Som lovet - et blogindlæg om min weekend, hvori jeg endnu en gang bevægede mig ud i det fri og ned under jorden med MUMC (Melbourne University Mountaineering Club, for de der skulle have glemt det).

Denne gang fik jeg prøvet kræfter - samt grænser - med en ny sport: caving.

Caving: at udforske huler og små hemmelige gange dybt under jorden iklædt hjelm, pandelampe, knæbeskyttere, slidstærkt tøj og - efter ganske kort tid - et pænt lag hulemudder.

Natten til fredag: Vågner op midt om natten med billeder af mig selv få et hysterisk anfald midt i en smal tunnel flere meter under jorden. Tænker: "Hvad i alverden har jeg rodet mig ud i, det her er verdens dårligste ide!"

Fredag aften: Fem timers kørsel med kun et ganske kort pizza-stop ender på en campingplads i byen Buchan. Kænguruerne hopper dovent af vejen idet vi kører ind, blot for at stoppe to meter længere henne og spise videre. Frøer og fårekyllinger kappes om at danne lydtæppet. Teltene sættes op og soveposerne indtages.

Lørdag morgen: Vækkes til lyden af talrige latterfugle. Kaffe og morgenmad indtages i doven stilhed inden de sidste piskes ud af teltene og turen går mod Potholes Reserve. På vejen kører vi igennem et landskab af overjordisk idyl med grønne bølgende bakker, fårefyldte enge, små gårde og en glitrende blå flod som snor sig igennem bunden af en dal. Potholes reserve ser ligeledes uskyldigt ud. Det er ikke umiddelbart til at tro at undergrunden er spækket med kalkstenshuler, udgravet gennem 40 millioner år af erosion og underjordiske floder.

Første hule: Honeycomb cave. Nedgang via rebstige gennem et 7 meter dybt, lodret hul. Jeg går ned som nr. 2 og ser mig omkring. Der er ikke umiddelbart nogen vej videre. Pludselig hører jeg en stemme komme et sted nedefra. Stemmen tilhører David som gik før mig. Jeg lokaliserer en smal sprække jeg aldrig ville have opdaget selv. Jeg maser mig igennem og frem dukker en lille grotte. I lyset fra min pandelampe ses talrige stalakitter i loftet og de mest fantastiske mønstre i væggene. Efterhånden slutter resten af gruppen sig til og vi begynder vores vandring/kravling/klatring/maven igennem fantastiske Honeycomb.

I løbet af de 5 timer vi tilbragte her lærte jeg mange nye ting:

1) Jeg er overraskende nok ikke klaustrofobisk anlangt. Selv de smalleste steder mavede jeg mig med glæde igennem i blind tiltro til, at Shannon, vores yderst tålmodige og kompetente huleleder, ville vise os den rette vej og redde os hvis vi sad fast.

2) Min frygt for at være den svage som altid skulle hives op og reddes alle steder blev ikke realiseret. Tværtimod fik jeg ofte møvet (ja møvet - caving er ingen elegant sport) mig op steder hvor de mere erfarne klubmedlemmer måtte give fortabt. Det har sine fordele at være lille og let.

3) Caving er HELT VILDT SKÆGT! Glæden ved at klatre på alt hvad der kan klatres på bragte minder tilbage fra barndommens legepladser og den barnlige begejstring ved at udforske og klatre op et sted bare fordi man kan. En begejstring jeg næsten havde glemt jeg havde, men som jeg må huske at dyrke noget mere fremover.

Det er svært at tage billeder under jorden uden enten at ødelægge farvene med blitz eller gøre dem slørede ved ikke at bruge den, så de billeder jeg har yder på ingen måde hulerne retfærdighed. På et tidspunkt bad Shannon os alle om at slukke vores pandelamper. Herefter kravlede han op bag en gardinformation så den oplystes bagfra. Jeg har prøvet at fotografere dette men intet billede kan nogensinde måle sig de utrolige farver og mønstre der lyste op midt i det kulsorte mørke.

Desuden en stor tak til min far for at have været så forudseende at give mig et kamera med et tilhørende super slidstærkt etui, som uden problemer klarede at blive mast imod sten og slæbt gennem mudder. Fantastisk!

Lørdag eftermiddag: Frokost indtages med længsel og solskin inden turen går til næste hule: Olai. I modsætning til Honeycomb har Olai ingen formationer, kun glatte hvide vægge. I bunden finder vi en lille samling knogler. Creepy. Fordi Olai er så relativt lille er der fri leg, så længe man ikke falder ned i et af de store og dybe huller i bunden.

Lørdag aften: Da vi kommer ud af Olai er himlen spækket med stjerner. Inden turen går hjemad er vi en gruppe som smutter forbi Wilsons Cave. Sammenlignet med de andre er denne barneleg og næsten kedelig - stor og bred med en u-formet ingang man kan gå igennem. Shannon fortæller at en tur igennem her sælges som "adventure tour" for turister. Betegnelsen virker fjollet og noget tam sammenlignet med vores tidligere eventyr.

Resten af aftenen byder på aftensmad i selskab med flere nærgående possums og et par øl.

Søndag morgen: Bragende solskin møder os, og vi nyder det en times tid inden den sidste hule, Razor Cave, indtages. Razor er ikke dannet af vand men er en sprække i jorden som vandet har udvidet. Den er derfor meget smal og for første gang føler jeg en smule klaustrofobi. Det var en lettelse at komme op til det strålende solskin.

Turen afsluttes med frokost og endnu en lang køretur hjem.

En fantastisk weekend! - Forude venter en rædselsfuld uge spækket med store afleveringer, efterfulgt af to ugers autocamper-eventyr i outbacken!

Hav det godt så længe!

Over and out. Nanna.