Og pludselig var det slut.

Den sidste eksamen blev overstået og allerede næste dag var mit værelse pakket ned, min seng leveret tilbage med hjælp fra min søde søde housemate Dylan og de sidste australske venner taget afsked med, inden Wendy og jeg lettere søvndrukkent gik ombord på et fly med kurs mod Brisbane.

Brisbane hilste os velkommen med en varm og solrig dag, som vi brugte på at vandre omkring i byen. Vores hostel lå i West End, og herfra vandrede vi gennem café-spækkede gader ned til South Bank, hvor en lang promenade går langs floden. Langs promenaden passerede vi Brisbanes kunstige strand, som omgiver en stor swimmingpool med udsigt over floden. Bag stranden var et markede som vi brugte lidt tid i. Herefter krydsede vi floden over til Brisbane CBD, hvor vi fandt en park og tog en lur. Hen imod eftermiddagen tog vi "City Hopper" - en gratis færge som sejler langs floden tilbage til South Bank, hvor vi havde to billetter til Ben and Jerrys open air cinema. Så mens solen gik ned sad vi på græsset og så Tim Burtons film "Frankenweenie" på storskærm og spiste gratis Cookie Dough is under stjernene og de store flyvende hunde som passerede forbi med jævne mellemrum.

Næste dag tog jeg bussen ind til Wicked Campers og hentede vores bil og hjem for den næste uge. Magen til skrammelkasse skulle man lede længe efter, og jeg startede med at køre forsigtigt rundt i villakvarteret for at vænne mig til de håbløse gear. Men flot så den ud (hvid med spraymalede Bratz-dukker på siden og "ROCK ANGELS" med store pink bogstaver), og der var masser af plads bagi til alle vores ting. Så måtte man tage resten med. Heldigvis er australiere meget tålmodige og selvom det tog mig noget tid at blive helt trafiksikker (det skete faktisk aldrig helt) var der ingen der brugte hornet.

Gold Coast var vores første stop. Da vi kørte ind i byen med de store cremefarvede skyskrabere føltes det som om vi pludselig havde forladt Australien og ankommet til (om end et noget nedtonet) Dubai. Gold coast er helt tydeligt ikke for folket med det stramme budget. Vi blev også kun for at spise frokost (mango og dåsetun) på stranden og se på surfere, inden vi kørte videre til Burleigh Heads, hvor vi gjorde et længere stop for at planlægge resten af turen over en $1 capuccino fra 7-11. Vi parkerede nær en strandpromenade, og da temperaturen faldt til et passende niveau tog jeg en løbetur langs stranden. Promenaden endte på en bakketop med den mest fantastiske udsigt over Gold Coast skyline som lyste op i den lune nat. Vi ville have sovet her men blev smidt væk af en vagt, så vi overnattede i stedet på McDonalds parkeringsplads klods op ad motorvejen.

Næste morgen gik med at lede efter Currumbin Rock Pools. Hvad vi fandt var ikke de rock pools vi ledte efter (viste det sig), men disse var stadig små søer med vandfald og lå midt i regnskoven, så vi var egentlig ligeglade. En ekstra bonus var at vi var de eneste der svømmede der (nåja man skulle ganske vidst hoppe over et hegn og klatre ned ad nogle klipper men det gør det jo kun bedre).

Om eftermiddagen ankom vi til Byron Bay. Vi havde glemt at vi igen havde skiftet tidszone, så vi var en time for sent til alle de aktiviteter vi gerne ville have booket. Vi brugte dagen på stranden i stedet. Om aftenen fandt vi en BBQ og lavede aftensmad i solnedgangen med udsigt over stranden. Omkring det sted vi sad, gik vilde kalkuner rundt, og en slags øgler kaldet "water dragons" lå og sugede den sidste varme fra stenene. Samme sted mødte vi to hollandske fyre som gav os et godt tip til et sted vi kunne sove i vores camper uden at blive opdaget. Fra det hemmelige sted var der en kort gåtur langs stranden ind til byen. Byron er normalt et festligt sted fyldt med surfere og backpackere, og bymidten består hovedsagligt af surferbutikker og barer. Det viste sig dog hurtigt at vi var ankommet på den forkerte tid af året, nemlig den uge hvor unge "schoolies" (studenter) fejrer high schools afslutning ved at tage en greyhound bus til steder som Byron og drikke sig i hegnet en uge. Dette betød at byen var komplet invaderet af fulde teenagere, og de backpackere som ikke var flygtet var nødsaget til, som os, at putte sig sammen i de få schoolie-fri pubs der var.

