Om lidt er det forbi / fik du set det du ville? / fik du hørt din melodi? / om lidt om lidt er vi borte / vi ses måske igen...

Ja jeg beklager den triste indledning, men melankoli og afskedstårer blander sig med eksamensstressen på Uni of Melbourne i disse dage.

Hver morgen (eller, måske rettere formiddag) går jeg ud af min dør og de tre gader hen til et halvtomt campus. Rutinen er den samme. Stop ved Castro's Kiosk, SMS til Carlo ("Coffee?"). Penge over disken og en Flat White og en Long Black retur. Gå rundt om hjørnet og op ad rampen til Graduate School of Science, hvor Carlo (min amerikanske studiekammerat) har siddet siden kl. halv fem. Smalltalk lidt og så i gang med eksamenslæsningen. Blive distraheret af facebook og tilsvarende ting. Skrive eller modtage en besked fra Jordan ("Coffee??"). Hænge ud i uforholdsmæssigt lang tid på Potters Cafe eller Lab39, drikke kaffe og snakke om ingenting eller om hvor trist det er at det snart er slut. Tilbage og mere eksamenslæsning. Carlo går hjem omkring kl. seks. Lade som om man læser i en halv times tid og så skrive til Jordan ("Can I crash your place?"). Gå over gaden og hænge ud i Unilodge (Jordans kollegie), høre god musik og se dumme youtubevideoer resten af aftenen.

Den observante læser vil bemærke at Jordan indgår et par gange i min daglige rutine. Sådan vil det ikke blive ved. Om kun en lille uge er hun færdig med eksamenerne og tager til Tasmanien. Og når hun kommer tilbage er jeg rejst nordpå. Det er så forfærdeligt trist, for Jordan er klart blevet min bedste ven hernede. Men det er vel den risiko, man løber ved at flytte oversøs i så lang tid. Man knytter venskaber med folk man ikke nødvendigvis får at se igen forløbigt. Men vi har aftalt at hun tager mig med ud at fiske når jeg engang kommer til North Carolina.

Dette betyder også at jeg for første gang i mit liv nedprioriterer eksamenerne totalt for at bruge så meget tid sammen med mine venner som muligt. Heldigvis er det indtil videre ikke den store katastrofe: eksamerne i de to første fag tæller 40% af den samlede karakter, og ifølge mine beregninger har jeg allerede i de første 60% fået skrabet gode nok karakterer sammen til at bestå fagene uanset om jeg så valgte at udeblive fra begge eksamener.

Så hvad er der sket den sidste tid? Nu er det jo snart længe siden jeg bloggede om min vandretur til Wilsons Prom. Tjah, jeg har allerede beskrevet det meste - prøve at læse til eksamen og hænge ud med folk mens jeg har dem.

Om onsdagen tog jeg med James og hans ven ned til den sejeste klatrevæg i Melbourne (teknisk set en boulderingvæg, da den ikke er mere end tre meter høj og man derfor klatrer på langs i stedet for opad). De tre vægge er sat op et graffittibemalet betonsted under en motorvejsbro med udsigt over floden Yarra. Det har en vis lighed med de skaterparks man ser i amerikanske film og jeg havde konstant en følelse af at jeg burde have medbragt en stor boomblaster med gangsterrap. Da jeg om søndagen vendte tilbage sammen med Jordan var der en mand der øvede saxofon der hvilket var næsten lige så godt.

I lørdags fejrede vi Jordans halv-fødselsdag. Dette var en stille og rolig affære, da mange havde vigtige eksamensopgaver der skulle afleveres om mandagen. Jordan, Shayna, Flo og Rhi (to af Jordans venner fra Unilodge) og jeg tog ind til Chinatown og spiste super billige dumplings. Herefter tog vi på San Churros (lækkert chokoladested på Lygon Street nær mig) og mæskede os i kolde chokoladedrinks.

Mandag holdt vi Wilsons Prom reunion med øl, terningspil og Gangnam Style. Det var en munter aften i løbet som foruden tømmermænd kvitterede med en forvredet ankel, en bule i baghovedet og et stort blåt mærke. Resten af historien må både I og jeg gætte os til.

Tirsdag fik en langsom opstart. I respons på en pludselig indskydelse havde James købt mango og vandmelon som han venligt delte med mig og Vera mens vi "læste til eksamen" under et halvtag på campus. Haha. Vejret var som sædvaneligt mærkeligt og mens vi sad der begyndte tordenen at rulle over os og store zigzaglyn krydsede himlen. Den aften gad jeg ikke gå hjem så jeg sov hos Jordan hvilket var godt det samme for der var lukket for vandet i mit hus, så jeg skulle alligevel låne deres bad.

Torsdag morgen flyttede Gustav, den sidste af mine gamle housemates ud. Ham kommer jeg også til at savne, så jeg har dedikeret et billede i dette blogindlæg til ham (på trods af at han altid stjal mine havregryn):

Mine nye housemates virker utroligt søde, men da jeg mere eller mindre bor på campus eller hos Jordan har jeg ikke lært dem at kende helt endnu. Jeg er dog meget fortrøstningsfuld mht. at det nok skal blive et super hus at bo i.

Torsdag aften hang jeg igen ud med Unilodge folkene, denne gang tog vi på pub og spillede Trivia, hvilket vi tabte stort. Bagefter gik vi tilbage til Unilodge og fandt, at nogen havde efterladt en pose med et eller andet råddent i køkkenet, og at der derfor var maddiker over hele gulvet. Fy for pokker! Vi flygtede op på taget (adgang hertil er forbudt og kan kun ske hvis nogen kravler op på ydersiden af bygningen og åbner en hemmelig dør i vasketøjsrummet. Det er der heldigvis altid nogen der gør). Unilodge er den højeste bygning i området og fra taget er der den mest utrolige udsigt over Melbourne skyline. Herfra kan man virkelig se hvor stor byen er, for de små lys strækker sig i alle retninger så langt øjet rækker. Et niveau længere nede havde drengene sat en række stole op, og der sad vi og snakkede til langt ud på natten og betragtede lysene.

I går var vi på pub igen, og bagefter holdt Jordan og jeg filmaften med det resultat at jeg endte med at chrashe på hendes gulv omkring halv tre om natten.

Jeg har besluttet at vende tilbage til Melbourne i januar, så jeg trøster mig ved at det trods alt endnu ikke er det sidste jeg får set til byen. Selvom Wendy, Shayna, Vera og Jordan er væk til den tid har jeg trods alt stadig Carlo og James, for ikke at tale om MUMC folkene, så jeg skal nok finde noget at tage mig til inden eventyret slutter for alvor og jeg sætter kurs tilbage imod Danmark.

Men inden da har jeg også lige en australsk østkyst og en lille ø kaldet Tasmanien jeg skal have gjort usikker. Og selvom jeg er ked af at forlade Melbourne bliver det nu godt at komme tilbage på landevejen. Ikke mindst ser jeg frem til at få min far på besøg til jul!

Men aller aller først må jeg hellere se at få vendt tilbage til min eksamenslæsning. Suk.

Farvel igen familie og venner, vi ses førend I ved det!

Kærlig hilsen Nanna.