Profile
Blog
Photos
Videos
Så fik vi denne søndag den første regn, et kraftigt et af slagsens. Landet trænger meget til regn, men vi har på fornemmelsen, at det alene var vestkysten, der havde glæde af al denne væde. Vi var heldige at gennemføre et par vandreture, inden regnen satte ind.
Vi måtte naturligvis op til gletcheren Franz Josef. Fra parkeringspladsen er der en fin sti, først gennem regnskov, derefter over en delvis udtørret flod med slutpunkt nedenfor gletcheren. Det var en fin tur, og vi måtte undre os over, at gletcher og regnskov er så tæt på hinanden, og begge er tæt på havet, det Tasmaniske Hav (eller Stillehavet). Vi tilbragte et par timer her og betragtede de mange særprægede sten og planter, men dyr så vi ikke meget til.
Vi kørte sydpå til Fox Glacier, hvor vi sprang over gletcheren dette sted og kørte ud til en smuk så, Lake Matheson. Den er berømt, fordi bjergene, herunder Mount Cook, det højeste bjerg i NZ, spejler sig i søens vande. Vi oplevede dog kun dette delvist, da disen og den begyndende regn satte sine begrænsninger. Men smukt var der også her, bl.a. med den hvide pinje, der kan blive op til 80 m høj, og også dette sted tog vi os god tid i regnskoven. Den minder os meget om en regnskov, som vi har oplevet i Everglades i Florida.
Nu begyndte regnen for alvor, og vi var glade for at sidde indendørs i bilen og havde ondt af de arme cykelturister, som baksede med vejret og de stejle skråninger.
Vi nåede ned til Knights Point, som Jonas havde anbefalet - med rette. Men desværre var regnen for intens til den store nydelse, og vi kunne faktisk kun se relativt lidt. Og udsigtspunkterne var afspærret på grund af fare for erosion. Men vi læste, at der dette sted er 1700 km til Tasmanien og syd herfor udelukkende hav indtil Antarktis. Mærkeligt at tænke på. De kolde og de varme strømme mødes her, og det gør vandet rigt på dyreliv.
Videre ad Highway 6 via Haast. Området fra Franz Josef langs vestkysten er enestående smukt. Vi måtte flere gange sige til hinanden, at det er et stort privilegium at få lov at indoptage al denne skønhed - selvom det regnede! Men vi måtte springe en del planlagte stop over. På et tidspunkt åbnede jeg bildøren og gik ud for at tage et foto af en rivende flod, og jeg blev drivvåd på et øjeblik.
Også turen forbi Lake Wanaka og Lake Hawea var betagende. Og nu hørte regnen op.
Nu bor vi byen Wanaka.
- comments
Lise og Allan Det er dejlig at høre om jeres oplevelser, er nu hjemme på orlov , skal hver morgen op at få taget blodprøver, hvor de følger om betændelstilstand er gået ned, den er blevet bedre. Fortsat god ferie. Knus Lise og Allan
Kaj Dejligt at læse om jers tur, det må være fantastisk at opleve den store flotte natur, og mærke et så fjernt og andeles land. Vi har det godt, har været lidt forkølede, og så har vi jo storm her i landet, med oversvømmelser og væltede træer, vi vågnede op til at se vores skur ligge ud over haven, taget var blæst af, og siderne var ikke så høje.