Den næste dag startede vi tidligt om morgen med en kajaktur hvor vi skulle være garanteret delfiner. Selvfølgelig så vi ikke nogen, men måtte i stedet udstå guidernes dårlige humor i to timer. Vi fik en gratis tur næste dag, hvilket vi ikke havde tid til alligevel. Vi fik dog alligevel set delfiner - ganske gratis - ved at tage en tur op til Byrons varetegn - det hvide fyrtårn. Her kunne man se en stor flok delfiner i det klare vand for foden af skrænten. De fleste af dem havde unger så de holdt sig under vandet, men et par af dem sneg sig til at lave et enkelt hop eller backflip til ære for turisterne. Vi spiste frokost ved vores sædvanelige BBQ. Denne gang besluttede en to meter lang varan at gøre os selskab og skræmme livet ud af en flok turister som holdt picnic i nærheden. Om eftermiddagen havde vi booket surfingtimer og vi glædede os meget. Derfor blev vi noget bekymrede da vi hørte at det ville blive tordenstorm. Vejrudsigten viste sig dog at være til vores fordel. Vi så ikke noget til tordenstormen men til gengæld havde de andre på holdet aflyst, så Wendy og jeg endte med at få private surfingtimer i de 3,5 time vi havde booket. Jeg var glimrende underholdt hele eftermiddagen med først at bugsere mit surfbræt igennem brændingen (dette, kan I nok forestille jer, voldte mig en god del besvær og var sikkert ganske morsomt for forbipasserende på stranden) og dernæst padle som en vanvittig for så til min store begejstring a stå op i et par sekunder inden mit bræt besluttede sig for at det ville i en anden retning og jeg røg i bølgerne igen. Den aften fejrede vi en vellykket dag med turens første bad i et tilfældigt hostel og tog derefter ud og hørte livemusik og gemte os for schoolies i en lokal pub.

Selvom vi nødigt ville forlade Byron Bay begyndte vores tidsplan at skride, så efter en lang morgen satte vi bilen i gear og kørte ind i landet med kurs imod Nimbin. Nimbin var hjemsted for Aquarius festivallen i 1973 og kom aldrig videre. Generelt er byen kendt for at være der de unge fra Byron tager til for at ryge hash, og det var lidt som havde nogen taget Christiania, malet det regnbuefarvet og anbragt det i smukke bjergomgivelser. Vi blev tilbudt småkager en enkelt gang men takkede pænt nej - jeg følte at min kørsel var ringe nok i forvejen og vi havde ikke planer om at bruge hele dagen på at se på pæne regnbuer. Så efter at have set hashmuseet og stearinlys-støberiet kørte vi videre, igennem hvad er kendt som "The Byron Shire". Meget passende, da meget af landskabet godt kunne godt minde om "The Shire" fra Ringenes Herre; små gårde, bølgende grønne bakker og idylliske små landsbyer. Efter et kort stop ved McDonalds gratis Wi-Fi kørte vi videre til vores camping-stop: parkeringspladsen ved Emerald Beach.

Emerald Beach var en af de tre strande vi havde fået anbefalet af vores surfinstruktør, da det er smukke steder som turister generelt ikke finder. Jeg rullede direkte fra camperen ud i bølgerne og tog en morgen dukkert. Svømning er ikke nemt på strandende heromkring, da bølgerne generelt er ret store. Efter morgenmaden drog vi indlands igen - denne gang til Dorrigo. Turen her tog os igennem smukke regnskovsfyldte bjerge, hvor asfaltvejen af og til forsvandt og jeg pludselig måtte manøvrere vores gamle skodcamper igennem en bumpet grusvej. Vi gjorde kort holdt ved Galanga Falls. Man kunne teknisk set svømme i søen under vandfaldet, men vandet var iskoldt så det droppede vi. I Dorrigo er en "skywalk", som er en bro i trætoppene. Desværre viste det sig at den kun gik omkring 30 meter ud til et udsigtspunkt og tilbage igen og ikke omkring regnskoven som jeg havde håbet. Men smukt var det dog.

Vi spiste frokost i den urealistisk idylliske by Bellingen. Her fandt vi også en genbrugsbutik hvor vi kunne købe Cder til bilen. Vi købte også en lille juleengel til bakspejlet. Det var jo næsten december, selvom det var svært at fatte.

