Profile
Blog
Photos
Videos
Det er en stor gave at få lov at opleve vilde dyr i deres rette element: Guds frie natur. Vi har i dag været vidne til både søløver og pingviner på stranden.
Vi kørte sydpå fra Te Anau via "marguerit-ruten": Southern Scenic Tourist Route. Endnu en flot tur. Vi kom hurtigt ned til sydkysten; vejen er fin, og der er kun spredt trafik.
Vi fulgte sydkysten via Riverton og Invercargill, hvor vi efter planen have tænkte at gå på sigtseeing; men det ændrede vi hurtigt. Vi foretrak naturen frem for en by og fortsatte til Fortrose, hvor vi spiste vores medbragte frokost i bilen; der var simpelthen alt for blæsende udendørs, ubehageligt blæsende.
Vi tog nu kystruten ind i The Catlins, dette skønne område på sydkysten, domineret af stejle skrænter ned til havet og en stor regnskov.
Vi standsede ved Waipapa. Det var et godt valg. Det blæste fortsat kraftigt, men der var adskillige søløver her; nogle boltrede sig bølgerne, andre gjorde kur på stranden; det var rigtigt underholdende. Desuden gik vi en lang tur langs stranden og ledte efter de flotte strandskaller og fandt nogle.
Vi endte i Kaka Point. Motel-fatter anbefalede os en tur ud til Nugget Point, hvor vi ville have en god chance for at se pingviner (de store, gul-øjede). Og ganske rigtigt var der mindst en halv snes, der kom ind fra havet, mens vi var der. Det er morsomt at se dem sjoske af sted på stranden.
Vi bor et vidunderligt sted, anbefalet af Lise og Johan, med udsigt over Stillehavet. Og nedenfor ligger en søløve og hviler sig.
- comments
Lise Legarth Mon ikke alle der læser med her på bloggen får lyst til en tur til New Zealand. I er gode til at beskrive det næste ubeskrivelige i den smukke natur, der bare er så kendetegnende for landet. Det forandrer sig hele tiden og vejret forandrer sig hele tiden. Vi der har været der før ved lige hvad I snakker om og vi længes derned igen. Det er helt specielt interessant for os at følge jeres rute, for vi ved præcis hvem motelfatter er og vi vidste at han ville anbefale at køre til Nugget Point for at se pingvinerne når de går i land efter dagens fangst. Vi har gået på den samme strand og ledt efter strandskaller. Nu må I være tilbage på Rocklands. Give dem et ekstra knus fra os.