergene er helt fabelagtig. Og på vej til Milford, kommer I forbi nogle store enge, der er propfyldte med lupiner. Det er hyggeligt at stoppe op og vandre ud i dem og ned til den brede flodbred og nyde udsigten til bjergene, der venter forude. Når I kommer op i bjergene, skal I passe på de Kea-papegøjer. De er meget nysgerrige og glade for at hvæsse deres næb op af lejede biler! Det lyder til, at der venter en kongelig modtagelse, når I vender tilbage til Rocklands :)
Peter V. Legarth Tusind tak for jeres kommentarer. Vi glæder os til igen at være sammen med India og Ashton. Vidunderligt at være ventet! Og tak, Jonas, for dine ideer. I formiddag har vi faktisk planlagt en tur med gondolen. Og tak til Lise og Allan. Det glæder os meget, at der nu er mere kontrol over situationen. Kh Ruth og Peter
Sine Hugger Legart Kære Ruth og Peter Det er dejligt og sjovt at følge med i jeres oplevelser. Broen I beskriver har jeg sprunget fra to gange! Det var nogle fantastisk oplevelser!! Meeen der er en lille risiko for at få retinale hæmoragier ved bungy jump, så det var nok godt nok at I sprang over i stedet for at springe ned ;-)