Vi blev drivvåde og gennemblæste; alligevel har vi det som Jeppe i baronens seng. Det blev en skøn skøn dag med tur til Milford Sound. Vi takker Lise og Johan, som varmt anbefalede denne udflugt.

Vi tog tidligt af sted og tog os god tid til at nyde landskabet på den 120 km lange vej fra Te Anau til Milford Sound. Fra morgenstunden var der nogle steder med sol, men i baggrunden var de mørke og blå bjerge. Det gav et næsten uvirkeligt panorama. Men i det hele taget er det en ualmindelig smuk tur med flade landskaber og stejle bjerge og talrige vandfald. Bøgeskove i lysegrønt løv. Vi var betaget af selve køreturen.

Midt på formiddagen kom vi ud til Milford Sound, som slet ikke er et sund, men en fjord, stavet fiord, dannet af gletchere i istiden. Nu regnede det, og det var diset, altså en helt normal dag på de kanter, hvor det regner 200 dage om året, og hvor den årlige regnmængde er 6700-8000 mm.

Vi havde tre timer med båden og fik en frokost ombord; de kaldte det en gourmet frokost, lidt store ord, synes vi nok om serveringen. Men pyt, vi sejlede rundt på Milford Sound og var grebet af dette sted. Selv i dis og regn er det ualmindeligt smukt. Det er ikke let at forstå, at der kan gro regnskov på de næsten lodrette skråninger, men det gør der. Båden standsede op ved klipper, hvor der lå nogle dyr, der ifølge guiden var en blanding af søløver og sæler. De var ikke store, men gevaldigt dovne.

Guiden fortalte, at den australske plade her skyder sig ind under fjord-pladen og løfter den 36 mm om året, og det giver anledning til talrige jordskælv i folden. Han sagde, at der forleden aften havde været et større jordskælv, og det nikkede vi genkendende til. Men mærkeligt, at bjergene hæves 36 cm på ti år.

Styrmanden var en hyggelig fyr, som Ruth fik en snak med, mens han styrede os rundt, bl.a. ind under et vandfald og et andet sted så tæt på kysten, at vi kunne røre ved træernes grene.

På sidste del af turen besøgte vi Milford Discovery Center & Underwater Observatory. Vi kom 10 m ned under vandoverfladen. Her lever koraler, som normalt er på langt dybere vand. Men vandet er dette sted både koldt og mørkt og roligt; det øverste lag er ferskvand og nedenunder saltvand. Derfor kan Black Corals (som er hvide koraler!) leve dette sted. Underligt at se ud i vandet så dybt nede og iagttage de mange særprægede fisk, og man gjorde opmærksom på, at man intet gjorde for at tiltrække fiskene. Sådan ser der bare ud!

Vi kom tilbage til udgangspunktet midt på eftermiddagen og kørte tilbage. Ved Chasm parkeringspladsen standsede vi. Vi var glade for, at Jonas havde advaret os imod de store kea-papegøjer (på størrelse med en stor krage). De satte sig på vores bil, og vi fik dem jaget bort, men charmerende var de bestemt. Vi gik ad en sti til en buldrende vandfald, en canyon, hvor vandet skar sig ned i en dyb kløft. Igen: betagende.

Vi nød også resten af tilbageturen og standsede op flere gange. For at nyde udsigten.

Nu er Ruth ved at være træt. Hun fortæller mig, at hun skal pudse vinduer og mener, at hun skal have vasket sit hår.

Hvilken flot solnedgang over bjergene denne fredag aften.

Jeg har ikke mange gode fotos fra Milford Sound, men har uploadet nogle stykker.