Efter en impulsiv vinsmagning på en lokal vingård drog vi imod den næste strand vi havde fået anbefalet: Scoffs Head. Vi blev ikke skuffede: stranden var virkelig utroligt smuk. Vi brugte eftermiddagen der og jeg klatrede lidt rundt på de omkringliggende klipper, hvor jeg brugte en god del tid på bare at sidde og betragte en stor flok krabber spise i brændingen mens skyggerne blev lange. Vi spiste aftensmad i Port Macquarie og tog en lille gåtur langs strandpromenaden her. Promenaden er kantet med store sten som var dekoreret af backpackere, nødhjælpsorganisationer og lokale. Hver sten var unik med et billede, et slogan, en hilsen eller tilsvarende. Vi besluttede at køre lidt længere den aften, så jeg trodsede alle anbefalinger og tilbagelagde adskillige kilometer i mørket. De fleste australiere undgår dette, da risikoen for at ramme en kænguru eller tilsvarende er meget stor. Jeg fandt dog at det mest skræmmende var de store lastbiler som kørte som vanvittige og ikke veg tilbage fra at køre helt op i bagenden af vores camper når vi ikke kørte hurtigt nok. Det skal siges at vores bil ca to dage forinden havde udviklet en dårlig vane med at miste fart op ad bakke uanset om jeg trykkede speederen helt i bund, så det var en smule angstfremkaldende på motorvejen. Det meste af vejen var dog stille og roligt. Foran os var en større tordenstorm ved at udvikle sig, og der var noget uvirkeligt og utroligt ved at køre alene på den mørke landevej til tonerne af spansk guitarmusik mens lynene oplyste himlen forude i orange og violette farver.

Endnu en morgendukkert senere, denne gang ved Seven Mile Beach No. 2 (de er meget glade for at navngive strande efter hvor lange de er) i Boddi Boddi nationalpark, kørte vi uden stop imod Newcastle. Det var som sædvanlig en smuk køretur som tog os forbi regnskov og store søer, inden vi ankom til Newcastle ved middagstid. Oven på al den kørsel havde vi brug for at blive et sted lidt, så vi besluttede at dedikere vores eftermiddag til denne fine by. Temaet for dagen blev julemarkeder - ikke mindre end to af slagsen - og små designerforretninger og genbrugsbutikker. En af de små butikker havde en meget fin lille café i en baggård bag butikken. Ud på aftenen blev "juletræet" på havnen tændt - gåseøjne fordi "træet" var en stor hvid plastickegle og lysene var farvet laserlys. Dette blev fejret med julesange udført af det lokale kor og et par pølser på grillen som blev betjent af to ældre mænd i nisshuer og shorts. Fordi vi var fattige backpackere besluttede vi at springe grillpølserne over. I stedet slæbte vi vores gasblus ned på havnen, lavede mad og sneg os til en enkelt cider, selvom alle offentlige steder i Australien teknisk set er alkoholfri zone. Mens vi spiste samlede en ny tordenstom sig over havet i horizonten. Zigzaglyn større end jeg nogensinde har oplevet oplyste himlen gang på gang. Det faktum at det lykkedes mig at tage ikke et men to billeder af lyn siger lidt om hvor mange der var. Det er umuligt at beskrive den følelse det var at sidde der på havnen i den varme nat og betragte den voldsomme tordenstorm i det fjerne. Stormen fortsatte i flere timer, og var stadig i gang da vi forlod Newcastle.

Vores oprindelige plan var at slutte turen med et par dage i Blue Mountains, men da vores bil jo ikke kunne køre op ad bakke virkede dette pludselig som en rigtig dårlig plan. I stedet lagde vi vores vej forbi de madglade og riges (eller som os - skamløses) paradis - Hunter Valley. Hjemsted for utallige vingårde, osterier, chokolade- og delikatesseforretninger. Her kan folk med penge vælte sig i delikatesser og folk uden penge (som undertegnede) kan gå fra smagsprøve til smagsprøve og derefter luske ud igen så diskret som muligt. Det sidste var præcis hvad vi gjorde, og adskillige vin-, olivenolie-, balsamico-, oste-, chutney-, cookie- og chokoladesmagninger senere svævede vi på en sky af mad-eufori. På en specielt fancy vingård fik vi særbehandling af selveste manageren, da vi var de eneste der var der. Det var med et stik af dårlig samvittighed at vi, efter et hurtigt kig på priserne, forlod stedet tomhændede. Det var vi dog ikke længe. Aldrig så snart var vi kommet tilbage til vores skrammelkasse af en camper (elegant parkeret ved siden af en spritny sort Mitsubishi Lancer) før manageren kom ud og - wait for it! - FORÆREDE os en hel uåbnet flaske af vores favorithvidvin! Se det oplever man ikke hver dag!

Efter en dag i luksus og indtagelse af en noget skuffende frokost (dåsetun) hankede vi op i vores elendige bil og satte endeligt kursen igennem dampende skove og røde klippeskrænter imod vores destination: Sydney.